Ny rapport: De unge bliver sjældent involveret i idrætsforeningers demokratiske arbejde

Hvordan kan idrætsforeninger bevare deres relevans for unge i fremtiden ved at tilbyde attraktive aktiviteter og få de unge til at involvere sig i foreningernes demokratiske processer?

Det er et af fokusområderne i Danmarks Idrætsforbunds (DIF) store projekt ’Fremtidens idræt for børn og unge’ (FIBU), der er støttet med 85 mio. kr. af A.P. Møller Fonden.

I den forbindelse har DIF bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at undersøge, om der er særlige kendetegn ved de foreninger, der har flere unge end børn som medlemmer, og hvad der skal til for at få de unge til at påtage sig en mere aktiv rolle i de demokratiske processer i idrætsforeningerne.

”Vi er interesseret i at finde ud af, hvordan vi kan designe idrætten, så man både får et børne- og ungdomsliv og dermed også et voksenliv med idræt og fællesskab, men det kræver måske nogle nye formater,” siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF.

Sammenhæng mellem unges involvering og deltagelse

Undersøgelsen ’Unges deltagelse og demokratiske involvering i foreningsidrætten’ giver blandt andet et indblik i 106 forskellige foreningers arbejde med de unge. Foreningerne er blevet delt ind i fire kategorier:

• Foreninger med relativt mange unge i forhold til børn (F1 i figuren)
• Foreninger med lige mange børn og unge (F2 i figuren)
• Foreninger med flere børn end unge (F3 i figuren)
• Foreninger med stor relativ stigning i antal medlemmer i aldersgruppen 13-18 år de seneste ti år (F4 i figuren).

På tværs af de 106 foreninger er den mest udbredte foreningsopgave blandt unge at fungere som (hjælpe)træner. Til gengæld er det meget få foreninger, som har fokus på at involvere de unge i beslutninger, bestyrelser eller udvalg.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 57 pct. af foreningerne med mange unge og 67 pct. af de foreninger, der har fået flere unge over tid, angiver, at de har arbejdet med at lave sociale arrangementer for de unge.

Desuden er der en tendens til, at foreninger, der har lige mange børn og unge, er dem, der i størst omfang fokuserer på gode sociale relationer.

Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idrættens Analyseinstitut, påpeger, at der ikke er mange foreninger i denne kategori, og at man generelt skal være varsom med at fremstille data grafisk, når der er tale om 106 foreninger. 

”Vi har alligevel valgt at gøre det for at få et overblik over foreningernes arbejde med at involvere unge. Og det billede, vi ser, giver anledning til at overveje, om foreninger med lige mange børn og unge faktisk formår at fastholde børnemedlemmerne, når de kommer i ungdomsårene, og om de sociale relationer spiller en rolle i den forbindelse,” siger Maja Pilgaard.

Figur 1: Mange foreninger har unge (hjælpe)trænere, men få involverer unge i beslutninger (pct.) 

Tabellen viser andelen af foreninger inden for hvert af de fire kategorier, som svarer ’ja’ til de forskellige udsagn på den lodrette x-akse, (n=106). 

Meget få foreninger har unge repræsenteret i bestyrelser og særlige udvalg, men dem, som har, er kendetegnet ved enten at have flere unge end børnemedlemmer eller ved at have fået flere unge medlemmer over tid (se figur 1).

”Det ser altså ud til, at der kan være en positiv sammenhæng mellem at inddrage de unge i de mere demokratiske processer, hvis man vil holde på dem, ligesom man med fordel kan have sociale arrangementer og fællesskabet for øje,” siger Maja Pilgaard.

Foreninger er et mødested, hvor man lærer samtalen

Ifølge folkeoplysningsloven er formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde at fremme forståelsen af demokrati og aktivt medborgerskab og at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Men rapporten antyder, at foreningernes relation til de unge mere handler om at holde foreningernes mange børnehold kørende, end om at styrke de unges evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og engagere sig i samfundslivet, sådan som folkeoplysningsloven foreskriver.

Omvendt kan man argumentere for, at det at give unge en trænerrolle i sig selv kan styrke den unges udvikling af ansvar og lyst til at engagere sig. Ifølge Frans Hammer behøver demokrati i hvert fald ikke kun at handle om det, vi stemmer om.

”Der er nok ikke mange, der starter i en idrætsforening og tænker, at de skal dannes demokratisk. De kommer der for at dyrke en idræt, men udover at være en idrætsforening, så er det også et mødested, hvor man lærer samtalen, og samtalen er en forudsætning for demokratiet,” siger han.

Til gengæld erkender næstformanden, at det kunne se bedre ud, når det kommer til at inddrage unge i foreningslivet. Men det kommer ikke som en overraskelse, siger han.

”Vi havde en formodning om, at der lå en udfordring her, og at det er på dette område, at vi er slappe i koderne i dansk idræt. Vi er rigtig gode til at træffe beslutninger på børn og unge menneskers vegne, men de er kompetente på deres eget liv,” siger han.

Dermed ikke sagt, at han ikke forstår, hvorfor landet ligger, som det gør.

”Jeg kan godt forstå en dansk forening, der er presset på at få tingene til at gå op, ender med den løsning, der hedder, ’kan du ikke lige være hjælpetræner her?'”

”Men det er jo derfor, en undersøgelse som denne er vigtig, for den viser, at de unge gerne vil inddrages, mens foreningerne siger, det er svært. Så skal vi i DIF lave nogle formater, man kan rive ned fra hylden som specialforbund, der gør det lettere at arbejde med.”

De unge ønsker nogen at spejle sig i og sparre med

Spørger man de unge, viser det sig, at fremtidens forening ikke nødvendigvis behøver at se så meget anderledes ud end gårsdagens.

”De unge ønsker sig ret beset en klassisk forening, hvor der er plads til alle, og hvor man mødes for fællesskabets skyld. Et sted, hvor der er kort vej fra idé til at være den, der løber med bolden, og hvor alle hjælper til, når behovet opstår,” siger Maja Pilgaard.

De unge vil nemlig gerne inddrages og involveres, men de udtrykker, at det er vigtigt, at de selv ved, hvad der forventes af dem for at føle sig trygge i opgaven. Det betyder, at der er behov for, at de ved, hvad den pågældende opgave går ud på, og hvordan den skal løses.

En af de unge i undersøgelsen beskriver det således:

”At det fremgår lidt tydeligere, hvad det indebærer. I stedet for bare at sige: ’vi mangler en frivillig til at træne et hold’, så sige, at det indebærer jo ikke bare at møde op om torsdagen og så ’kigge på dem-agtigt’, men du skal jo også have noget med til træningen. Så vær’ klar i spyttet om, hvad det går ud på at være frivillig.”

Derudover lægger de unge vægt på at have nogle at sparre med og spejle sig i, og at de får et legitimt råderum for involvering.

”Det betyder, at foreningerne også skal kunne rumme, at de unge indimellem har holdninger og ønsker at beslutte noget, der måske er anderledes, end det ’vi plejer at gøre’,” understreger Maja Pilgaard.

Dermed ikke sagt, at de unge altid skal have det, de peger på.

”Men det er vigtigt, at de reelt oplever at blive inviteret med i de demokratiske processer og ikke bare bliver ’hørt’ for derefter at være udelukket fra det reelle demokratiske og beslutningstagende rum.”

Undersøgelsen understreger, at det at blive involveret uden reel indflydelse risikerer at blive opfattet som pseudoinvolvering og dermed som direkte undergravende for de unges lyst til og mod på at involvere sig.