Ny rapport: Aktører har tre ønsker til fremtidens arbejde med inkluderende idræt for alle

Det er en velkendt udfordring, at de mest udsatte og sårbare målgrupper har svært ved at finde et idrætsfællesskab, der passer til dem. Det er på trods af, at der findes en lang række både lokale og nationale aktører, der har fokus specifikt rettet mod idræt for udsatte og sårbare målgrupper.

I en ny undersøgelse, der er støttet af Grundfos Fonden og Lauritzen Fonden, ser Idrættens Analyseinstitut (Idan) nærmere på disse aktører og de potentialer og udfordringer, der er forbundet med at arbejde med inkluderende idræt.

”Vi har før snuset til emnet i forbindelse med vores undersøgelse af idræt for udsatte i 2019, hvor vi fik det indtryk, at der er tale om et idrætspolitisk og økonomisk kludetæppe. Derfor synes vi, at det kunne være spændende med støtte fra fondene at få lavet et overblik og et vidensgrundlag, som kan være afsæt for at drøfte det videre arbejde på området i fremtiden,” siger Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idan.

Undersøgelsen er delt i to, hvor den første del forsøger at identificere de aktuelle tilbud, der findes på tværs af landets 98 kommuner, mens del to zoomer ind på 13 aktører, der opererer nationalt.

Kortlægningen fra del 1 har identificeret 328 aktører fordelt på landets kommuner, som på forskellig vis henvender sig til særlige målgrupper, og viser, at de fleste af dem henvender sig til børn og unge med særlige behov. Omvendt er der relativt få tilbud, der specifikt henvender sig til etniske minoritetsgrupper.

”Vi har identificeret disse tilbud på baggrund af desk research, og vi kan ikke med sikkerhed sige, at der ikke gemmer sig langt flere tilbud derude, som ikke lige popper op, eller at billedet fra efteråret 2024 allerede er forældet. Men man kan godt diskutere, om 328 tilbud er mange eller få i lyset af, at der vel findes i omegnen af 14.000 idrætsforeninger i Danmark”, forklarer Maja Pilgaard. 

Figur 1.  Målgrupper, som aktørerne henvender sig til

Figur 1: Flere aktører henvender sig til mere end én målgruppe, hvorfor det samlede antal overstiger de 328 aktører, som kortlægningen finder.

Nationale aktører med tilbud i flere kommuner

Den anden del af analysen fokuserer udelukkende på 13 aktører, som tilsammen har 448 tilbud på tværs af de 98 kommuner, med Specialsport og Lykkeliga som dem, der er repræsenteret i flest kommuner (henholdsvis 90 og 63 kommuner).

De 13 aktører er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de henvender sig til målgrupper, som har svært ved at blive en del af de almene idrætsfællesskaber.

”Derfor er de omdrejningspunktet for denne rapport, og jeg opfatter egentlig vores analyse som et forsøg på at give dem en stemme, så vi kan blive klogere på de potentialer og udfordringer, de hver især ser. Derfor er rapporten også et udtryk for aktørernes egne perspektiver, mens kommuner eller andre interessenter kan have andre opfattelser,” siger Maja Pilgaard.

Tabel 1: Oversigt over de aktører, der arbejder målrettet med 'inkluderende idræt for alle' i Danmark

Aktørerne fremhæver et uudnyttet potentiale

På tværs af aktørerne er der en oplevelse af, at man hver for sig har ’opfundet den dybe tallerken’ og er lykkes godt med de indsatser og metoder, man bruger og har sat i værk. Det handler blandt andet om, at aktørerne har målgruppen i fokus frem for en specifik sportsgren:

”Det, som de her særligt tilrettelagte hold kan, er jo at kunne tilpasse sig lige præcis den børnegruppe, der er i den pågældende forening, og det er en styrke, at vi har trænere, som har fokus på målgruppen mere end på sporten eller på idrætten,” forklarer en af de aktører, der er kommet på finansloven fra 2024.

Aktørerne har flere års erfaringer med metoder til at involvere konkrete målgrupper i aktive fællesskaber, og de oplever at kunne gøre en forskel, men samtidig giver de udtryk for, at de har svært ved at udfolde deres fulde potentiale, fortæller Maja Pilgaard.

Udfordringerne er blandt andet, at de har svært ved at sikre en langsigtet økonomi, og at de oplever ’manglende åbenhed’ hos andre aktører, eller oplever det som enormt ressourcekrævende at opstarte samarbejder med f.eks. kommuner, bosteder, specialskoler mv. om at skabe adgang til målgruppen.

Aktørerne anerkender nemlig, at de på flere områder sidder med de samme opgaver, såsom at komme i dialog med for eksempel kommuner, skoler og bosteder, og de ofte har samme behov for at kunne finansiere en medarbejder, der er ansat lokalt til at agere brobygger eller bindeled mellem målgrupper og konkrete tilbud og indsatser.

”Vi har brug for ressourcer lokalt, og jeg tror jo, vi med fordel kunne sætte os sammen og lave en fælles indgang til en kommune, hvor vi siger: ”Vi har brug for en fuldtidsansat, som understøtter udsatte i idrætten i jeres kommune”. For der er måske ingen af os, der har en størrelse, som berettiger, at en kommune ansætter en fuldtidsmedarbejder på grund af størrelsen på kommunen. Men hvis vi i stedet puljer det, så tror jeg, det kunne stå stærkere,” siger en af aktørerne.

Ønske om en platform til at samle aktørerne

Et af ønskerne til fremtiden er derfor en form for nationalt organ eller platform som en pendant til Team Danmark, der skal sikre synergi mellem aktørerne, vidensdeling og en systematisk tilgang til arbejdet.

Aktørerne fortæller, at den tanke allerede har været oppe at vende, men at de som et fremtidsønske ser, at platformen bør udvikle sig ud fra et fælles og neutralt grundlag, som ikke er indlejret i en af de store hovedorganisationer.

”Skal vi have det videre, så skal det være en ekstern, der faciliterer alle de gode indsatser og modeller og metoder. Og så skal der ikke være så meget konkurrence mellem os, men hvor vi prøver at finde den der fælles platform, fordi vi vil jo det samme. Vi vil jo gerne have et aktivt fritidsliv for alle,” siger en af de aktører, der er kommet på finansloven.

Aktørerne peger på, at det vil være en fordel med et samlende organ, en slags moder-organisation, som blandt andet kan lette administrationen hos de forskellige aktører.

”Vi er så mange organisationer, som bruger rigtig meget krudt på administration, ledelse af frivillighed, revisorer, bilag osv. Hvorfor findes der ikke nogen store moder-sociale organisationer, som kan sørge for, at man kan få printet en folder og få hjælp til sin økonomi og sin revisor og de her ting? Deres opgave skulle være at hjælpe andre organisationer med at gå ud og gøre det, de var supergode til,” siger en af de aktører, der ikke har fast statslig støtte.

Aktørerne ønsker bedre sikring af driftsøkonomi

Selvom de fleste aktører ser det som oplagt og relevant at samarbejde, er de stadig lidt forsigtige og tøvende, fordi de samtidig oplever at være i en form for konkurrencesituation, hvor de blandt andet konkurrerer om de samme midler.

Samtlige aktører oplever generelt en grundlæggende usikkerhed i deres arbejde, fordi økonomien er sammensat af puljer, projektmidler, midlertidige donationer, sponsorater og lignende.

”Når alting fungerer på projektbasis, så er der jo en grænse for, hvor meget man kan skalere det, og det er lidt dilemmafyldt for os. Der er mange flere, der ville kunne få glæde af det, vi laver, men vi har lidt svært ved, hvordan vi kommer ordentligt ud over rampen til at få bredt potentialet helt så meget ud, som vi gerne ville,” siger en aktør, som er på finansloven.

Aktørerne oplever for eksempel også, at fondene primært støtter udviklingsprojekter og ikke drift, hvilket nogle gange kan blive en hæmsko for at videreføre de gode metoder og erfaringer, som allerede er udviklet.

En aktør bruger billedet af TrygFondens støtte til livreddertårne på strandene som et eksempel på, hvordan nogle initiativer har behov for støtte til drift snarere end udvikling:

”Altså lidt ligesom livreddertårne og livredderne på stranden. Det er jo også en driftsopgave – det samme bliver rullet ud hvert år – men det har en enorm betydning, fordi vi har brug for livreddere på stranden. Det er jo ikke sådan, at man forventer, at de skal opfinde nye måder at redde folk på hvert tredje år.”

En anden aktør stemmer i:

”Det der med, at man skal sidde og finde på udviklingsprojekter hele tiden, selvom vi jo har opfundet den dybe tallerken mange gange, så vi kan dreje det lidt over, så det passer til driften. Det er meget anstrengende og stressende.”

Derfor er et af de største ønsker fra aktørernes side, at der i fremtiden kommer mere fokus på at sikre driftsøkonomien, som er et grundlæggende vilkår og den største udfordring, samtlige aktører står med:

”Det skal jo være noget strukturelt, der bliver ændret. Der skal være en automatik ude i kommunerne eller fondene eller i det statslige, så når man laver noget, der viser sig at være godt, så skal der på en eller anden måde være en automatik i, at det så kan fortsætte. Og det er jo nærmest lige stik modsat lige nu,” siger en aktør.

Der er behov for en helhedstænkning

Noget af det, der ifølge aktørerne selv ofte sætter en stopper for, at de kan få økonomisk og politisk opbakning er, at de falder ned mellem flere stole i kommunerne.

”Der, hvor vi har store udfordringer, er i forvaltningerne. Man bliver skubbet lidt mellem kultur og idræt og socialforvaltningen, og der er ikke rigtig nogen, der vil tage ansvaret, og det er smadderærgerligt. Vi bruger rigtig meget tid ude i kommunerne på at synliggøre det, vi går og laver, og det skal vi fortsætte med,” siger en af de aktører, der er på finansloven.

Aktørerne oplever, at økonomien er bundet til de enkelte forvaltninger, og at der ikke er afsat ressourcer, der kan gå på tværs. Det er et problem, fordi en enkelt afdeling ofte ikke har økonomien til at understøtte arbejdet.

”Jeg oplever en større problematik i forhold til, hvem der skal tildele den økonomi, der skal til. Jeg tror, kultur- og fritidsforvaltningen godt se et behov for at lave noget idræt, men der er jo også en erkendelse af, at hvis vi skal gøre det her og bruge de her metoder, så er det jo også dyrere end bare at lave en almindelig foreningstræning. Det kræver understøttelse, det kræver hjælp,” siger en aktør og fortsætter:

”Det koster bare mere, og det er klart, det er ikke noget, der ligger inden for de rammer, som fritidsforvaltningen nødvendigvis har budgetter til at betale for, og så kigger de over på socialforvaltningerne. Og socialforvaltningerne kan muligvis godt lave noget til nogle enkelte, meget dårligt fungerende, som skal have visiteret et tilbud, men de er ikke gearet til at arbejde med det der bredere forebyggende.”

Derfor kalder aktørerne på en mere helhedsorienteret og holistisk tænkning, hvor idræt bliver en central del af de sociale og sundhedsmæssige indsatser.

”Lige nu opfatter aktørerne ikke, at idræt anses for at være en særlig vigtig dagsorden. De italesætter det som en ’kan-opgave’ frem for en ’skal-opgave’, og de oplever faktisk at stå uden identitet rent politisk”, forklarer Maja Pilgaard.

Derfor efterspørger aktørerne en strukturel tilgang, hvor fokus på at sikre alle mulighed for at deltage i aktive fritidsfællesskaber bliver en vigtig dagsorden både kulturpolitisk, socialpolitisk og sundhedspolitisk.