Nyt studie: Symptomer på spiseforstyrrelser er udbredt i dansk eliteidræt

Knap hver tredje atlet i den danske subelite, som er niveauet lige under landsholdsniveau, har symptomer på spiseforstyrrelser. Det viser en ny rapport, som DIF og Team Danmark har bedt SDU om at lave, og som følger op på en undersøgelse fra 2020, der satte fokus på spiseforstyrrelser blandt eliteatleter.

Den første delrapport viste, at mere end hver sjette danske eliteatlet (17 pct.), som var en del af et landshold eller et bruttolandshold, havde symptomer på spiseforstyrrelser. Det vakte stor opsigt, og flere udtrykte bekymring for, om rapporten kun viste toppen af isbjerget. En af dem var Henrik Them, daværende formand for aktivkomitéen, der er atleternes talerør under DIF og Team Danmark.

”Jeg frygter, at spiseforstyrrelser kan være en stor udfordring i subeliten, og jeg håber, det bliver næste led, som undersøges. Den bold skal DIF og de respektive forbund gribe,” sagde Henrik Them dengang til DR.

Bolden blev grebet, og de bange anelser er blevet bekræftet. Nu viser anden del af undersøgelsen, at næsten dobbelt så mange atleter i subeliten (31 pct.) udviser symptomer på spiseforstyrrelser, og at problemet er langt større hos kvinderne og særligt de kvindelige subeliteatleter. Således er der symptomer på spiseforstyrrelser hos 23 pct. af kvinderne fra eliten og 37 pct. fra subeliten, mens det gælder for 11 pct. af de mandlige eliteatleter og for 23 pct. af subeliteatleterne.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de har en spiseforstyrrelse, men at de udviser flere symptomer som restriktiv spisning, angst for at tage på eller har en negativ kropsopfattelse, og de er derfor i risikogruppen for at udvikle en spiseforstyrrelse.

”For os er det ikke afgørende, hvor mange der udviser symptomer på spiseforstyrrelser i idrætten sammenlignet med resten af befolkningen. Vi synes, at forekomsten i idrætten er alt for høj. Det er dybt bekymrende, at så mange unge atleter kæmper med en negativ kropsopfattelse. Det tager vi ekstremt alvorligt i idrætten, for der er ingen vindere, når en atlet udvikler en spiseforstyrrelse,” siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF i en fælles pressemeddelelse fra Team Danmark og DIF.

Forskere kan ikke forklare forskellen

Forskerne bag rapporten har ikke undersøgt, hvorfor der er større risiko for at udvikle spiseforstyrrelser hos subeliteatleter end eliteatleter, men foreslår, at det kan handle om, at atleter, der er på vej mod toppen, forsøger at optimere på blandt andet kropsvægt i et forsøg på at præstere bedre, og at det i stedet ender med at kamme over og blive sygeligt.

Der kan også være andre bud på, at der er flere med tegn på spiseforstyrrelser blandt subeliten end blandt eliteatleterne:

”Det kan også handle om, at det kan være sværere at nå eliten, hvis man udvikler en spiseforstyrrelse, fordi den reducerer ydeevnen og medfører fysiske og psykiske helbredsproblemer. En anden forklaring kan være, at eliten følges tættere af diætister og sportspsykologer, der kan vejlede om restitution og vægtregulering,” skriver forskerne i rapporten.

Pres fra træningsmiljøer kan udløse spiseforstyrrelser

Forskerne bag undersøgelsen har interviewet 28 atleter for at få et indblik i nogle af de faktorer, der kan være med til udløse en spiseforstyrrelse. Flere atleter fortæller, at det handler om et ønske om en slank og markeret krop, der er blevet forstærket af, at der er en tendens til, at man sammenligner sig med andre, som er veltrænede og har slanke kroppe.

Flere atleter nævner desuden, at de har oplevet kommentarer fra trænere og andre atleter, og at det har været årsag til, at de fik et øget usundt fokus på at kontrollere deres vægt og træning.

Det bakkes op af spørgeskemaundersøgelsen, hvor 61 pct. af eliteatleterne og 64 pct. af subeliteatleterne svarer, at presset fra træningsmiljøet kan være med til at udløse en spiseforstyrrelse. Derudover mener 32 pct. af eliteatleterne, at spiseforstyrrelse er et tabubelagt emne i sporten, mens det gælder for 28 pct. af subeliteatleterne. Det betyder ifølge forskerne, at atleterne ofte kan føle, at de står alene med problemerne.

Samtidig mener 35 pct. af eliteatleterne og 40 pct. af subeliten, at der ikke bliver gjort nok for at støtte idrætsfolk med spiseforstyrrelser eller træningsafhængighed. Atleterne efterspørger derfor blandt andet, at trænerne bliver uddannet til at kunne forebygge og håndtere spiseforstyrrelser, og at der lægges en strategi for, hvor og hvordan man kan få hjælp. Et ønske som nu til dels ser ud til at blive opfyldt.

”Der er en generel samfundsudfordring med et alt for stort fokus på kropsidealer hos især unge. Vi føler os dog ret overbeviste om, at elite- og subeliteatleter er ekstra udsatte grupper, fordi kropsbygning og vægt er afgørende for deres præstationer,” siger Morten Mølholm i den fælles pressemeddelelse fra DIF og Team Danmark.

Trænere er vigtige for at skabe en sund kultur

Derfor vil DIF sammen med Team Danmark igangsætte flere initiativer, der skal minimere antallet af atleter med symptomer på spiseforstyrrelser og skabe en kultur, hvor atleter og trænere tør tale om mistrivsel.

”Tallene er indiskutabelt alt for høje – både når vi kigger på eliteatleter og atleter i subeliten. Derfor har vi i idrætten et stort ansvar for at handle på tallene og udvikle vores fokus på spiseforstyrrelser. Det gælder både forebyggelse og tidlig opsporing samt at sikre, at atleter og trænere ved, hvor de kan gå hen, hvis de har brug for hjælp,” siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark, i pressemeddelelsen.

De to organisationer vil blandt andet revidere træneruddannelsen, så træneren får viden om og værktøjer til at spotte og rådgive, hvis hun eller han opdager symptomer på spiseforstyrrelser. Dernæst skal der etableres en rådgivningsfunktion bestående af eksperter, ligesom der skal laves materialer, som kan være et redskab til at få taget snakken om spiseforstyrrelser.

Ifølge Lars Balle Christensen spiller træneren en afgørende rolle for atleterne, og at det derfor er vigtigt at klæde dem bedre på i forhold til udfordringerne med spiseforstyrrelser.

”De skal uddannes til dels at skabe miljøer, hvor det ikke er tabu at tale om vægt, kost og psykisk trivsel og dels at spotte og italesætte problemet, hvis en atlet begynder at udvikle bekymrende adfærd. Spiseforstyrrelser og mental mistrivsel er en kæmpe samfundsudfordring, som ingen kan løse alene. Vi tager konklusionerne fra de to rapporter dybt alvorligt, og vi vil nu sætte os sammen med DIF, forbund og eksterne eksperter for at diskutere yderligere initiativer. Det fortjener atleterne,” siger han.

Også i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade bakker man op om bedre uddannelse af trænere og en fast praksis for, hvordan atleter med symptomer skal hjælpes.

”De senere år har vi set flere eksempler på atleter fra blandt andet svømning og cykelsporten, der har fortalt åbent om deres udfordringer med et usundt fokus på krop og vægt i deres sportsgrene. Men det burde ikke være atleternes opgave at sige fra. Foreningernes ledelser og trænerne har ansvaret for at skabe en kultur, hvor usunde spise- og træningsmønstre ikke tilskyndes, og hvor der bliver reageret, når en atlet begynder at udvikle et usundt forhold til mad og træning,” siger Laila Walther, der er direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, i en artikel på foreningens hjemmeside.