Norsk idræt står foran reformer

I juni 2015 vedtog Idrettstinget, den højeste myndighed i norsk foreningsidræt, en ny idrætspolitisk strategi frem mod 2019, der som et af punkterne havde, at der skulle udvikles en organisationsudviklingsplan for norsk idræt, hvor formålene var.

• Effektivisering af det interne ressourceforbrug i norsk idræt.
• Bedre samspil mellem de organisatoriske led.
• Strukturelle ændringer med henblik på at tilpasse organisationen til statens forvaltningsreform, hvis denne bliver gennemført i 2015-2019.

Disse formål er nu blevet konkretiseret rapporten ’Forslag til modeller for organisering og fordeling av oppgaver og tjenster innenfor norsk idrett’, som præsenteredes i Oslo den 20. september. I rapporten fremlægger udvalget bag rapporten tre modeller, som alle har til formålet at reformere norsk idræt.

”Med en idrætsmodel, der ikke er blevet forandret i særlig stor udstrækning siden 1946, er det på høje tid at lave ændringer,” begrunder Karen Kvalevåg, generalsekretær i NIF, udspillet i et interview i Verdens Gang (VG).

Ti grundlæggende forslag udgør model 1 og går også igen i de to øvrige tre modeller. Der er ifølge rapporten tale om mindre justeringer af den nuværende struktur:

Udvalget ønsker bl.a. at tydeliggøre ansvarsfordelingen imellem administration og bestyrelse, ligesom man vil motivere specialforbundene til at etablere alliancer gennem økonomiske incitamenter. Endvidere indstiller man, at Idrettstinget afholdes hvert andet år i stedet for hvert fjerde.

Der skal også være færre bestyrelsesmedlemmer på nationalt og regionalt niveau og indføres en tidsbegrænsning for, hvor længe man kan blive siddende på en bestyrelsespost. Samtidig fremhæver rapporten, at alle bestyrelsesposter skal kunne kombineres med andet lønnet arbejde eller andet bestyrelsesarbejde, hvor der modtages honorar.

Færre specialforbund

Mens model 1 altså kun opererer med mindre justeringer af strukturerne, er de anbefalede ændringer i model 2 og 3 mere radikale.

I både model 2 og 3 reduceres antallet af lokale ’idrætskredse’ fra 19 til 7 fællesidrætslige regioner. Mens regionerne får selvstændig politisk ledelse i model 2, bliver de syv fællesidrætslige regioner i model 3 uden eget politisk styre og skal referere direkte til NIF.

Herudover anbefaler udvalget, at antallet af specialforbund skal reduceres. Denne reducering skal opnås via brug af forskellige incitamentsordninger. I model 2 har som målsætning at reducere de nuværende 54 specialforbund med en tredjedel, mens model 3 vil halvere antallet. Ifølge rapporten skal forbundene samles i flere større fællesadministrative enheder/alliancer.

”Jeg synes, de forslag, som ligger er gode – både de, som handler om alliancer, og de om at slå sig sammen. Nu skal vi debattere og kigge på, om dette kan være til hjælp for forbundene, således at de kan udvikle sine respektive idrætter bedre,” siger Vibecke Sørensen, formand for rapportudvalget og medlem af NIF’s bestyrelse, til Aftenposten.

”Vi kommer til at få nye samarbejdsformer og team-organisering, og vi vil blive mere effektive for at kunne imødekomme morgendagens krav,” siger Sørensen videre til VG.

Ikke alle ser dog lige så optimistisk på, at rapportens forslag vil kunne forandre norsk idræt.

”Grunden til at norsk idræt er blevet bureaukratisk og omstændelig skyldes to ting: De modtager en stor summe penge fra statslige myndigheder hvert år, såkaldte spillemidler, penge, som ikke går over finansloven. Og de har slået bredde og elite, forbund og kredse og olympiske og ikke-olympiske idrætter sammen i én stor organisation,” skriver idrætsbloggeren Andreas Selliaas i en kommentar på idrettspolitik.no og fortsætter:

 ”Udfordringen er ikke bare at organisationen er blevet alt for stor, men også at den lider af et demokratisk underskud.”

Forslaget til forandring skal nu ud i høring i alle dele af norsk idræt for senere at blive behandlet på NIF’s bestyrelsesmøde i december. Derefter skal det behandles på Idrettstinget i Lillehammer i maj 2019.