Ny olympisk post til kronprinsen
Kronprins Frederik udvider sit arbejde i Den Internationale Olympiske Komité med en post i koordinationskommissionen for vinter-OL i Korea i 2018.
Sidste måned blev Pyeongchang i Sydkorea valgt som vært for vinterlegene i 2018, og nu har Den Internationale Olympiske Komité (IOC) nedsat en koordinationskommission for legene, hvor det danske IOC-medlem kronprins Frederik har fået plads. Koordinationskommissionen kommer til at assistere og guide den koreanske arrangørkomité frem mod legene i 2018, samtidig med at kommissionen skal overvåge fremskridtene i forberedelserne frem mod afholdelsen OL i 2018. Som leder af kommissionen har IOC udpeget svenske Gunilla Lindberg, der også ledede evalueringskommissionen for 2018-legene og derfor allerede har et godt kendskab til Pyeongchang: ”Jeg er begejstret og beæret over at være blevet valgt til at lede koordinationskommissionen for 2018. Som leder af evalueringskommissionen for 2018 har jeg førstehåndskendskab til de mange styrker, som Pyeongchang og Sydkorea kan tilbyde den olympiske bevægelse. Jeg er sikker på, at vi med assistance fra mine meget erfarne kollegaer vil hjælpe Pyeongchang til at levere et enestående vinter-OL i 2018,” siger Gunilla Lindberg i en pressemeddelelse fra IOC. Gunilla Lindberg kommer til at stå i spidsen for en kommission sammensat af repræsentanter fra forskellige organer i den olympiske familie, herunder den danske kronprins, der sammen skal være med til at sikre et succesfuldt OL i Pyeongchang.