Nyt center på Syddansk Universitet
Institut for Idræt og Biomekanik slår den 26. januar dørene op for Center for Handicap og Bevægelsesfremme.
Viden om idræts- og fysisk aktivitetsdeltagelse som middel til sundhedsfremme på handicapområdet er omdrejningspunktet for det nye Center for Handicap og Bevægelsesfremme under Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Det nye center skal undersøge området for tilpasset fysisk aktivitet for målgruppen af handicappede og bevægelseshæmmede over de kommende fire år. Centrets etablering er blevet mulig med støtte fra Bevica Fonden – en erhvervsdrivende fond, som giver støtte til mennesker med bevægelseshandicap. Fonden giver en basisbevilling på fem mio. kr., som sikrer Center for Handicap og Bevægelsesfremme de kommende fire år.
Udvikling i etaper
Første skridt i centrets arbejde er at lave en kortlægning over fysisk aktivitetsdeltagelse blandt mennesker med handicap. En del af kortlægningen vil indgå som del af en større handicapundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.
Udviklingen af centret vil i løbet af 2012 bliver udbygget med forskellige udviklings-, forsknings- og praksisinitiativer inden for fysisk aktivitet, terapi, forebyggelse, sundhedsfremme og uddannelse under temaet ’Det aktive liv’.
Officiel åbningsreception
Den 26. januar afholder Institut for Idræt og Biomekanik officiel åbning af Center for Handicap og Bevægelsesfremme.
Ved receptionen vil der være talere fra Syddansk Universitet, Bevica Fonden, Norges Idrettshøgskole og Landsforeningen for Polio- Trafik- og Ulykkesskadede samt den nye centerleder Ejgil Jespersen.