Ny database: Store forskelle på facilitetsdækning i land- og bykommuner

En ny analyse af idrætsfaciliteterne i Danmark viser, at der er stor forskel på, hvor mange borgere, der skal deles om faciliteterne.

I Hillerød Kommune er der f.eks. ti gange så mange borgere om hvert svømmeanlæg som i Lemvig Kommune. Og i Frederiksberg Kommune må næsten 13 gange flere borgere deles om 11-mands fodboldbanerne som i Herning Kommune, der sammen med Læsø og Ringkøbing-Skjern kommuner har flest 11-mands fodboldbaner i forhold til indbyggertallet.

De store idrætshaller på over 800 m² er også ujævnt fordelt: I Frederiksberg, Tårnby og Gladsaxe Kommuner er der ca. ti gange så mange borgere om hver stor idrætshal som i Lemvig og Hedensted kommuner.

Forskellene fremgår af en ny database over danske idrætsfaciliteter, facilitetsdatabasen.dk, hvor ca. 11.000 kommunale, selvejende, foreningsejede og private idrætsfaciliteter er registreret inden for 15 kategorier. Idrættens Analyseinstitut og Lokale og Anlægsfonden står bag.

”Facilitetsdatabasen viser tydeligt, at der er en udfordring i storbyer. Der er ikke blot for få faciliteter i forhold til indbyggertal, der er også store udfordringer i at finde areal til nye faciliteter. Så her må man tænke i lag-på-lag- eller fill-in-løsninger, hvor idrætshallen f.eks. ligger oven på et p-hus eller et supermarked,” siger Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden.

”Nu har vi en registrering af faciliteter, og det er der behov for. I mange kommuner er der nemlig ikke et struktureret overblik over faciliteterne. Idrætsfaciliteter har typisk handlet om enkeltsager, men hvis kommunalpolitikerne skal kunne løfte blikket og se området i et større perspektiv og sammenholde med lokale behov, skal de have overblik. Det kommer nu med databasen,” siger han.

Facilitetsindeks rangerer kommuner i forhold til hinanden

I en analyse med nøgletal fra databasen er der udregnet et ’facilitetsindeks’ for at få et overordnet billede af borgernes adgang til nogle gængse idrætsfaciliteter.

Indekset giver et fingerpeg om, hvordan kommuner, der kan sammenlignes på andre områder, placerer sig i forhold til hinanden, hvad angår idrætsfaciliteter.

Facilitetsindekset bygger på følgende fem facilitetstyper:

• Små og store idrætshaller fra 300 m² og op.
• Idrætslokaler og -sale, under 300 m²
• Svømmeanlæg
• Fitnesscentre
• Fodboldbaner.

Til sammen danner disse faciliteter ramme om en meget stor del af de idrætsformer, der foregår i faciliteter, og tre ud af fire anlæg i databasen er fra disse kategorier. Via et pointsystem fra 98 til 1 point er kommunerne rangeret i forhold til hinanden, og der er fundet et gennemsnit for hver kommune.

Facilitetsindekset viser, at storbykommuner, og især kommunerne i Storkøbenhavn, Aarhus og Odense, ligger lavt, hvad angår dækningen i forhold til antal borgere i kommunerne.

I toppen ligger Læsø, Lemvig, Varde, Skive og Ringkøbing-Skjern kommuner. Her er altså mange idrætsfaciliteter i forhold til indbyggertallet, men til gengæld kan der godt være store afstande imellem faciliteterne.

Rangeringen af kommunerne siger ikke noget om, hvor niveauet for en ’tilfredsstillende facilitetsdækning’ ligger i forhold til lokale behov. En høj placering i indekset kan også dække over en overkapacitet inden for nogle af facilitetstyperne eller en skæv fordeling inden for den enkelte kommune.

Figur 1: Facilitetsindeks (dækning i forhold indbyggere/facilitet i fem facilitetskategorier)

Se alle 98 kommuners placering i facilitetsindekset i notatet ’Idrætsfaciliteter i Danmark - nøgletal fra Facilitetsdatabasen’.

Årsagerne til den noget ujævne fordeling af idrætsfaciliteter kan være mange: Lokale foreningers og borgeres gennemslagskraft, ildsjæle, historie, tradition og kultur. Nogle kommuner er stærkt prægede af en tidligere lokalpolitik om, at hvis borgerne selv samlede 50 pct. af beløbet ind til en ny hal, gav kommunen også 50 pct.

”Befolkningens idrætsvaner går i retning af, at voksne bevæger sig uden for - de løber, cykler mv.,­ eller de benytter fitnesscentre. Børn og unge dyrker især idræt i egentlige idrætsfaciliteter. Så den meget ujævne fordeling af faciliteter har betydning for børn og unges muligheder for at dyrke visse idrætsgrene,” siger Henrik H. Brandt, direktør for Idrættens Analyseinstitut.

Men antallet af faciliteter er ikke den eneste faktor, der betyder noget. Udnyttelsen er også væsentlig.

”Der er et vigtigt element i at optimere faciliteterne, så de passer til de lokale behov hos borgerne. Når vi laver kommuneundersøgelser hos Idan, kan vi se, at der ikke nødvendigvis er en entydigt sammenhæng mellem antallet og typen af idrætsfaciliteter, borgernes idrætsvaner og kommunens udgifter til faciliteter,” fortæller han.

”Så databasen kan måske også inspirere kommunerne til at se på: Hvorfor kører vores nabokommune længere på literen end os? Hvorfor har de en bedre facilitetsdækning end os for færre penge?”

Det samlede antal faciliteter

En samlet opgørelse af faciliteterne i databasen viser følgende fordeling mellem de i alt 15 facilitetskategorier. Bemærk i øvrigt, at Facilitetsdatabasen opdateres løbende med aktuelle tal, så der vil løbende ske mindre forskydninger i data.

Tabel 1. Antal faciliteter i de enkelte facilitetskategorier

Badminton- og tennishaller omfatter alene dedikerede haller til henholdsvis badminton og tennis. Idrætslokaler/sale er kun registreret, hvis de ligger i tilknytning til skoler/uddannelsesinstitutioner og større haller.

På grund af væsentlige metodiske forskelle, herunder forskellige måder at indsamle og afgrænse data på, er sammenligninger med tidligere facilitetsopgørelser vanskelige.

Databasen dokumenterer dog, at kunstgræsbaner i fodbold er et område i kraftig vækst: Hvor Lokale- og Anlægsfonden i sin facilitetsopgørelse fra 2013 talte 159 kunstgræsbaner til 11-mandsfodbold, har databasen nu registeret 331 baner fordelt på 278 anlæg – en stigning på 108 pct.

Store idrætshaller: Ramme for mange aktiviteter

Også inden for de enkelte facilitetskategorier ser man klare mønstre.

Store idrætshaller på over 800 m² indeholder typisk en håndboldbane på 20x40 m, men hallerne bruges til alskens aktiviteter: Gymnastik, håndbold, indefodbold, dans, kampsport, basketball, badminton og meget andet.

Figur 2. Indbyggere pr. stor idrætshal på mere end 800 m²

Antal indbyggere pr. bane er beregnet ved at dividere kommunens indbyggertal med antal haller i kommunen.

Som det ses på kortet, er der langt flere indbyggere om hver stor idrætshal i storbyområderne end i landområderne. I Frederiksberg Kommune må 15.005 indbyggere deles om hver hal, mens der i Lemvig Kommune blot er 1.268 indbyggere om hver.

Til gengæld har borgerne i byområder typisk ikke så langt til hallen som man har i landområder. I København, Rødovre og Frederiksberg Kommuner har hver stor hal et opland på under 2 km². I den anden ende af skalaen er oplandet til store haller i Tønder, Thisted og Varde Kommune på over 60 km². Faciliteterne ligger altså langt mere spredt.

”Nogle steder er der et meget lille befolkningsgrundlag for en hal, men der er meget identitet knyttet til hallen. Vi skal ud over, at en idrætshal er en hal til idræt. Det er yderst forskelligt, hvilke behov for faciliteter befolkningen har fra område til område,” siger Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden.

De steder, hvor hallen ikke giver mening, må den nedlægges, påpeger han. Andre steder kan man lægge funktioner sammen med hallen, f.eks. sundhedshus eller forsamlingshus, så der opstår et mødested. Der kan også arbejdes med en differentiering af faciliteterne på landet, så ikke alle kan det samme.

”Der skal et skifte i tankegangen til,” siger han. ”Men løsningerne er der faktisk. Det svære er at træffe beslutningerne.”

11-mandsbaner i fodbold: Vidt forskellig fordeling

Det billede, som facilitetsindekset tegner af, at der generelt er færre idrætsfaciliteter i forhold til indbyggertal i bykommuner end i landkommuner, ses også tydeligt, hvis man zoomer ind på 11-mandsbaner i fodbold.

Figur 3. Indbyggere pr. 11-mands fodboldbane

Antal indbyggere pr. bane er beregnet ved at dividere kommunens indbyggertal med antal baner i kommunen.

Mens der i Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner er knap 550 indbyggere om hver 11-mands fodboldbane, er der 7.003 borgere om hver bane i Frederiksberg Kommune og 4.707 borgere i Københavns Kommune.

Til gengæld har hver 11-mandsbane i landområder et geografisk opland, som er langt større end i byerne. På Langeland og Læsø er oplandet til øernes fodboldbaner på henholdsvis 28,9 og 29,8 km². På Samsø er der kun én 11-mandsbane, så her er oplandet på hele 113,5 km². Til sammenligning er oplandet til hver fodboldbane i ni storkøbenhavnske kommuner på under 1 km².

Det bør desuden understreges, at der ind til videre kun indgår 11-mandsbaner i fodbold i Facilitetsdatabasen, ikke 7-mandsbaner, som det ofte er lettere at finde plads til i tæt bebyggede områder.

Svømmeanlæg: Brede brugergrupper og dyre faciliteter

Svømmehaller tiltrækker meget brede dele af befolkningen, men er også ret bekostelige faciliteter at opføre og drive.

Der er da også meget stor forskel fra kommune til kommune på, hvor mange indbyggere, der skal deles om hvert svømmeanlæg. I Hillerød Kommune er der ti gange så mange borgere om hvert svømmeanlæg som i Lemvig Kommune.

Tabel 2. Svømmeanlæg: Indbyggere pr. facilitet

(Note: I Fanø, Fredensborg og Samsø Kommuner er der ikke registreret svømmeanlæg.)

”Vi danskere har en forventning om, at alle børn skal have mulighed for at lære at svømme, fordi vi bor på halvøer og øer. Svømmeklubberne har længe sagt, at alle børn ikke har mulighed for at svømme. Nu kan vi se det sort på hvidt i databasen: Der er ikke vandtid nok,” siger Esben Danielsen.

Han tilføjer, at der netop nu er stor vækst i byggeriet af nye svømmeanlæg og udbygning af eksisterende, fordi der er fundet nye og billigere byggemetoder.

Idrætslokaler, tennisanlæg og golfbaner: Et lidt andet mønster

Mønstret i facilitetsdækningen brydes i nogen grad, når man ser på små idrætslokaler og -sale beliggende i tilknytning til skoler og uddannelsesinstitutioner samt egentlige idrætshaller over 300 m².

Disse lokaler er lidt mere jævnt fordelt over land og by, og selv om der er enkelte udsving, tegner de et billede af, at storbykommunerne her måske kompenserer lidt for den lavere facilitetsdækning.

Tennis er et af de få områder, hvor hovedstadsområdet står forholdsvis stærkt. Fokuserer man på tennishaller, viser det sig, at der er færrest indbyggere pr. bane i kommunerne i hovedstadsområdet med opland, dog ikke selve Københavns Kommune.

Også hvad angår udendørs tennisanlæg er hovedstadsområdet godt repræsenteret opgjort på regionsplan. Ganske vist er der flest indbyggere pr. udendørsbane i Region Hovedstaden, nemlig 3.149, mens der er færrest i Region Syddanmark: 2.364, men forskellen er ikke nær så markant som ved mange andre facilitetstyper, og banerne ligger afstandsmæssigt tæt på hinanden i hovedstadsområdet.

Golfanlæg har et turismepotentiale, som formentlig er en af årsagerne til, at flere ø-kommuner har en imponerende dækning i forhold til indbyggertallet. Men som med tennis ligger anlæggene også tæt omkring København.

Hørsholm og Allerød kommuner udmærker sig: De er blandt topscorerne både hvad angår antal golfanlæg pr. indbygger og antal km² pr. anlæg. Her har borgerne altså gode muligheder for at spille golf på en bane, der ikke ligger alt for langt væk fra, hvor de bor.

Driftsformer

Næsten alle de facilitetstyper, der indgår i facilitetsindekset og lægger rammer til store dele af befolkningens idrætsudøvelse, er i vidt omfang drevet af kommunerne. Det drejer sig om fodboldanlæg, svømmeanlæg, idrætslokaler og -sale samt små og store idrætshaller, men ikke fitnesscentre, som fortrinsvis er drevet af private.

Det er et generelt træk, at nicheanlæg, der ikke har så stort kommercielt potentiale, hovedsageligt drives af kommunerne. Ifølge folkeoplysningsloven skal kommunerne netop stille egnede lokaler til rådighed for foreningslivet.

Herunder er fokuseret på faciliteternes driftsform frem for ejerforhold. I nogle tilfælde er det nemlig kommunen, der ejer anlægget, men det drives af en anden driftsherre, eventuelt i større eller mindre samspil med kommunen.

Figur 4. Driftsform efter facilitetskategori

10.332 faciliteter indgår i beregningen. 397 faciliteter, heraf 107 skydeanlæg og 112 fodboldanlæg, indgår ikke i oversigten, da der i databasen enten ikke foreligger oplysninger om driftsformen eller er angivet ’andet’ som driftsform. Op- og nedrundinger er årsag til, at tallene ikke inden for alle kategorier giver 100 pct.

Især blandt fitnesscentre, rideanlæg og golfanlæg er en ret stor andel drevet af private aktører eller af foreninger. Tennisfaciliteter udmærker sig ved, at en stor del af både tennishallerne og de udendørs anlæg er drevet af foreninger.

Fitnesscentre: Kommercielle og foreningsdrevne supplerer hinanden

Netop fitnesscentre blevet en meget udbredt idrætsfacilitet. De udmærker sig ved, at 59 pct. af centrene er drevet af private aktører, mens 25 pct. er drevet af foreninger. De fleste andre facilitetstyper er typisk drevet af en kommune eller en selvejende institution.

Mens de kommercielle fitnesscentre og -kæder typisk holder til i byerne, ligger de foreningsbaserede centre mere spredt ud over landområder. De kommercielle og de foreningsbaserede fitnesscentre ser altså ud til at supplere hinanden i mange tilfælde.

”Fitnesscentrene udgør en ressource, som kommunerne ikke er særlig gode til at tænke med ind,” påpeger Henrik H. Brandt. ”De kunne bringes meget mere i spil. Kommunerne kunne f.eks. lave samarbejdsaftaler med centrene om at aktivere flere seniorer eller andre grupper, men der er ofte en vis berøringsangst.”

Perspektiver

Facilitetsdatabasen giver altså et nyt og grundigere billede af idrætsfaciliteterne i kommunerne. Med tiden vil den blive udbygget med data om flere forskellige facilitetstyper.

”Vi håber, at organisationer, kommuner og kommercielle partnere vil bruge databasen som grundlag for forskellige tjenester og apps, der vil gøre idrætsfaciliteterne mere synlige,” siger Henrik H. Brandt.

”Måske kan den også være med til at udvide synet på faciliteter, når der skal søges løsninger i kommunerne. F.eks. er fitnesscentre helt usynlige i mange kommunale strategier på området. De får ikke tilskud, så de går under radaren. Men folk vil faktisk godt betale for fitnesscentrenes produkt, og de trives på markedsvilkår. Det kan man godt lade sig inspirere af.”

Facilitetsdatabasen gik i luften 19. oktober 2017. Idans og Lokale og Anlægsfondens arbejde med at opbygge databasen har modtaget økonomisk støtte fra TrygFonden.