Økonomisk doping eller langtidsplanlægning?

Den professionelle sports særlige forretningslogik illustreres ganske fornemt af det regnskab som det aktuelle suveræne tophold i engelsk fodbold, Chelsea, fredag offentliggjorde med et underskud før skat i mesterskabssæsonen 2004-2005 på 1,523 mia. kr. Underskuddet er det største nogensinde i international fodbold og skal ses i relation til storklubbens samlede omsætning i sæsonen på 1,595 mia. kr. 

Chelseas sportslige succes er et resultat af flere års subventionering i milliardklassen af klubbens stenrige russiske ejer, Roman Abramovitj. I hans tid har klubben ifølge engelske medier brugt over 2,6 mia. kr. på spillerindkøb.

Det enorme underskud efter Chelseas første mesterskab i 50 år rejser dog spørgsmålet om det sportsligt rimelige og fornuftige i, at en klub kan vinde mesterskabet ved at leve så markant over evne. Ikke nok med, at klubberne fra de store ligaer med de store markeder på grund af medieindtægterne har fået mangedoblet deres økonomiske forspring til eksempelvis danske klubber over de seneste 10-15 år. Forspringet uddybes yderligere, når den naturlige købekraft i et foretagende som Chelsea ”dobles op” af en milliardær, som villigt dækker alle huller i budgettet.

Danske ligheder

Logikken har faktisk også været relevant internt i danske topligaer, hvor eksempelvis Lyngby Boldklub og Virum-Sorgenfri Håndbold i 1990’erne vandt medaljer uden reelt at have det økonomiske grundlag for forretningens drift. Disse klubber bukkede dog senere under for markedets logik og forsvandt i modsætning til Chelsea med de uudtømmelige reserver af russisk blærerøvskapital i ryggen. Mæcen-tanken har vi også oplevet i dansk fodbold, hvor eksempelvis AGF i de senere år har været holdt oppe af en enkelt mands villige pengetank.

FC Københavns formand, Flemming Østergaard, har tidligere meget rammende karakteriseret storklubbers enorme underskud som økonomisk doping, fordi deres overforbrug er med til at skævvride markedet for konkurrenterne på den europæiske fodboldscene.

Købekraft er vigtigst

I de fleste brancher ville et underskud på 1,5 mia. kr. være en gigantisk fiasko, men i sportens verden er underskuddet reelt af mindre betydning. Gamet handler primært om sportslig succes, som ofte sikres ved et forbrug til ”personale,” der ligger langt ud over det økonomisk bæredygtige. Denne logik har adskillige stærkt forgældede og teknisk set bankerotte italienske og spanske storklubber leveret utallige eksempler på i de senere år.

Sagt med andre ord adskiller den professionelle sportsverden sig fra den almindelige forretningsverden ved, at købekraften er vigtigere end bundlinjen for de fleste liga-virksomheder.

Det er i øvrigt en kendsgerning, som også danske kommuner bør have for øje i de vidt forskellige lejevilkår, de tilbyder klubber i toppen af håndbold og fodbold på de kommunalt finansierede faciliteter. Bedømt på omsætning og publikum er en klub som eksempelvis AC Horsens lillebror i superligaen. Men det betyder mindre for de sportslige muligheder, hvis klubben takket være ekstremt fordelagtige lejevilkår på det lokale stadion kan mønstre relativt højere købekraft på spillermarkedet end naboklubber med større omsætning og dyrere stadionaftaler.

Idan kigger i øvrigt nærmere på den professionelle sports forretningslogik i forbindelse med den igangværende undersøgelse af professionaliseringen af dansk elitehåndbold.

Chelsea tilskriver det ekstraordinære underskud afskrivninger på et sponsorat med udstyrsleverandøren Umbro. Chelsea købte sig ud af kontrakten til fordel for en 10-årig aftale med Adidas. Klubben har desuden indgået et gigantisk sponsorat af trøjerne med elektronikgiganten Samsung, og direktør Peter Kenyon erklærer derfor, at årets gigantunderskud i virkeligheden er udtryk for hård økonomisk engangskur som led i en plan, der senest om fem år skal gøre klubben økonomisk bæredygtig uden sikkerhedsnettet fra Roman Abramovitj. Kenyon har ret så langt, at dette års ordinære driftsresultat ”kun” viste et minus på 68,5 mio. kr. mod 142 mio. kr. i fjor.

Doping er kostbart

Chelseas økonomiske resultat rummer også et andet interessant dopingaspekt, idet dopingsagen mod den rumænske stjerne, Adrian Mutu, og dennes efterfølgende fyring fra klubben foranledigede en afskrivning på rumæneren på 150 mio. kr. Sådanne enorme afskrivninger på en enkelt spiller bidrager til forståelsen af fodboldens traditionelle modstand mod de mindre fleksible karantæneregler, som det internationale antidopingagentur, WADA, kæmper for at få implementeret i alle idrætsgrene.

Tidligere på ugen offentliggjorde engelsk fodbolds traditionelle økonomiske førerhund, Manchester United, der ligesom Chelsea er overtaget af en privat investor og afnoteret fra børsen, en faldende omsætning og et faldende overskud. Udviklingen vækker bekymring for klubbens økonomi på længere sigt, fordi den amerikanske ejer, Malcolm Glazer, blandt andet har finansieret overtagelsen af klubben ved milliardstore lån.

Stadionplaner øger væksten

Til gengæld lyder der optimistiske toner fra Arsenal, der efter sæsonen flytter fra klubbens hjem gennem 93 år i London-bydelen Highbury til et helt nyt stadion med plads til 60.000 tilskuere i Islington. Ifølge klubbens direktør, Keith Edelman, vil forøgelsen af tilskuerkapaciteten fra de nuværende 38.500 og de forbedrede muligheder for at generere kommercielle indtægter på det nye stadion gøre Arsenal til den klub i verden, som tjener flest penge på kampdagene. Andre klubber har større tilskuerkapacitet, men prisniveauet i London er højere end i Manchester.

Manchester United er nu i færd med at øge kapaciteten på Old Trafford fra 68.000 til 75.000 pladser, mens Chelsea i ugens løb blev meldt interesseret i at overtage en grund ved Earls Court i det vestlige London. Klubben har i dag kun plads til 42.000 tilskuere, og da Stamford Bridge er klemt inde mellem jernbaner og veje, kan det blive svært at øge kapaciteten yderligere. Men hvad gør det egentlig også, hvis klubben bare kan skrue endnu en tand op for den russiske rørledning?