Ny udgivelse om sport i avisen
En ny bog samler op på de internationale resultater af undersøgelsen ’International Sports Press Survey 2011’ og giver samtidig plads til præsentationer af en række landes individuelle resultater, herunder også Danmark.
Bogen tager afsæt i undersøgelsen af sportsindholdet i aviser fra 22 lande og beskriver de samlede resultater af ISPS, der bl.a. viser, at avisernes dækning i stor udstrækning er præget af fokus på resultater og præstation, ligesom det er de store tv-idrætter, som også finder vej til avisernes spalter. Ud over hovedresultaterne indeholder bogen individuelle kapitler med bidrag fra nogle af de medvirkende lande i undersøgelsen. Blandt bidragene er et kapitel om de danske resultater, som også indeholder en kort, generel beskrivelse af det danske sport- og mediesystem. I den danske undersøgelse indgår godt 1.500 artikler indsamlet fra aviserne Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladet, BT og Fyens Stiftstidende. Bogen er redigeret af de to tyske forskere Thomas Horky fra Macromedia University of Applied Sciences i Hamburg og Jörg-Uwe Nieland fra Deutsche Sporthochschule i Köln. I alt 22 lande deltog i undersøgelsen, og tilsammen er indsamlet materiale fra over 18.000 artikler med idrætsrelateret indhold. ISPS 2011 er den tredje undersøgelse af sportsindholdet i aviser. Play the Game har initieret alle tre undersøgelser.