Norsk strid om idræt og sundhed

Bølgerne går højt i norsk idrætspolitik i kølvandet på en ny rapport fra den norske sundhedsstyrelse (Helsedirektorat), der kritiserer den traditionelle foreningsidræts manglende evne til at fremme fysisk aktivitet i befolkningen og samtidig anbefaler, at flere tipspenge ledes uden om Norges Idrettsforbund, NIF. Rapporten ’Fysisk aktivitet: omfang, tilrettelegging og sosial ulikhet’ konkluderer, at tilslutningen til de traditionelle idrætsgrene i Norge er stagneret, og at den organiserede idræt i dag domineres af børn/unge, mænd og socialt bedrestillede. Samtidig vokser tilslutningen til friluftsliv, målrettet træning og selvorganiserede idrætsformer stærkt og når samtidig helt nye målgrupper blandt voksne, kvinder og de fysisk set mindre aktive. Derfor er der ifølge rapporten store sociale og folkesundhedsmæssige perspektiver i at bruge flere af Kulturministeriets tipsmidler og andre offentlige midler på at fremme den selvorganiserede idræt uden for NIF. Rapporten fremhæver bl.a. behovet for investeringer i naturstier, lysløjper, fitnessfaciliteter, svømmeanlæg og nødvendigheden af at finde yderligere offentlige midler til initiativer, der kan fremme den uformelle hverdagsmotion – f.eks. cykling til og fra skole og arbejde.

Angreb på foreningsidrætten

Men rapportens kritik af bl.a. NIF og dens betoning af idrættens sundhedsmæssige effekter bliver hårdt angrebet fra flere sider. 

Allerede ved rapportens offentliggørelse i januar gik NIF i rette med Helsedirektoratet, som man anklagede for at være på jagt efter idrættens penge, samtidig med at man selv bruger under én pct. af sit budget på forebyggelse. ”Idrætten kæmper hver dag med, at vi må afvise børn og unge, som ønsker at deltage, fordi vi mangler anlæg, og efterslæbet vokser fra år til år. Hvis sundhedstoplederne ikke ser andre finansieringskilder end overskuddet i det statslige spil, Norsk Tipping, demonstrerer de en mangel på kompetence, som viser, at de ikke vil kunne møde udfordringerne,” sagde 2. vicepræsident Børre Rognlien fra NIF. Men også den kendte idrætspolitiske kommentator Hans B. Skaset ser rapporten som et frontalangreb på den organiserede idræt orkestreret af det norske Helsedirektorat. Et forsøg på tyveri, kalder han rapporten og dens anbefalinger. ”Helsedirektoratet vil skabe mere sundhed i Norge ved at stjæle det økonomiske fundament for idrætsorganisationernes store succes blandt børn og unge. (…) Svigt børnene og konkurrenceidrætten! Sats på de umotiverede, ’taberne’ og ældrebølgen! Det giver på længere sigt bedre udbytte for samfundet!” skriver Hans B. Skaset spydigt på det idrætspolitiske website Sportsanalyse.no. Han advarer samtidig NIF mod at underkaste sig en sundhedsdagsorden, der risikerer at reducere idrættens langt bredere kultur og formål: ”Hold op med at ’sælge idrætten’ som en primær sundhedsleverandør. Det kan pludselig lykkes! I givet fald er arvesølvet tabt!”

Kejseren uden klæder

Hans Skaset har fået svar på tiltale fra idrætsforskerne Gunnar Breivik og Jan Ove Tangen, der begge er medforfattere på rapporten. 

Gunnar Breivik afviser, at rapporten kun har øje for den organiserede idræts penge. Men han peger også på, at det kan være problematisk, at den organiserede idræt har taget for sig af statsmidlerne til idræt og opbygget et stort administrationsapparat. Samtidig advarer han mod, at den kraftige satsning på fodboldbaner og idrætshaller langt fra kommer hele befolkningen til gavn. ”Vi stiller følgelig spørgsmål ved, om det er hensigtsmæssig fortsat at bruge en lige så stor andel af spillemidlerne til fodboldanlæg og idrætshaller, som i perioden 1949-2010 har fået tildelt ca. 40 procent af spillemidlerne, når andelen over 15 år, som bruger disse to anlægstyper, ikke stiger,” som han sammen med Kolbjørn Rafoss og Kine H. Thorén skriver i sit seneste bidrag til debatten. I et tidligere indlæg betegner han desuden statens idrætspolitik for hyklerisk. ”Kulturministeriet hævder fremdeles, at spillemidlerne skal bruges på en måde, så alle har mulighed at være med. Men rapporten viser, at dette ikke stemmer. Kejseren er uden klæder. NIF er en lille aktør, når det handler om at aktivisere ungdommen (over 14 år), voksne og ældre. Bare 14 procent træner på hold. Bare 6,5 procent bruger fodboldbaner regelmæssigt.”

Foreningsidrætten kan skade folkesundheden

Jan Ove Tangen er endnu hårdere i sin kritik af den organiserede idræts manglende evne til at aktivitere den brede befolkning. 

Blandt andet fremhæver han, at der kun er en ringe sammenhæng mellem organiseret idrætsdeltagelse og det senere fysiske aktivitetsniveau blandt voksne. Og i et indlæg med overskriften ’Idrætten svigter sit samfundsansvar’ spørger han ligefrem, om den organiserede idræts fokus på bl.a. præstation og sortering af udøverne kan være til skade for folkesundheden: ”I stedet for at lære børn og unge gode og varige aktivitetsvaner fremmer man snarere en afsmag for organiseret idrætsdeltagelse. Den organiserede idræt støder mange børn og unge fra sig, som igen fører til en fysisk passivisering af befolkningen.”

Idrættens samfundsansvar

Bag uenighederne gemmer sig en grundlæggende diskussion om, i hvilken grad den organiserede idræt kan stilles til ansvar for det frafald, der også i Danmark sætter ind i teenageårene, og i hvor høj grad idrætten skal gøres til en ’sundhedsleverandør’. 

Hans B. Skaset anerkender, at den organiserede idræt må udvikle sine tilbud til bl.a. børn og unge, men mener også, at en stor del af frafaldet er naturligt, fordi unge og voksne får andre prioriteringer og interesser med alderen. Men frem for alt advarer han mod, at idrætten bliver gjort til et redskab for en sundhedsdagsorden, som underminerer idrættens egne værdier til skade for idrætten selv, men også dens samlede nytteværdi for samfundet. ”En rent sundhedspolitisk indrettet brug af spillemidlerne vil næppe give nær den samme effekt i forhold til udfoldelse og samhørighed blandt et stort antal yngre og ældre, kvinder og mænd. En værdi bør ikke bekæmpe en anden, som bidrager til det samme resultat.”