Idan Artikel 04.11.2015

Nyt studie viser ligheder mellem amerikanske og europæiske sportsligaers økonomiske vilkår

De store sportsfranchises i de amerikanske Major Leagues bliver ofte karakteriseret som pengemaskiner, mens de største europæiske fodboldklubber ikke kan prale af at levere overskud. Alligevel er der ligheder i de økonomiske forhold.

Skrevet af: Steffen Rask

De amerikanske Major Leagues og de europæiske professionelle ligaer fremstilles ofte som hinandens modsætninger. De åbne europæiske ligaer fokuserer på sejre og mesterskaber, mens de lukkede amerikanske ligaer er profitskabende forretninger.

Alligevel finder forfatterne til artiklen ’Soft budget constraints in European and US leagues: similarities and differences’, Rasmus K. Storm og Klaus Nielsen, ligheder i de økonomiske rammer og nuancerer således billedet fra den eksisterende litteratur om de to diametralt modsatte arketyper. 

Bløde budgetrestriktioner

Branchevilkårene for klubberne på de to sider af Atlanten er på meget afgørende punkter forskellige. De europæiske klubber har svært ved at generere overskud, da den åbne turneringsstruktur øger konkurrencen og konsekvenserne ved sportslig nedtur. Derfor investeres alle midler på at øge den sportslige konkurrenceevne. Profitpotentialet konkurreres dermed væk på trods af, at omsætningerne har været stigende i mange år.

Omvendt er klubberne i de lukkede amerikanske ligaer i høj grad garanteret stabilitet, sportslig og økonomisk sikkerhed og har dermed i langt større udstrækning mulighed for at skabe profit. Klubberne i USA lever under et langt mindre skarpt konkurrencepres, og oplever i den forstand blødere brancheforhold end deres europæiske modstykker.

Men i praksis opererer professionelle klubber under nogenlunde identiske økonomiske vilkår. Gunstige og bløde brancheforhold med særregler og fordele set i forhold til andre brancher skaber gode forretningsvilkår i de amerikanske Major Leagues, mens forholdene i de europæiske klubber i vid udstrækning er bløde når klubberne kommer i finansielle problemer og skal reddes.

Klubberne i Europa er underlagt hård konkurrence, men overlever typisk fordi de får hjælp af rige onkler, offentlige myndigheder, kreditorer eller sponsorer når regnskabet er i rødt. Der er reelt ingen hård konsekvens af økonomiske problemer, og overlevelsesgraden er meget høj.

Amerikanerne har derimod opbygget et system, hvor regnskabet forbliver med pæne bundlinjer, fordi konkurrencevilkårene – i modsætning til Europa - i udgangspunktet er bløde.

Amerikanske pengemaskiner og europæiske underskud vil fortsætte

Trods ligheden i de særlige økonomisk gunstige forhold for ligaerne og klubberne er der ifølge artiklen meget lidt, der tyder på, at de økonomiske forskelle i ligaerne ændrer sig.

Ifølge forfatterne handler det især om det grundlæggende formål med turneringsstrukturerne. I Europa har sportsklubbernes primære mål historisk været at avancere i den åbne turneringsstruktur, mens de amerikanske ligaer i højere grad er skabt for at tjene penge fra starten.

De amerikanske klubber har via politisk indflydelse og et stærkt kulturelt fodfæste opnået monopollignende tilstande og sikret sig favorable økonomiske vilkår. I Europa har man omvendt først fået et stigende kommercielt fokus relativt sent.

Derfor er det på længere sigt sandsynligt, at de amerikanske Major Leagues vil forsætte med at skabe profit, da mulighederne for overskud i mindre grad påvirkes af sportslig fiasko. Omvendt vil de europæiske klubber fortsat lide under en høj grad af konkurrence, der kun tillader de allerstørste klubber at skabe profit, slutter forfatterne.

Læs mere

 
 

Artiklen indgår i bogen ’Disequilibrium Sports Economics’ (redigeret af Wladimir Andreff), der har undersøgt forskelle og ligheder i de brancheforhold, de amerikanske franchises og de professionelle europæiske fodboldklubber opererer under.Bogen belyser sportsøkonomi fra nye vinkler og udkommer i september 2015 på forlaget Edward Elgar.Læs også Rasmus K. Storms ph.d.-afhandling 'Kommercielle sportsklubber: Følelser eller forretning?'