Idan Artikel 01.07.2006

Norge vil søge vinter-OL

Norges idrætstop har besluttet at iværksætte forberedelserne til en ansøgning om vinter-OL i 2018. Projektet kan komme på tværs af danske OL-drømme.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Norges Idrettsforbund og Norges Olympiske Komité har i fællesskab besluttet at iværksætte seriøse forberedelser til en ansøgning om værtskabet for vinter-OL i 2018.

Beslutningen betyder, at de danske drømme om at søge sommer-OL i 2020 kan løbe ind i vanskeligheder, hvis nordmændene får held til at stable et troværdigt projekt på benene. Det er næppe sandsynligt, at et sommer-OL vil havne i Nordeuropa i 2020, hvis Norge skal være vært for vinter-OL to år tidligere.

Norge var senest vært for vinter-OL i 1994. Et forsøg fra den norske idrætstop på at få staten til at garantere for Tromsøs bud på vinter-OL 2014 mislykkedes, men den norske idrætstop tror på, at den udvidede tidshorisont vil gøre det muligt at få de nødvendige garantier fra den norske stat i løbet af 2007.

Samme år skal nordmændene også tage stilling til, hvilken by, man skal satse på. Lillehammer er muligvis med i feltet igen, og det samme er Trondheim, Tromsø og Oslo med de to sidstnævnte byer som de umiddelbart stærkeste bud. Især i Tromsø er der allerede i dag stor lokal opbakning til en OL-ansøgning.