Ny undersøgelse: 85 kommuner har fritidspas, der især fungerer godt i kombination med fritidsvejledning

Selvom størstedelen af danske børn og unge er aktive i deres fritid med forskellige former for idræt, er der alligevel en social slagside, hvor udsatte børn og unge er mindre aktive i organiserede fritidsaktiviteter end andre børn og unge.

En måde at mindske uligheden på er at give støtte til familier, som kommer fra trange økonomiske kår, i form af et såkaldt fritidspas, som kan bruges til at betale for et kontingent i en idrætsforening.

En ny kortlægning fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser, at 85 af landets kommuner nu arbejder med en ordning for fritidspas. Det er 23 flere end de 62 kommuner, som havde en fritidspasordning i 2021. Derudover har 37 kommuner knyttet en fritidsvejleder til ordningen.

Efter rapportens udgivelse 10. april 2025 har tre kommuner henvendt sig for at få rettet deres oplysninger, da de i spørgeskemaundersøgelsen har angivet, at de ikke har fritidspas/ikke har en vejlederfunktion, men har det i praksis. Oplysningerne er rettet i landkortet og i opgørelsen i bilag 1, men indgår ikke i rapportens eller artiklens beregninger.

Figur 1: Antal kommuner, der tilbyder fritidspas eller lignende i 2024

Stigningen skyldes blandt andet, at 14 kommuner i 2022-2023 fik tildelt midler fra Social- og Boligstyrelsen til at oprette en fritidspasordning med tilhørende fritidsvejledning, som for eksempel indebærer at tale med barnet og forældrene om, hvilken foreningsaktivitet der matcher barnets interesser.

Undersøgelsen viser, at kommunerne i gennemsnit støtter 225 personer, men at der kan være store forskelle i antallet på tværs af kommuner. Tallene er dog kun baseret på 36 kommuner, som har svaret på lige præcis det spørgsmål i undersøgelsen, påpeger Maja Pilgaard, der er chefanalytiker i Idan.

Fritidsvejledningen er helt central

Forskellene på, hvor mange personer der får støtte i de enkelte kommuner, hænger sammen med, at kommunerne har forskellig størrelse, men analysen viser også, at det at have tilknyttet en fritidsvejleder til ordningen er med til at hæve antallet af personer, der modtager støtte. I gennemsnit støtter kommuner med vejledning således 42 borgere pr. 10.000 indbyggere, mens kommuner uden en vejlederfunktion i gennemsnit støtter 30 borgere pr. 10.000 indbyggere.

”Når vi taler med de kommuner, som har en fritidsvejleder knyttet til fritidspasordningen, er de meget enige om, at denne funktion er en stor styrke, som de anser som en forudsætning for overhovedet at implementere fritidspasset i praksis,” siger Maja Pilgaard.

En repræsentant fra en af kommunerne siger f.eks.:

”Jeg tænker 100 procent, at vejledningsdelen går forud for fritidspasset. Jeg kan slet ikke se, hvordan vi skulle kunne lave bæredygtige fritidsforløb for de her børn, hvis der ikke var vejledning. Den er alfa og omega for, at det lykkes på sigt. Så for mig er fritidspasset selvfølgelig én del, men vejledningsdelen er den, der gør det bæredygtigt.”

Tallene tyder da også på, at det kan være den rigtige vej at gå, hvis man vil have succes med at udbrede kendskabet til og brugen af fritidspasset.

DGI, som har bestilt undersøgelsen, har selv erfaret, at det er afgørende, at støtten til at betale kontingent suppleres af noget vejledning eller guidning, fortæller Charlotte Bach Thomassen, der formand for DGI.

”Det bliver vi bekræftet i med denne rapport, og derfor vil vi også gerne i dialog med de kommuner, som har en ordning med fritidspas eller kontingentstøtte, men endnu ikke er aktive med guidningen,” siger hun.

Regningen stiger med fritidsvejledning

Samtidig er vejledning dog med til at øge den samlede regning for kommunerne. Både fordi fritidsvejledningen i sig selv koster penge i form af blandt andet løn, men også fordi det får flere til at søge om og benytte fritidspasset.

Baseret på tal fra de kommuner, der har svaret på spørgeskemaet, har kommuner med vejledning således brugt 389.184 kr. i 2023 i gennemsnit, mens kommuner uden vejledning gennemsnitligt har brugt 232.362 kr.

”Det betyder, at kommunerne potentielt kan havne i et dilemma, som vokser over tid, som de også selv er opmærksomme på. For jo mere de arbejder med at udbrede kendskabet til fritidspas, og jo mere vellykket og forankret fritidsvejledningen bliver, desto flere søger, og så vokser regningen,” siger Maja Pilgaard.

”Men selvom denne undersøgelse ikke har fokus på langsigtede effekter eller økonomiske beregninger, så lyder 400.000 kr. i udgifter for en gennemsnitskommune jo ikke af særlig meget, hvis fritidspasset potentielt er med til at forebygge en række udgifter på andre kommunale budgetter 10-15 år ude i fremtiden,” tilføjer hun.

Flere kommuner arbejder på nuværende tidspunkt med en model, hvor man kun kan søge om støtte én gang, men det er også forbundet med et dilemma, fortæller en repræsentant fra en af kommunerne:

”Hvis forældrene er tildelt førtidspension eller er langtidssygemeldt, så er det bare nogle situationer, der ikke nødvendigvis ændrer sig, og som derfor giver et kontinuerligt behov for støtten. Så det handler om at finde balancegangen mellem, hvor man skærer kagen, og sørge for, at man stadig har nogle midler til dem, der stadig har brug for det, men også plads til, at nye kan komme ind.”

Flere kommuner er af denne grund taknemmelige for, at der også findes andre aktører og fonde, som hjælper til. F.eks. støder BROENs lokalafdelinger eller Dansk Flygtningehjælp til i nogle kommuner og supplerer fritidspasset med ekstra økonomi eller hjælp til vejledning.

Figur 2: Oversigt over fritidspas i danske kommuner

Kommuner arbejder også med at klæde foreninger på

Undersøgelsen viser, at det typisk er de 7-12-årige, der får tildelt et fritidspas, mens det er sværere at få de 15-18-årige til at bruge det.

”Kommunerne har lidt forskellige opfattelser af, hvad det skyldes, men flere nævner, at det kan være grænseoverskridende for de unge at skulle starte til aktiviteter i den alder. Nogle henviser også til, at det kan være svært at finde eksisterende tilbud, man kan henvise til,” siger Maja Pilgaard.

Flere kommuner vil gerne arbejde endnu mere med at nå denne målgruppe, og ifølge dem vil der være behov foret øget samarbejde med aktører og fagpersonale, som har med målgruppen at gøre i hverdagen.

I den forbindelse nævner flere kommuner, at de foruden den økonomiske del og vejledningsdelen af fritidspasset også arbejder på det, de kalder ’det tredje ben’. Det handler blandt andet om at sikre, at foreningerne er klædt på til at tage imod nye medlemmer og deres familier, som måske ikke er så vant til at komme i en forening.

”Hele den der med at opbygge kompetencer og kapacitet til at varetage de her børn, som måske er lidt anderledes end den gængse foreningsbruger, er jo bare et helt spor i sig selv, som ligger ved siden af det her. Det er noget, vi tit snakker om, og der må jeg være ærlig at sige, at jeg ikke tror, der er særlig mange, der har vildt meget fokus på det, desværre,” siger en repræsentant for en kommune.

Derudover er der også kommuner, som arbejder på at udvikle helt nye ’tilpassede’ aktiviteter, som henvender sig til nogle af dem, som de forsøger at hjælpe ind i foreningslivet med et fritidspas. Der er dog blandede erfaringer med rent faktisk at lykkes med det, fordi det kan være svært at få fat i målgruppen.

Ifølge Charlotte Bach Thomassen gælder det ikke kun børn, der har fået tildelt fritidspas, men helt generelt er det vigtig med en god modtagelse.

”Og det synes jeg også, at vores foreninger er gode til, og det er noget, vi altid skal have et vedvarende fokus på i idrætsforeningerne,” siger hun.

Selvfølgelig er det vigtigt med en bevidsthed om, at der kan være nogle familier, som ikke har tradition for at være en del af foreningslivet, mener DGI-formanden.

”Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at denne her gruppe børn også mærker, at de er en del af et helt normalt foreningsfællesskab og en helt almindelig holdaktivitet, som de ellers kunne være ekskluderet fra på grund af f.eks. børnefattigdom eller at familien simpelthen ikke har ressourcer til at sende dem afsted,” siger hun.

Administrationen af fritidspas er tung

Erfaringerne med fritidspas er generelt gode, men dermed ikke sagt, at administrationen af fritidspasset ikke kan være omstændelig. Flere giver dog udtryk for, at de ikke kan se, hvordan processen kan gøres ret meget lettere, og at det er svært at lære af hinanden, fordi der er så stor forskel på kommunernes størrelse og organisering.

”Der er mange arbejdsgange i det. Når vi får en ansøgning, så læser vi den jo selvfølgelig, laver et brev i vores journaliseringssystem, der skal sendes, og så skal man gemme alt, hvad der var på ansøgningen. Så skal vi over i vores økonomisystem og udbetale kontingentet og give besked til foreningen, så der er da nogle arbejdsgange i det. Jeg tror måske bare, jeg har accepteret, at det er sådan, det er, når man arbejder i et offentligt system,” siger en repræsentant fra en af kommunerne.

Udfordringerne består overordnet i, hvem der har ansvar for at ansøge om fritidspasset, og hvorvidt man skal arbejde med en løsning, der er nem og tilgængelig for familier og foreningerne, som typisk er dem, der skal søge fritidspas, eller om systemet skal være nemt at håndtere i kommunen.

”Ulempen ved at lade familierne stå for opgaven er, at familierne i forvejen kan være udfordrede på sprog eller ressourcer, som gør, at det kan virke uoverskueligt også at skulle søge om fritidspas,” siger Maja Pilgaard.

Hvis foreningerne søger om fritidspas, stiger administrationen også, fordi det kræver, at de indhenter samtykke fra forældrene på, at de søger om fritidspas, forklarer en repræsentant for en af kommunerne.

”Det skal de gøre ved at give en samtykkeerklæring, hvor forældrene læser en meget sådan teknisk tekst om, hvad de nu bliver indstillet til, om de er ok med det, og hvordan deres data bliver behandlet og opbevaret og alting, samt hvad de har af krav og rettigheder.”

Flere kommuner tjekker ikke op på familiernes økonomi

Flere kommuner giver desuden udtryk for, at de arbejder ud fra en tillidsbaseret model for at lette administrationen. Det betyder, at kommunerne reelt set ikke tjekker op på familiernes økonomi, og om de i det hele taget er berettiget til et fritidspas. Det er en risiko, de er villige til at tage, forklarer en repræsentant fra en kommune:

”Vi stoler på, at det nok er rigtigt nok, at de her familier har brug for støtte, og så kan der jo godt komme nogle igennem, som måske godt selv kunne have betalt. Det er en risiko, vi er villige til at løbe for at gøre det så let som muligt for foreningerne at nå den rigtige målgruppe.”

I DGI er man fortaler for den tillidsbaserede model, så man kan undgå for meget bureaukrati, pointerer Charlotte Bach Thomassen.

”Det skal helst foregå meget nemt og smidigt og med tillid til, at selvfølgelig bliver de her midler i foreningen brugt til den kontingensstøtte, man har aftalt til det enkelte barn. Vi mener, at det skal være så nemt administrativt som muligt at være forening og selvfølgelig også tage imod børn, der får støtte, som er en del af en fritidspasordning,” siger hun.