Ny forebyggelsespakke skal fremme fysisk aktivitet
Let adgang til idrætsfaciliteter for alle borgere og fuld implementering af 45 minutters bevægelse dagligt i folkeskolen er blandt de prioriterede områder i Sundhedsstyrelsens nye forebyggelsespakke om fysisk aktivitet.
Med en ny forebyggelsespakke om fysisk aktivitet giver Sundhedsstyrelsen en række anbefalinger til kommunerne om, hvordan de kan give borgere i alle aldre bedre muligheder for at være mere fysisk aktive hele livet.
Formålet med forebyggelsespakken er at understøtte kommunernes arbejde med at fremme fysisk aktivitet, så man i højere grad forebygger sygdom og understøtter god trivsel hos borgerne.
Det kan godt betale sig for kommunerne, fremgår det af forebyggelsespakken: Merudgiften for en gennemsnitskommune til borgere, der er fysisk inaktive, er på 24 mio. kr. årligt.
Listen med anbefalinger er lang og spænder over:
- Byplanlægning, der fremmer fysisk aktivitet i hverdagen
- Infrastruktur, der fremmer aktiv transport
- Samarbejde på tværs af forvaltningsområder for at fremme fysisk aktivitet
- Let adgang til udearealer og idrætsfaciliteter
- Fysiske rammer, der fremmer bevægelse, i kommunens daginstitutioner, på arbejdspladserne, ved ældreboliger og plejecentre
- En aktiv bevægelseskultur i kommunens institutioner
- Fremme af motion og bevægelse i skolen og på ungdomsuddannelser.
Hvis en kommune er nødt til at prioritere mellem de mange indsatser, anbefaler sundhedsstyrelsen, at kommunen bør have ekstra fokus på fire områder:
- Planlægning af byer, infrastruktur og udearealer, der understøtter alle borgeres muligheder for at være fysisk aktive i hverdagen.
- Let adgang til idrætsfaciliteter i nærområdet for alle borgere.
- Fuld implementering af 45 minutters bevægelse og fysisk aktivitet om dagen i folkeskolen, hvor noget af tiden bruges på fysisk aktivitet med moderat og høj intensitet.
- Systematisk fokus på motorik og bevægelse i dagtilbud.