Ny rapport giver indblik i danskernes forventninger til den digitale idrætsforening samt bud på fremtidige potentialer

Digitaliseringen har efterhånden sneget sig ind i store dele af vores hverdagsliv, og det gælder også i foreningslivet, hvor online tilmeldingsmoduler og sociale medier flittigt bliver taget i brug. Men der er stadig store potentialer for at øge digitaliseringen, viser en ny undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Advice har lavet i samarbejde med Epinion for Kulturens og Idrættens Innovationshub.

Undersøgelsen ’Danskernes digitale idrætsforening’ viser blandt andet, at der er stor forskel på danskernes forventning til idrætsforeningernes digitalisering. Potentielle medlemmer, som ikke er medlem af et fritidstilbud, men som tilkendegiver, at de har en interesse i at blive det, mener således i højere grad end den gennemsnitlige dansker, at idrætsforeningerne bør være digitaliserede.

For eksempel svarer 70 pct. af de potentielle medlemmer, at det bør være muligt at melde sig ind i foreningen online, mens det kun gælder 54 pct. af resten af befolkningen. Dernæst mener 56 pct. af de potentielle medlemmer, at foreningerne bør have en hjemmeside med alle de nødvendige informationer, mens det gælder for 43 pct. af resten af befolkningen.

”De potentielle medlemmer søger i højere grad efter informationer om idrætsforeninger end den gennemsnitlige dansker, og derfor efterspørger de i langt højere grad, at man kan tilgå foreningernes tilbud digitalt. Det indebærer blandt andet en tydelig hjemmeside og synlighed på de sociale medier,” siger Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idan og en af forfatterne bag undersøgelsen.

Undersøgelsen viser også, at der er en tendens til, at de kommercielle fitnesscentre er mere tilgængelige digitalt.

”Og så er det naturligt nok der, de potentielle medlemmer havner i stedet for,” siger hun.

Hun fremhæver derfor kommunikation og målrettet marketing som et af de steder, hvor foreningerne kan sætte ind, hvis de har et ønske om at rekruttere flere medlemmer. Men det er ikke nødvendigvis foreningernes rationale, forklarer hun.

”Foreningerne oplever ikke nødvendigvis, at de er klar til at række ud, fordi de oplever, at der mangler plads i faciliteterne, fordi de har nok at gøre med at drifte, eller fordi der mangler frivillige hænder. Og det nytter for eksempel ikke noget at lægge kræfter i digital markedsføring, hvis der ikke står frivillige klar til at tage imod de nye medlemmer,” siger Maja Pilgaard.

Fysiske fællesskaber er vigtigere end digitaliseringen

Selvom digitaliseringen i flere tilfælde kan gavne medlemsvæksten i foreningen, er det imidlertid ikke selve digitaliseringen, der afgør, om medlemmerne i sidste ende melder sig ind.

Undersøgelsen peger faktisk på, at danskerne ikke tilvælger idrætsforeninger, hvor der er mulighed for at træne alene eller virtuelt derhjemme. I stedet bliver danskerne tiltrukket af foreninger, hvor træningen foregår fysisk, og hvor det er muligt at møde nye mennesker.

”Under coronakrisen blev flere tvunget ud i online træning på grund af restriktionerne, men det tyder altså ikke på, at det kan slå den fysiske træning, vi kender. Det handler i stedet om, at digitaliseringen skal understøtte det fysiske møde og styrke det sociale fællesskab i foreningen,” siger Maja Pilgaard.

Spørger man danskerne, mener næsten halvdelen (46 pct.), at digitale løsninger understøtter det sociale fællesskab i foreningen, mens 27 pct. af danskerne mener, at online kommunikation svækker følelsen af fællesskab i foreningen.

Der ligger også et ansvar hos hovedorganisationerne

Samtidig kan digitale redskaber være med til at styrke organiseringen og dermed understøtte, at flere mødes i fysiske, aktive fællesskaber. Men nogle foreninger efterspørger hjælp til at overskue, hvilke digitale løsninger de har behov for, og hvordan de løsninger kan bruges og implementeres i foreningerne.

For der findes mange systemer, og der er ikke nødvendigvis én løsning, som kan klare alle behov.

”Det skaber udfordringer for foreningerne, fordi de forskellige systemer sjældent er særlig gode til at overføre data, uden at man selv manuelt skal ind at gøre noget,” siger Maja Pilgaard.

Et konkret eksempel er, at foreningen kan have medlemsdata i ét system, men de skal overføre til to andre systemer, når de skal indberette til Centralt ForeningsRegister (CFR) og licenssystemerne. Derudover får medlemmerne nogle gange ny adresse eller ny mailadresse, hvilket i de fleste tilfælde kræver manuelt arbejde, og som dermed bliver administrativt bøvl.

”Her ligger der nok en opgave hos hovedorganisationerne og i virkeligheden også staten i forhold til at arbejde med nogle administrative digitale værktøjer, som taler på tværs, så de kan bruges i forskellige sammenhænge,” siger Maja Pilgaard.

”Der ligger i hvert fald et vigtigt koordineringsarbejde i forhold til den digitale udvikling. Lige nu er det nærmest det vilde vesten, hvor der findes et hav af digitale udbydere”, fortsætter hun.

Det store spørgsmål er, hvilke systemer og løsninger foreningerne og forbundene skal købe ind på, og hvordan man sikrer nogle systemer, der nemt kan interagere med og overføre data – f.eks. i forhold til indberetning af data til kommune og CFR. Endelig er der spørgsmål om datasikkerhed og ejerskab over data, forklarer Maja Pilgaard.

”Fremadrettet er det relevant at se på digitale løsninger, som sikrer foreninger og forbund adgang til medlemsdata, som kan bruges strategisk i forhold til udvikling og markedsføring af nye tilbud,” siger hun.