Idan Artikel 21.04.2010

Nyt samarbejde om virtuel arena

Danmarks Badminton Forbund indgår samarbejde med en af idrættens ’virtuelle arenaer’. Portalen ’BadmintonPeople’ vil bl.a. på sigt erstatte badmintons del af resultatsitet Infosport.

Skrevet af: Martin Hedal

Tre uger efter lanceringen af Golf.dk, der er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Golf Union og virksomheden Golfbox, er et nyt samarbejde mellem et specialforbund og en internetiværksætter en realitet. Danmarks Badminton Forbund (DBF) har netop offentliggjort et fremtidigt samarbejde om internetportalen ’BadmintonPeople’ med virksomheden ClubPeople.BadmintonPeople skal gøre livet nemmere for de danske klubledere, skabe tilbud til medlemmer og aktivere det enkelte medlem. Det skal ske med internetbaserede værktøjer som resultatbørs, turneringstilmelding, kalender, debatforum, klubnyheder, webshop og flere andre funktioner. Portalen skal for badmintonforbundet på sigt erstatte resultatsitet Infosport og klubadministrationsdelen Klubportalen.

Naturligt med badmintonsamarbejde

Projektet ClubPeople er søsat af it-udviklingsvirksomheden ConCor, der også tidligere udbød det specialiserede badmintonadministrationsprogram Tournament Manager. Derfor er det ikke overraskende, at ClubPeoples første samarbejde med et specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) bliver med DBF.

I slutningen af 2009 indgik ClubPeople et formaliseret samarbejde med DIF og Team Danmarks fælles marketingselskab Sport One Danmark og lancerede i den forbindelse sitet SportPeople. Sport One Danmark skal hjælpe specialforbund og ClubPeople med at udnytte de kommercielle muligheder med SportPeople optimalt, og BadmintonPeople har også sponsormoduler for badmintonklubber integreret. 

Store forventninger

DBF og ClubPeople har naturligvis begge store forventninger til samarbejdet. Direktør i DBF Charlotte Malmroes forklarer i en pressemeddelelse fra forbundet:

"Vi er gået ind i det her samarbejde for at hjælpe klubberne med det daglige arbejde, der er i at lede en klub. Det vil spare de frivillige i klubberne for det enorme arbejde, der i dag gøres. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi gennem BadmintonPeople får skabt en fælles interaktiv platform, som både er en ramme for kommunikation, en resultatbørs og vil fungere som on-line tilmeldingssted til turneringer."

Jesper Mikkelsen, der er partner i ConCor, uddyber om hjælpen til klubbernes frivillige:

"BadmintonPeople vil gennem en professionel klubportal understøtte den store gruppe af engagerede og ofte frivillige mennesker, der med en ekstraordinær indsats får klub- og foreningsaktiviteterne organiseret og ført ud i livet."

En ny 'virtuel arena'

ClubPeople, SportPeople og fremover BadmintonPeople er eksempler på en klar tendens. Flere og flere ’virtuelle arenaer’ skyder op og tilbyder organisatoriske og sociale it-værktøjer til idrætsverdenen. Idans igangværende projekt ’Idrættens virtuelle arenaer’ analyserer den udvikling.

For den enkelte badmintonklub bidrager en sådan ’arena’ bl.a. til medlemskommunikationen:

"ClubPeople giver først og fremmest vores klub ét fælles mødested for alle medlemmer og en fantastisk platform for kommunikation til medlemmerne og medlemmerne imellem. Vi har alle klubbens medlemmer samlet centralt og har dermed et fælles overblik, både over hele klubben og de enkelte afdelinger. Vi kan dermed direkte via ClubPeople kommunikere til alle på en gang, udvalgte afdelinger eller enkelte spillere," fortæller cheftræner Preben Nørgaard fra Solrød Strand Badmintonklub.