Offentlig støtte

I Danmark kommer den statslige støtte til idrætten i al væsentlighed til udtryk i de midler, der via overskuddet fra spil og lotto udloddes direkte til idrættens hovedorganisationer, DIF, DGI, DFIF, Team Danmark, Lokale- og Anlægsfonden samt hestesporten. Den vigtigste offentlige støtte til idrætten ligger dog lokalt i traditionen for, at kommunerne ifølge folkeoplysningsloven er forpligtet til at anvise ledige lokaler, herunder idrætsfaciliteter, til den folkeoplysende virksomhed, lige som kommunerne er forpligtede til at yde tilskud til foreningsarbejde for børn og unge under 25 år. Den danske idrætsmodel har i al væsentlighed en stor del af æren for, at Danmark har en generelt høj idræts- og foreningsdeltagelse, lige som kommunerne er velforsynede med idrætsanlæg. Aktuelt er folkeoplysningsloven under revision, men den nye lov bygger fortsat på foreningerne og ønsket om "at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab samt med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet". Loven udelukker støtte til formål med kommercielt sigte.

Den traditionelle idrætsmodel udfordres

Der er dog ingen tvivl om, at den hastige teknologiske udvikling og fremkomsten af virtuelle arenaer på mange måde udfordrer den traditionelle danske idrætsmodel. På centralt plan har hovedaktørerne med skiftende held været opmærksomme på nødvendigheden af at tilpasse sig den teknologiske udvikling i tiltag som eksempelvis 'Foreningspakken', Idrætssystemet', 'Infosport' i DIF-regi eller sportspladsen.dk i regi af det nu nedlagte Idrætspolitiske Idéprogram. DGI arbejder aktuelt med tiltag som motionsfællesskabet vorespuls.dk, lige som DGI bidrager til udviklingen af administrationssystemet Conventus. 

Helt generelt har de centrale aktørers blandede erfaringer med selv at stå som udviklere af teknologiske løsninger og finansiere kostbare udviklingsprojekter i internettets barndom formentlig bidraget til en vis tilbageholdenhed i forhold til at 'springe med på vognen', når nye iværksættere ringer på døren. Men samtidig dokumenterer også denne rapport, at den hurtige teknologiske udvikling uundgåeligt kommer til at medføre nye krav og forventninger fra idrætsaktive, forbrugere og det omgivende samfund i forhold til idrætsmodellens smidighed. Kan en velfungerende Facebook-gruppe eksempelvis ikke være et lige så godt udtryk for demokratisk medborgerskab som en stivnet idrætsforening, hvor ingen medlemmer under 60 år gider komme til generalforsamlingen? Vil kommuner fremover opfatte folkeoplysningens formuleringer om 'at anvise ledige lokaler' bogstaveligt, eller vil kommuner snarere bruge den nye teknologi til at sikre en maksimal drift og kapacitetsudnyttelse gennem opfølgende salg af ledige timer og en differentieret prisstruktur i forhold til efterspørgslen? Vil private initiativer med mere direkte kontakt til udøverne og stigende markedsandele ikke fremover forlange at få mulighed for at nyde godt af offentlige støtteforanstaltninger for at fremme idrætsdeltagelsen – eller omvendt protestere imod tiltag, der med offentlig støtte gør markedssituationen vanskelig for kommercielle aktører, selv om selve idrætstilbuddene i stigende grad ligner hinanden i tilrettelæggelse og praktisk udførelse?

Plads til 'The Net Generation'

Der er ingen tvivl om, at den teknologiske udvikling drastisk vil forandre krav og forventninger til den organiserede idræt i fremtiden og til driften af de offentlige idrætsfaciliteter. Grænsedragningen mellem den folkeoplysende virksomhed og selvorganiserede eller kommercielle initiativer vil blive stadigt mere kompliceret. 

Den teknologiske udvikling rummer dog ikke kun udfordringer og konflikter, men også enestående muligheder for at styrke foreningslivet og idrætsdeltagelsen generelt ved at styrke samarbejdet mellem de etablerede idrætspolitiske aktører og den voksende understrøm af kreative, private entreprenører på idrætsområdet. Er det eksempelvis tidssvarende, at en udviklingsfond som Lokale- og Anlægsfonden primært har til formål at formidle viden og erfaringer samt yde økonomisk støtte til fysiske faciliteter på idræts- og kulturområdet – eller burde fondens – eller en anden udviklingsfond – ikke i langt højere grad have blik for den teknologiske infrastruktur, der spiller en stadigt større rolle for idrættens fællesskaber og udfoldelsesmuligheder? Som påvist i denne rapport flytter teknologien og de virtuelle arenaer for tiden markedsandele fra de etablerede udbydere af idræt til nye selvorganiserede eller kommercielle fællesskaber. Idrætsorganisationer og lokale foreninger bliver i stigende grad en 'distributionsform' for idræt blandt flere, og grænserne mellem civilsamfundets og markedets tilbud flyder sammen. Dette er ikke nødvendigvis en trussel mod idrætsorganisationernes eller foreningernes eksistensberettigelse, men der er ingen tvivl om, at en fremtidig offentlig idrætspolitik i højere grad bør have fokus på mulighederne for at styrke hele den mangfoldige idrætssektor og alle sektorens aktører. Idrætspolitikken skal give mere plads til de kreative iværksættere, som Rasmus Johnsen i denne rapport kalder 'The Net Generation', og idrættens aktører må i højere grad finde ind i et udviklings- og interessefællesskab med de digitale entreprenører, hvis de også i fremtiden skal bevare deres status som de eneste modtagere af offentlig støtte til deres virksomhed. Det bliver en af idrætspolitikkens store fremtidige udfordringer at finde ud af, hvordan den organiserede idræt kan nyfortolkes i forhold til nye generationers adfærd.