Idan Artikel 01.05.2006

Ny bog angriber FIFA

Den britiske journalist Andrew Jennings udgiver sit frontalangreb på det internationale fodboldforbund på dansk. Bogen ’Straffe’ udkommer den 3. maj.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Kort før den kommende VM-slutrunde i fodbold lancerer den britiske reporter, Andrew Jennings, et sønderlemmende angreb på det internationale fodboldforbund, FIFA, der i bogen ’Straffe’ beskyldes for bestikkelse, valgsvindel og handel med sorte billetter. Bogen udkommer samtidig i seks europæiske lande, herhjemme på Danmarks Journalisthøjskoles forlag, Ajour.

Andrew Jennings besøger skolen i Århus den 3. maj kl. 14.00-15.30 i anledning af bogudgivelsen.

Jennings er kendt som den internationale olympiske komités (IOC) store kritiker i 1990’erne, da han angreb en række IOC-medlemmer for korruption og magtmisbrug. Han blev anset for lidt af en paria, indtil Salt Lake City-skandalen brød ud i 1998-1999 og fik hele den internationale idrætsverden til at indse, at IOC ikke var i pagt med normale moralbegreber og ledelsesformer.

FIFA og organisationens præsident Sepp Blatter var ligeledes i stor krise inden VM-slutrunden i 2002, da en stor fraktion med UEFA-præsident Lennart Johansson og den daværende FIFA-generalsekretær, Michael Zen-Ruffinen, angreb Blatter og hans støtter for korruption og regnskabsfusk. Dengang red Blatter stormen af.

Allerede på Play the Game-konferencen i København i november i fjor angreb Andrew Jennings og den tyske journalist, Jens Weinreich, en række fremtrædende FIFA-ledere for korruption, Ifølge de kritiske journalister vil efterdønningerne af sportmarketingfirmaet ISL/ISMM’s økonomiske sammenbrud i Schweiz kaste lys over en række korruptionsskandaler, som vil ramme FIFA og en række andre internationale specialforbund særdeles hårdt.