Ny billetskandale i FIFA
Intern revisionsrapport kæder FIFA-vicepræsident Jack Warner sammen med sortbørshandel af billetter til fodbold-VM i Tyskland.
Den kontroversielle FIFA-vicepræsident Jack Warner er endnu engang under mistanke for at have udnyttet sin stilling og solgt VM-billetter på det sorte marked.
I den engelske avis Daily Mail afslører Andrew Jennings, at FIFA allerede under VM i Tyskland modtog en intern revisionsrapport fra Ernst & Young, der påviste, at Jack Warner var indblandet i salg af VM-billetter til overpris.
Billetterne havde en påtrykt værdi af 100 euro, men blev solgt til den firedobbelte pris af agenturet Kick Sports. Ernst & Young dokumenterer, at de oprindelige billetter var bestilt og betalt af Jack Warner.
Revisionen blev inddraget i sagen, da direktøren for et schweizisk rejseselskab klagede til FIFA’s billetsalg, fordi han ikke havde fået det antal billetter, han var blevet lovet af det Florida-baserede agentur.
I revisionsrapporten konkluderer Ernst & Young, at VM-billetter købt af Jack Warner er blevet videregivet til eller solgt på det sorte marked. Alene skal 180 billetter købt direkte hos FIFA have indbragt 54.000 euro i fortjeneste på grund af overprisen.
Anden sag på få måneder
Det er en alvorlig overtrædelse af FIFA’s egne regler, og fodboldforbundet vil efter afsløringen nu behandle Jack Warners rolle i sagen på sit bestyrelsesmøde den 15. september.
Det bliver dermed anden gang i år, at FIFA skal forholde sig til Jack Warner, som ifølge Andrew Jennings konsekvent har udnyttet sin placering i FIFA til egen vinding.
Kort før nytår kom det frem, at Jack Warner havde udnyttet sin stilling til at sælge flere tusinde VM-billetter med tilhørende pakkerejser fra et familiekontrolleret selskab. Han slap i foråret med en advarsel, da han hævdede, at han ikke længere havde økonomiske interesser i selskabet, selv om hans søn stadig står i spidsen for det.
Også i kølvandet på den sag lavede Ernst & Young en intern revisionsrapport til FIFA, uden at det fik umiddelbare konsekvenser for Jack Warner.
Begge rapporter kan nu læses på Andrew Jennings hjemmeside.
En fast støtte til Sepp Blatter
Jack Warner, der er fra Trinidad og Tobago, har gennem årene været isat i forbindelse med en række sager om uregelmæssigheder og korruptionslignende forhold.
Men som præsident for det mellem- og nordamerikanske fodboldforbund har Jack Warner kunnet levere 35 sikre stemmer til FIFA-præsident Sepp Blatter, som derfor har haft en direkte interesse i at nedtone kritikken af vicepræsidenten.
Om de seneste afsløringer ændrer på det, vil måske stå klart efter mødet på fredag. Da et andet bestyrelsesmedlem, Ismail Bhamjee, under VM blev afsløret i at have solgt nogle få billetter på det sorte marked, kostede det ham pladsen i FIFA.