Idan Artikel 28.06.2015

Ny regering deler Vision 25-50-75

Både idrætten og det bredere foreningsliv nævnes i det nye regeringsgrundlag fra V-regeringen, der får Bertel Haarder som ny kulturminister. Man skal dog kigge ret godt efter for at finde større partipolitiske eller principielle forskelle på den gamle og den nye regerings syn på idræt og foreningsliv.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Uden at gå i detaljer nævner regeringsgrundlaget for Danmarks nye V-mindretalsregering konkret DIF og DGI’s Vision 25-50-75 som en del af det 40 sider lange regeringsgrundlag ’Sammen for fremtiden’, der blev offentliggjort søndag kort efter offentliggørelsen af den nye Venstre-mindretalsregering.

”Regeringen ønsker at styrke danskernes deltagelse i idrætsliv. Regeringen deler DIF’s og DGI’s fælles ”Vision 25-50-75” for dansk idræt. Målet er, at 50 pct. af danskerne er medlem af en idrætsforening i 2025, og 75 pct. af befolkningen er fysisk aktive,” hedder det således i regeringsgrundlaget.

Øverste ansvarlig for idrætsområdet i den nye regering bliver kulturminister Bertel Haarder, der overtager posten fra Marianne Jelved (R). Såvel Bertel Haarder som Marianne Jelved er kendt for deres interesse for folkeoplysning og foreningsliv.

Det nye regeringsgrundlag nævner da også i generelle vendinger, at ”det frivillige foreningsliv skal have gode vilkår", ligesom foreningslivet nævnes i sammenhæng med folkeskolen. Her hedder det, at ”et tæt sammenspil mellem folkeskole og det lokale foreningsliv er vigtigt. Dette samspil skal derfor understøttes til gavn for børnene og de lokale foreninger.”

Lille rolle til idrætten

Bortset fra disse hensigtserklæringer spiller hverken idræt, folkeoplysning eller foreningsliv dog en specifik rolle i regeringsgrundlaget.

Til gengæld prioriterer regeringsgrundlaget områder som en mere sammenhængende indsats for ældre og medicinske patienter på sundheds- og ældreområdet, en mere sammenhængende strategi for udviklingen af de største danske byer og landdistrikterne samt effektiv hjælp til socialt udsatte. Alle tre indsatsområder har foreningslivet og idrætten traditionelt hævdet at kunne bidrage til.

Beskeden forskel på partierne

Den tidligere regering fremlagde ved sin tiltræden i oktober 2011 regeringsgrundlaget ’Et Danmark, der står sammen’, hvor idræt var nævnt mere specifik i sammenhæng med blandt andet doping, folkesundhed, integration, ungdomskriminalitet, eliteidræt og events.

Det hører dog med, at en stor del af disse specifikke indsatser blev adresseret i den efterfølgende udredning af idrættens struktur og økonomi og den idrætspolitiske stemmeaftale fra foråret 2014, som alle Folketingets partier indgik i enighed. Stemmeaftalen førte fra årsskiftet til den nye udlodningslov, som regulerer fordelingen af lottomidler til idrætsformål.

Man skal således – både i det gamle og det nye regeringsgrundlag – kigge ret godt efter for at finde større partipolitiske eller principielle forskelle på den gamle og den nye regerings syn på idræt og foreningsliv.

Læs mere

 
 
Læs regeringsgrundlaget fra den nye V-regerings tiltræden den 28. juni 2015: ’Sammen for fremtiden’
Læs det forrige regeringsgrundlag fra S-R-SF-regeringens tiltræden i oktober 2011: ’Et Danmark der står sammen’.