Idan Artikel 22.09.2011

Ny rapport evaluerer elitekommuner

Team Danmark har fået evalueret sine ’elitekommuner’. Evalueringen viser, at de lokale elitemiljøer er under udvikling, men også et behov for bedre samarbejde mellem kommuner og specialforbund.

De særlige tiltag for at styrke elite- og talentarbejdet i Team Danmarks 18 udvalgte ’elitekommuner’ har resulteret i opbygningen af særlige talentudviklingsmiljøer. Miljøerne giver større fleksibilitet for de unge atleter til at få en hverdag med store træningsmængder, konkurrencer, skole og fritid til at hænge sammen. Sådan lyder den overordnede konklusion fra Danmarks Evalueringsinstitut i evalueringen af elitekommunerne, som er gennemført for Team Danmark. Men samtidig peger evalueringen på en række punkter med plads til forbedringer, der kan hjælpe talenterne og elitemiljøet endnu mere på vej. Bl.a. viser de første år med ordningen, at der endnu er samarbejdsrelationer, som bør forbedres, og at der på visse områder er forskellige interesser fra de involverede aktører.

Forbedrede samarbejder

Evalueringen er baseret på interviews med aktører i og omkring elitekommunerne: Elitekoordinatorerne ude i kommunerne og konsulenter fra Team Danmark samt casestudier i tre af kommunerne, hvor der bl.a. har været fokus på de politiske udvalgsformænd, trænere og ledere fra klubber, skoleledere og lærere og ikke mindst eliteudøverne selv. 

Samarbejdet mellem elitekommunerne og specialforbundene får særlig opmærksomhed i evalueringen, som peger på, at der særligt i specialforbundene er for lille viden om, hvad de faktisk kan bruge elitekommunerne til i deres talentarbejde. Det manglende kendskab kommer til udtryk i en interessekonflikt mellem de to aktører: Et lokalt fokus i nogle kommuner får dem til at holde på talenter, som specialforbund med deres overordnede fokus på talentudvikling kan have interesse i at sende til kraftcentre uden for kommunen. Evalueringen peger på, at større kendskab til hinanden og samarbejde kan løse interessekonflikter og afstemme forventninger.

Større krav til Team Danmark

Evalueringen stiller også skarpt på Team Danmarks rolle i elitekommunesamarbejdet. Bl.a. lægger den op til, at Team Danmark i større grad skal påtage sig en aktiv rolle i også at forbedre samarbejdsrelationen mellem kommuner og specialforbund. 

Ude i kommunerne ligger der til gengæld et arbejde i fortsat at hjælpe de enkelte talenter til en lettere hverdag. Evalueringen viser, at de unge eliteudøvere trods initiativerne og et stort fokus på strukturering stadig står alene med en stor del af planlægningen af deres hverdag med sport og uddannelse.

Fokus på de enkelte samarbejder

Mens den eksterne evaluering er gået tæt på de overordnede træk omkring elitekommunesamarbejdet, skal en igangværende intern evaluering i Team Danmark belyse de enkelte kommunesamarbejder nærmere. 

Den eksterne evaluering peger på de store forskelle i arbejdet med at skabe talent- og elitemiljøer mellem de enkelte deltagende kommuner. Derfor kan en evaluering, der går tæt på de forskellige kommunesamarbejder give et større indblik i de enkelte kommuners konkrete initiativer og deres deres effekter.