Idan Kommentar 30.04.2015

Nye teknologier vil forvandle idrætssektoren

Nye teknologier forandrer radikalt samfundsstrukturer og branchevilkår i disse år. Forandringernes betydning på idrætsområdet vil danne udgangspunkt for dialogen i det nye Idan Forum (Idrætssektorens Udviklingsforum) om fremtidens danske idrætssektor.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Hvordan vil det påvirke idrætten i kommuner, organisationer og hos de enkelte faciliteter eller udbydere af idræt, at teknologien og hele strukturen i samfundet i disse år forandrer sig hastigt i takt med den stadigt hurtigere teknologiske udvikling?

Opstartsarrangementet for Idrættens Analyseinstituts nye initiativ ’Idrætssektorens Udviklingsforum’ (Idan Forum) i Aarhus, den 13. april gik lige i kødet på et af de helt store spørgsmål, der for tiden skaber enorme magtforskydninger i erhvervslivet og i forholdet mellem den enkelte borger og tidligere tiders ’autoriteter’ og institutioner i den generelle samfundsorden.

47 deltagere fra en bred vifte af aktører i den danske idrætssektor deltog i opstartsmødet. De blev sendt på en tankevækkende rejse ud i en fremtid, der allerede er begyndt af konsulenten Jarl Christensen fra firmaet Conceptmaking, som er en del af baggrundsgruppen for det nye Idan Forum.

Fra lineær til eksponentiel

Såkaldte eksponentielle organisationer smadrer i disse år ved hjælp af digitale teknologier den traditionelle orden i flere brancher med en hast, som gør virksomheder og samfundsinstitutioners fremtidshorisonter stadigt kortere. Hvor man tidligere kunne planlægge nogenlunde lineært, hvor meget en investering i produktionskapacitet ville øge produktionen, byder ny teknologi, at fænomener som Uber eller Airbnb uden varsel dukker op og smadrer markederne for eksisterende aktører i kraft af lodret stigende vækstrater baseret på brugermagt, skalérbarhed og ny teknologi.

I erhvervslivet betyder forandringerne, at levetiden for nogle af verdens mest succesrige virksomheder forkortes drastisk i forhold til tidligere epoker, mens andre virksomheder baseret på nye teknologier og arbejdsformer til gengæld dukker frem af ingenting og opnår dominerende markedspositioner på ganske få år. Google, Facebook, Uber, Airbnb for at nævne nogle af de mest kendte af slagsen…

Hvad hjælper det vognmandens markedsandel at fordoble antallet af taxier i vognparken, hvis Uber med ét forvandler alle biler i byen til et effektivt net af taxier? Sågar med fuld gennemsigtighed i pris og kvalitet, fordi både kunder og chauffører ubønhørligt ’rater’ hinanden?

På samme vis har Airbnb på ganske få år udviklet sig til at være en større udbyder af overnatningskapacitet end selv de største hotelkæder.

Droner, 3D-printere, sensorer, industrirobotter og en masse andre nye teknologier rykker ind i stadig flere sfærer af samfundet til stadigt lavere priser, og teorien bag eksponentielle organisationer er, at mens teknologien rykker eksponentielt, flytter de organisatoriske led sig ofte stadig lineært. Fremtidens strukturelle øvelse for virksomheder og organisationer handler derfor om, hvordan man tilpasser selve organisationerne til at agere fleksibelt og effektivt i en ny virkelighed.

To verdener mødes

På idrætsområdet kan de fleste nikke genkendende til det aktuelle danske erhvervseventyr Endomondo, der på få år fik over 25 mio. brugere. Men samtidig arbejder de fleste medlemmer af Idan Forum til daglig i en virkelighed, hvor fysiske faciliteter og politiske og værdimæssige strukturer, som er opbygget gennem årtier, dominerer hverdagen. To verdener skal så at sige gå hånd i hånd i den daglige forvaltning af idrætten.

Dette forhold gav i den grad anledning til refleksion på opstartsmødet, hvor repræsentanter for kommuner, idrætsorganisationer, succesrige foreninger, faciliteter, leverandører etc. diskuterede fremtidsperspektiverne for idrætten med udgangspunkt i deres egne organisationer. En diskussion, der virkelig fængede, og en diskussion, som vil fortsætte på specifikke områder på de kommende temamøder i Idan Forum.

På den ene side er den danske idrætssektor præget af en meget fastlåst struktur og ressourcefordeling i den statslige idrætspolitik. På den anden side viser den enkelte idrætsaktives adfærd og fremvæksten af nye aktiviteter, sociale medier, nye idrætsformer og en myriade af nye kommercielle eller non-profit leverandører af aktiviteter og events i sektoren, at der også på idrætsområdet sker og vil ske endog ganske voldsomme forskydninger i de kommende år.

Formentlig står vi fortsat kun ved begyndelsen på radikale omvæltninger af strukturer og styrkeforhold også på idrætsfronten? Det er blandt andet sådanne udviklingstræk, Idan Forum vil analysere, diskutere og perspektivere med et bredt felt af aktører fra sektoren i de kommende år.

Yderligere info

 
 

Se oplæg fra Jarl Christensen, Conceptmaking om eksponentielle organisationer 

Læs omtale af fænomenet og bogen ’Exponential Organizations’ her: http://www.exponentialorgs.com/

Bliv medlem af Idan Forum. Læs mere her.