Idan Artikel 15.03.2006

Nyt dagblad kun om sport og spil

Englands første nye dagblad siden lanceringen af The Independent i 1986 handler kun om sport og spil.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Det stærkt voksende marked for spil på sport er hoveddrivkraften bag lanceringen af Englands første nye dagblad i over 20 år. ”The Sportsman” går i luften den 22. marts med et dagligt omfang på 80-128 sider i tabloidformat.

Avisen har en konkurrent i væddeløbsbladet Racing Post, men The Sportsman satser ikke kun på hestesport. Avisen vil prioritere en mere almindelig sportsdækning med især yngre, fodboldinteresserede mænd som den primære målgruppe, men samtidig vil spil være centralt for avisen både på annoncørsiden og i prioriteringen af stoffet med masser af statistik, forskræp og ekspertkommentarer.

Ifølge avisens beregninger er det engelske marked for sportsspil vokset fra 65 til 440 mia. kr. om året i løbet af de seneste fem år.

Den 20 år gamle Racing Post har et oplag omkring 70.000, og avisen har svaret igen mod den kommende konkurrent ved at sprede dækningen ud på andre sportsgrene end væddeløb.

125 ansatte

 The Sportsman har solid finansiel opbakning fra private investorer, der har indskudt over 125 mio. kr. Avisen forventer at kunne balancere med et dagligt oplag på 40.000-50.000. Staben er på plads forlængst. Hele 125 medarbejdere har i månedsvis arbejdet med at forberede lanceringen.

The Sportsmans koncept er samtænkt med internettet. Det nye dagblad vil i foråret lancere en hjemmeside med direkte adgang til bookmakerne, som så vi betale en kommission til avisen for de solgte væddemål.

De enorme interesser på spillemarkedet understreges også af storklubben Manchester Uniteds fire-årige hovedsponsorat fra sæsonen 2006-2007 med det Gibraltar-baserede spilleselskab, Mansion. Sponsoraftalen beløber sig ifølge engelske medier til 165 mio. kr. pr. sæson.