Ny bog: Idrætsforeninger bidrager til samfundet, men kunne gøre mere

Det anslås, at godt 60 millioner europæere medlemmer af en idrætsforening. Men hvad får samfundet ud af det udover sportsaktiviteter? Det er fokus i en ny bog, som præsenterer resultaterne af et forskningsprojekt i ti forskellige europæiske lande om, hvordan idrætsforeninger bidrager til samfundet.

Bogen ’Functions of Sports Clubs in European Societies’, som er redigeret af blandt andre professor Bjarne Ibsen og lektor Karsten Elmose-Østerlund fra  Syddansk Universitet (SDU), undersøger de sociopolitiske funktioner af sportsklubber i ti forskellige lande: Belgien, Danmark, England, Holland, Norge, Polen, Schweiz, Spanien, Tyskland og Ungarn.

Fokus ligger på at afdække, hvordan idrætsforeninger i de forskellige lande bidrager til sundhedsfremme, social integration, demokratisk engagement og frivillighed. Det er den første undersøgelse af idrætsforeninger, som sammenligner foreningerne på tværs af europæiske lande ved anvendelse af det samme spørgeskema til både foreninger og medlemmer i alle landene.

Forskningen viser, at svaret er lidt tvetydigt: På den ene side bidrager sportsklubber til alle disse funktioner, men på den anden side kunne de også gøre meget mere.

”En række samfundsmæssige funktioner flugter med det, som kan siges at være de grundlæggende formål med de fleste sportsklubber, mens andre funktioner mere kan beskrives som en slags sidegevinster ved aktiviterne,” skriver forskerne i bogen og kommer med en række eksempler:

De fleste foreninger i undersøgelsen er helt enige i generelle udsagn om værdien i at bidrage til sundhedsfremme, breddeidræt, sociale fællesskaber og aktivt medborgerskab. Men i praksis er foreningerne ikke guidet af principper om at ville fremme folkesundheden, men ser det mere som en sidegevinst ved de sportsaktiviteter, de organiserer.

På samme måde er foreninger åbne for folk fra alle samfundsgrupper, men for eksempel minoriteter og mennesker med handicap er underrepræsenterede, og de færreste idrætsforeninger gør noget særligt for at tiltrække de grupper, der er underrepræsenterede.

Idrætsforeninger er baseret på demokratiske strukturer og frivillighed, men der er også en vis pragmatisme omkring disse værdier. Mange foreninger ansætter folk til udføre aktiviteter, hvis de har råd, også selv om de principielt er enige i, at foreningerne bør drives af frivillige. Og selv om de fleste klubber forsøger at involvere medlemmer i demokratiske processer, er de mere tøvende i forhold til at uddelegere ansvaret for at træffe beslutninger, og det er ofte kun en lille del af medlemmerne, som er aktive i demokratiske processer.

Overraskende mange fællestræk på tværs af Europa

Bogen viser, at der på den ene side er mange fællestræk ved idrætsforeninger på tværs af landegrænser. På den anden side er der også væsentlige forskelle. For eksempel viser sammenligningerne, at medlemmerne af de danske idrætsforeninger deltager forholdsvis lidt i foreningernes sociale aktiviteter sammenligt med de fleste af de andre lande, som indgår i undersøgelsen. 

Forskerne er alligevel overraskede over de mange ligheder:

”Det tyder på, at europæiske idrætsforeninger fungerer på nogenlunde samme måde på tværs af grænserne, også selv om hvert land har sin egen historie, politiske system og økonomiske situation,” skriver de.

Bogen bygger på det europæiske forskningsprojekt om ’Social Inclusion and Volunteering in Sports Clubs in Europe’, som Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund havde ansvaret for fra 2015 til 2017. Bogen består dels af et kapitel for hvert af de ti lande, som deltog i forskningsprojektet, og dels af tværgående analyser.