Nye uddannelser i sportsmanagement
Erhvervsakademierne i Aalborg og Lyngby tilbyder fra sommer nye uddannelser i sportsmanagement på professionsbachelorniveau.
De videregående udannelsesinstitutioner udbyder i stigende grad uddannelser inden for sportsøkonomi og sportsmanagement, i takt med at den kommercielle sportssektor bliver stærkere i Danmark. Seneste skud på stammen er to netop godkendte uddannelser i sportsmanagement på Nordjyllands Erhvervsakademi i Aalborg og Erhvervsakademiet København Nord i Lyngby. Begge uddannelser giver titel af professionsbachelor og fungerer som en overbygning på halvandet år til de toårige akademiuddannelser som service-, markedsførings- eller finansøkonom. Samtidig vil de to erhvervsakademier udbyde diplomuddannelser for folk, der allerede er på arbejdsmarkedet. Som andre professionsbachelor-uddannelser indeholder undervisningsforløbene en blanding af teori og praktik, og generelt står fag som ledelse, markedsføring, sportsøkonomi og sportsjura centralt i undervisningsforløbet.
Tro mod sektorens potentiale
Målet er at uddanne studerende, som kan varetage job på projekt- eller mellemlederniveau i organisationer og virksomheder i sports-, event- og fritidssektoren.
Flere korte og mellemlange videregående uddannelser har allerede satset på dette område i de senere år, og to af de allerede eksisterende uddannelser fremhævede i Idans bog fra 2008, ’Idræt og sport i den danske oplevelsesøkonomi’, at det var en særlig udfordring at uddanne studerende til sportens arbejdsmarked, som stadig er relativt lille og uudviklet i Danmark. Men de nye uddannelser ser optimistisk på mulighederne for beskæftigelse i sportssektoren blandt de 80 studerende, som ventes optaget til sommer. ”Sportsbranchen vokser hurtigt, og vi så derfor et marked for at uddanne folk specifikt til den. I dag er mange sportsbegivenheder jo et større set up med events, salg af merchandise og sponsorer, og det har skabt en marked for en sådan uddannelse,” siger Michael Johansson fra Nordjyllands Erhvervsakademi til Urban. Han peger samtidig på, at en del af de studerende kan finde beskæftigelse uden for landets grænser. Ud over de to nye uddannelser tilbyder Syddansk Universitet i dag en HA/bachelor i sport- og eventmanagement, mens CEUS i Nykøbing Falster udbyder en engelsksproget professionsbacheloruddannelse i ’Leisure Management’ med mulighed for at specialisere sig i sport. Derudover tilbyder flere af de toårige erhvervsøkonomiske uddannelser særlige linjer i sport- og eventmanagement.