Ny rapport samler erfaringer med at inkludere børn fra udsatte boligområder i foreningslivet

Foreningslivet er i princippet åbent for alle. Alligevel viser undersøgelser fra bl.a. VIVE og SDU, at der er færre børn fra udsatte boligområder i idrætsforeningerne, og at børn fra udsatte boligområder i mindre grad går til idræt i en idrætsforening sammenlignet med elever i resten af landet. 

Det er der mange aktører, der forsøger at lave om på ved at arbejde med inklusion af børn fra udsatte boligområder i foreningslivet. Der er imidlertid stort set lige så mange måder at gribe opgaven an på, som der er aktører. I en ny rapport har Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) set nærmere på de mange aktører og indsatser. 

Rapporten ’Flere børn fra udsatte boligområder i foreningslivet – et katalog om inkluderede fritidsfællesskaber’ ser på tværs af 45 foreninger og understøttende indsatser og samler de erfaringer, der allerede er gjort. Hvad virker, og hvad virker ikke? 

”Da vi startede undersøgelsen, kunne vi se, at det bugner med forskellige initiativer, metoder, projekter og indsatser på det her område. Det betød, at der var behov for en erfaringsopsamling. Publikationen skal ses som et opslagsværk, der samler alle erfaringerne på tværs af aktører og steder,” forklarer Natasja Lund, der er specialkonsulent i CFBU.

Ambitionen er ifølge forfatterne at samle praksiserfaringerne – både dem der ikke er blevet beskrevet før, men bare er gjort lokalt, og de erfaringer, der tidligere har været beskrevet, men som har været spredt i forskellige publikationer.

Arbejdet med inklusion af børn fra udsatte boligområder er vigtigt – ikke kun fordi et fritidsfællesskab kan føre til øget trivsel og fysisk og psykisk sundhed, men fordi det for børn i udsatte boligområder kan være et alternativ til en ’gadeorienteret livsstil’, der potentielt kan lede til kriminalitet, forklarer Natasja Lund.

Erfaringer med potentiale

Undersøgelsen måler ikke på, hvor godt indsatserne har virket, men tager i stedet udgangspunkt i aktørernes egne erfaringer. Spørger man Natasja Lund, er det dog tydeligt, at nogle tiltag har mere potentiale end andre. 

En almindelig udfordring på området er, at ressourcesvage forældre i mange tilfælde ikke har mulighed for at følge deres børn til og fra aktiviteter. Flere aktører arbejder derfor med såkaldte følgeordninger, hvor en frivillig følger et barn til idræt. 

Men det er svært at implementere i praksis, fordi det er personafhængigt og derfor sårbart, forklarer Natasja Lund. Det skyldes, at barnet ikke kan komme til træning, hvis den frivillige for eksempel bliver syg. 

Til gengæld lader ’cykelbusser’ til at være en metode med et mere langsigtet potentiale. Her mødes en gruppe af børn med hinanden og en frivillig voksen eller forældre, som de cykler sammen med. 

Nogle gange kan barrieren for deltagelse i fritidsaktiviteter også være, at barnet slet ikke har en cykel at transportere sig rundt på. Natasja Lund fortæller, at cykelværksteder, der istandsætter og giver børn mulighed for at låne en cykel, derfor også viser sig som et af de greb, aktører har gode erfaringer med.

”Der er mange muligheder for at finde holdbare løsninger, når man arbejder lokalt i et udsat boligområde,” siger Natasja Lund.

Rapporten indeholder derfor også både overordnede strategiske principper og mere konkrete greb. Den fremhæver blandt andet forløb, hvor foreninger går sammen med fritidsordninger eller daginstitutioner, og børnene sammen med en pædagog fra dagtilbuddet deltager i en fritidsaktivitet i en periode. 

Forløbene fremhæves i kataloget, fordi de er gode til at koble barnets eksisterende hverdag til mødet med foreningslivet. Den form for prøvetræningsforløb er et greb, som kan give udsatte børn en smagsprøve på at dyrke en fritidsaktivitet – og give dem appetit på mere. 

Foreningsstrategier og brobygning

Center for Boligsocial Udvikling har også set nærmere på, hvordan man kan arbejde med indsatser, der bygger bro mellem hjemmet, foreningerne og støttetilbud som kontingentstøtte eller mentorordninger. Brobygningen kan være forankret i kommunen, en boligsocial indsats eller noget helt tredje, men vil ofte blive ført ud i livet af en fritidsvejleder. 

Natasja Lund understreger, at der er behov for en brobygger, som kontakter familien og hjælper med at opsøge forskellige støttetilbud og at melde barnet ind i en forening.

”Hele pointen er, at indsatsen skal følge barnet, også efter der er skabt kontakt til en forening. Hvis barnet ikke føler, de passer ind på holdet, gerne vil gå til noget nyt eller kontingentstøtten udløber, så skal der være en, som følger med fra sidelinjen og løbende kan træde til, når der opstår en udfordring,” forklarer Natasja Lund. 

Derudover ser undersøgelsen nærmere på, hvad foreningerne kan gøre for at blive bedre til at tage imod børnene. Først og fremmest handler det ifølge Natasja Lund om, at foreninger selv har et ønske om at lave en inkluderende indsats. 

Nogle ønsker måske at rumme flere fra det lokalområde, foreningen allerede er i, mens andre foreninger ser et potentiale i at rykke ud i et udsat boligområde. Uanset hvad kræver arbejdet ifølge hende en social vision for, hvordan man møder de udsatte børn og skaber plads til dem i foreningen.

”Inklusion er ikke noget, der skal påhvile barnet. Det er ikke barnet, der skal passe ind i foreningslivet, men foreningslivet der skal arbejde for at blive mere inkluderende” understreger Natasja Lund. 

Konference om ’Fritidsfællesskaber for alle børn’

Den 8. november 2023 afholder Center for Boligsocial Udvikling, Idrættens Analyseinstitut og Kulturens Analyseinstitut i samarbejde konference om børns fritidsfællesskaber. Arrangørerne håber, at kulturområdet og idrætsområdet vil inspirere hinanden, når fremtidens indsatser for inklusion af børn fra udsatte boligområder i foreningslivet skal formes. 

På konferencen skal Natasja Lund præsentere de centrale pointer fra kataloget om inklusion af udsatte børn i foreningslivet. Hun forventer at samarbejdet på tværs af felterne vil give deltagerne inspiration til at tænke ud af boksen, når det kommer til fremtidens arbejde på dette område.

”Konferencen er et forsøg på at samle nogle felter, som måske ikke har været så meget i dialog med hinanden omkring det her. Vi tror på, at både idrætten og kulturområdet kan lære noget af hinanden,” siger Natasja Lund.