Nyt FN-charter skal styrke den globale idrætspolitik

“Selv om den har stor underholdningsværdi, må konkurrencesport altid bestræbe sig på, i overensstemmelse med det Olympiske ideal, at tjene sportens dannelsesmæssige formål, for hvilket den repræsenterer kronen på værket. Den må på ingen måde blive påvirket af profit-søgende forretningsmæssige interesser.”

Hvis du, kære læser, synes at denne sætning lyder en smule ude af trit med den virkelighed, der omgiver os i sporten, så er det næppe dig der er på vildspor. Sætningen er frit oversat fra FN’s Charter om Idræt og Idrætsuddannelse, som blev skrevet i 1978 og – skønt teksten mange steder virker ret visionær – næppe er blevet læst af ret mange idrætsledere og politikere i de sidste 25 år eller flere.

I dag vil de fleste nok finde det noget sværmerisk at foreslå en adskillelse af elitesport og kommercielle interesser. Af denne og flere andre gode grunde – for eksempel at verdens lande i dag arbejder meget mere sammen end før om idrætspolitiske udfordringer som doping og matchfixing – har FN’s medlemsorganisation UNESCO, som dækker uddannelse, videnskab og kultur, besluttet sig for at der skal skrives et nyt charter om idræt.

Et charter er ikke en bindende aftale, men en slags fælles anbefaling og inspirationspapir som alle FN’s medlemslande skal godkende.

Man kan frygte at også det nye charter ender som et storslået bidrag til arkivmaterialet i alverdens ministerier. Men man kan også håbe, at i en tid med øget bevidsthed om idrættens betydning for folkesundheden og med et globalt mediebillede hvor sporten spiller en hovedrolle, dér kan papiret være med til at præge idrætspolitikken på to måder:

I tilblivelsesprocessen bliver landenes regeringer mindet om hvilke idrætslige udfordringer de bør forholde sig til, og i hvilken retning de bør arbejde. Og når charteret er færdigt, kan de mange nye og gamle interessegrupper i idrætten vifte med papiret og bruge det som løftestang for politiske ændringer i hjemlandet eller i internationale sammenhænge.

Derfor er det ikke ligegyldigt om UNESCO’s charter bliver en ukritisk hyldest til idrætten velsignelser som brobygger mellem verdens folkeslag og garant for verdensfreden, eller om charteret mere præcist kan anbefale hvordan regeringerne kan håndtere udfordringer som faldende idrætsdeltagelse, diskrimination af kvinder og socialt udsatte, alt for dyre mega-events og kampen mod korruption, doping og matchfixing.

Inspiration fra Medellín

Der er nok at tage fat på, og derfor har Idrættens Analyseinstitut og Play the Game sagt ja tak til Kulturministeriets opfordring om at engagere sig i den ekspertgruppe der skal skrive det første udkast. Arbejdsgruppen bag udkastet mødes i Medellín i Colombia, hvor gruppen holder sit eneste møde fra 8.-10. september.

Medellín har i det sidste årti vristet sig fri af rollen som et af verdens farligste centre for mord og narkokriminalitet. Her blomstrer nu økonomien og civilsamfundet med ny metro, grønne anlæg, lokale kulturcentre og en byfornyelse som kommer de fattigste befolkningsgrupper til gode. Den udvikling kan måske tjene til inspiration for idrættens organisationer, som har haft en svimlende økonomisk vækst siden UNESCO skrev sit første charter i 1978, men samtidig er ved at miste sit tag i de brede befolkningers daglige aktivitet, og som har tabt troværdighed efter utallige doping- og korruptionsskandaler.

Nødvendigheden af at både idrættens organisationer og regeringerne engagerer sig stærkere i hverdagens idræt og ikke kun i den glamourøse topsport, bliver en af de udfordringer et nyt charter kommer til at forholde sig til.

En liste med udfordringer

Hvordan listen med udfordringer ellers kommer til at se ud, gav sportsministre fra omkring 125 lande en strømpil for da de i maj 2013 mødtes til konference og enedes om Berlin-erklæringen.

Denne erklæring rummer ikke noget der kan chokere en dansk idrætsleder. Men når man som Play the Game har forsøgt at rejse international idrætsdebat om følsomme emner siden 1997, er det opløftende at se hvordan en række mere eller mindre tabubelagte udfordringer blev sat på den internationale dagsorden.

Kort sammenfattet opfordrer Berlin-erklæringen blandt andet til:

• at idrætten skal være mere rummelig og i højere grad skabe tilbud til kvinder, børn, handicappede og socialt udsatte grupper
• at alle trygt skal kunne færdes i idrætten uden risiko for diskrimination samt seksuelle og psykologiske overgreb
• at involvere alle relevante grupper i udformningen af nationale strategier for idræt, som også dækker breddeidræt, idrætsuddannelse med mere
• at bygge idrætspolitik på faktuel viden og forskningsresultater i højere grad end nu
• at gøre tildelingen af værtskaber for store idrætsbegivenheder gennemskuelig og sikre at de store begivenheder får en reel positiv indflydelse på værtslandets økonomi, sociale forhold og idrætsliv
• at skabe et frivilligt regelsæt for alle som er involverede i de store idrætsbegivenheder
• øge indsatsen mod matchfixing
• forbedre idrætsorganisationernes nuværende ledelsesstandard og gøre mere for ’good governance’
• i det hele tage styrke det internationale samarbejde for at forebygge matchfixing, doping og korruption

Der er næppe tvivl om at disse udfordringer også kommer med i UNESCO’s charter, for ellers ville det ikke give mening at opdatere det. Spørgsmålet er blot hvor direkte problemerne og de mulige løsninger kan nævnes, når alle lande i verden og de største og mest magtfulde organisationer skal kunne enes om det.

På forhånd kan man forudse to vanskeligheder: Den ene er mest af sproglig karakter, men har stor politisk betydning. Den anden er en reel politisk udfordring.

Sport dækker ikke bredt nok

Den første vanskelighed ligger i det allermest centrale ord i hele charteret: Sport.

Ligesom på dansk bruges ordet sport på engelsk meget bredt i hverdagssproget om næsten alt der giver sved på panden og måske indebærer lidt konkurrence med andre eller med sig selv. Alligevel er vores forståelse af sport i høj grad præget af den strøm af billeder vi får fra en mere snæver verden af olympiske konkurrencer, fodboldkampe fra Premier League og anden topsport.

Den elitære idrætsverden har ikke meget tilfælles med den motion der dyrkes til daglig af de brede befolkningsgrupper. Det konkurrence-element som vi typisk forbinder med ordet sport, kan ligefrem være med til at skræmme nye grupper væk fra fysisk aktivitet, og det er jo stik modsat hensigten med det nye charter.

På de nordiske sprog har vi ordet ’idræt’ i forskellige varianter, og det er ikke tilfældigt at dette ord bruges af alle danske idrætsorganisationer. Idræt og sport bruges ofte som synonymer, men bevidst eller ubevidst har vi en fornemmelse af at idræt dækker bredere.

Mange vil for eksempel gå med til at kalde yoga for idræt, men ikke ret mange vil kalde yoga for sport.

Heller ikke på engelsk kan yoga gå som sport, men da yoga, dans og andre former for ikke-sportslig kropskultur utvivlsomt hører med under et UNESCO-charter, hvad gør man så?

På engelsk – og de fleste øvrige hovedsprog – må man simpelthen tilføje et nyt ord, og for tiden er det mest brugte udtryk ’fysisk aktivitet’ (’physical activity’). I forvejen omfatter charteret også skoleidræt og idrætsuddannelse ’physical education’, så man kan risikere at man gentagne gange skal skrive ’physical education, physical activity and sport’.

Det er med til at gøre charteret tungere, mindre folkeligt – og dermed mindre gennemslagskraftigt. Det er en høj pris at betale for den øgede præcision.

Kamp om idrættens autonomi

Et mere følsomt spørgsmål er hvor store krav regeringerne kan stille til den organiserede idræt, som i mange lande hviler på et netværk af frie foreninger, drevet af frivillige, ulønnede ledere.

Traditionelt har Den Internationale Olympiske Komité (IOC), FIFA og de øvrige internationale forbund påkaldt sig deres fulde suverænitet og sat sig til modværge mod enhver form for regeringsindblanding. Indtil for få år siden ønskede idrætten ikke engang at føre en seriøs dialog med EU og andre aktører i idrætspolitikken.

Men den ovennævnte liste rummer en række udfordringer som idrætten ikke kan klare alene, ja den rummer næsten ikke andet. Derfor vil det være et godt resultat hvis forhandlingerne om charteret fører til at idrætsorganisationerne anerkender regeringernes ret til at handle på udvalgte områder, for eksempel retten til at kontrollere hvad idrætten bruger sine offentlige tilskud til.

I Danmark har idrætsorganisationerne i snart tyve år været underlagt regler om god offentlig forvaltningsskik, men i mange lande modsætter idrætsorganisationerne sig et offentligt tilsyn.

Sagligt set står idrætsorganisationerne ikke stærkt ved at fastholde en alt for stram fortolkning af deres autonomi. I en række idrætspolitisk tunge lande – for eksempel Rusland og Kina – er idrætten jo ikke uafhængig af statsmagten, og det hører man aldrig den olympiske familie beklage sig over. Tværtimod går autoritære lande stadigt oftere af med sejren i kampen om at få lov til at være vært for de store idrætsbegivenheder.

De store forbund fungerer i realiteten ikke selv som foreninger, men som private selskaber i den globale underholdningsindustri. Det betyder at foreningsfriheden somme tider udnyttes af lidt for kreative og endda kriminelle ledere.

På den anden side er foreningsfriheden jo en fantastisk vigtig rettighed at værne om i en verden som ikke altid trækker i demokratisk retning. Idrætten ville stå stærkere som værner og vogter af denne frihed hvis den turde forlange af autoritære værtslande at de også respekterer den.

Et globalt dialogforum?

Allerbedst vil det være hvis debatten om charteret kan føre til at der etableres et globalt forum for dialog mellem regeringer og de internationale idrætsorganisationer som IOC, SportAccord og vores hjemlige breddeidræts- og kulturorganisation ISCA.

Her vil man kunne fastsætte spilleregler for hvordan de store idrætsbegivenheder skal udbydes og afvikles, og man kan kridte banen tydeligt op for de områder hvor regeringer må blande sig, og dem hvor de ikke må.

Mens UNESCO i det kommende års tid gør et nyt charter færdigt, foregår en anden vigtig idrætspolitisk proces. I december 2014, forventes IOC at afslutte sin egen debat om reformer i international idræt – den såkaldte Agenda 2020, som er sat i gang af den nye IOC-formand Thomas Bach. Det vil give et fingerpeg om hvor langt IOC er klar til at strække sig for at løse det samme katalog af udfordringer, som UNESCO skal tumle med.

Hvad resultatet end bliver, står én ting fast: Kampen om den internationale idrætspolitik føres mere åbent og intenst end nogensinde før.