Nye tal på foreningslivet

Der er masser af liv og fornyelse i foreningslivet, og det frivillige arbejde er stadig en væsentlig ressource i hovedparten af landets foreninger og landsorganisationer.

Det er nogle af konklusionerne i rapporten ’Foreningslivet i Danmark’, der netop er udkommet som led i den store frivillighedsundersøgelse.

Faktisk er hver anden forening dannet siden 1975 og hver fjerde siden 1990. To ud af fem foreninger kan desuden berette om medlemsfremgang inden for de seneste fem år, samtidig med at det frivillige arbejde stadig står i høj kurs. Kun 20 procent af foreningerne benytter sig af lønnet arbejde.  

Rapporten er udarbejdet af Bjarne Ibsen, der er centerleder på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund under SDU, og bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt cirka 4.000 fynske foreninger og knap 1.700 store og små landsdækkende organisationer.

Fællestræk i den brogede mangfoldighed

 Fokus for undersøgelsen har været hele viften af foreninger og landsorganisationer fra idrætsforeningen til de politiske og faglige organiseringer.

Ud af det er kommet et billede, som afspejler en meget stor mangfoldighed, når man ser på foreningernes aktiviteter, mål, størrelse og medlemssammensætning.

Men undersøgelsen peger også på fællestræk.

Det gælder bl.a. den høje grad af fornyelse i foreningslivet og tilliden til det frivillige arbejde. I gennemsnit er der 17 frivillige pr. forening, og det store flertal ser frivilligt ulønnet arbejde som en kvalitet i sig selv.

Det er også markant,  at foreningerne set under ét er langt mere ’opgave- og aktivitetsorienterede’ end ’problemorienterede’. Det gælder ikke mindst idrætsforeningerne.

Omvendt fylder foreninger, der arbejder for bestemte sager, holdninger eller interesser, kun beskedent i det samlede billede. Det samme gælder foreninger med ambitioner om at løse sociale problemer.

Mere målrettet støtte?

 På baggrund af undersøgelsen opstiller Bjarne Ibsen foreningerne i fire foreningstyper, alt efter hvor samfunds- og konfliktorienterede - alternativt medlems- og konsensusorienterede - de er.

Sat ind i det skema finder man langt de fleste idrætsforeninger i kategorien ’aktivitetsforeninger’. Her orienterer man sig mod konsensus og medlemsaktiviteter. Fællesskabet bygger bygger på lystbetonet deltagelse, engagement og fordybelse i aktiviteten.

Dermed har de fleste idrætsforeninger hverken karakter af interesseorganisationer, folkebevægelser eller lokalforeninger. De udspringer af en afgrænset interesse. Og det er de langt fra ene om.

Faktisk konkluderer rapporten, at der opstået en betydelig afstand mellem ’foreningsvirkeligheden’ og forestillingerne om foreningslivet som noget særligt lokalforankret eller samfundsengageret.

I samme åndedrag lægger derfor rapporten op til en debat om, hvorvidt det offentlige bør målrette sin støtte til de foreninger, som beskæftiger sig med særligt samfundsgavnlige aktiviteter eller måske ligefrem er indstillet på at indgå aftaler om at løse bestemte opgaver.

Med foreningslivets mangfoldighed skal der nok være nogle, som er klar til det.