OL er forbi – hvad er legene egentlig godt for?

Der findes mange sejlivede myter om de gunstige effekter af at afholde store idrætsbegivenheder som OL. En af de mest almindelige går på, at værtsnationen kan forvente et økonomisk boost. En anden går på, at de store elitepræstationer vil inspirere til, at inaktive tager bolden under armen og løber ud på grønsværen.

Sandheden er dog, at der er svag dokumentation for begge dele, selvom de ofte lanceres med fornyet styrke før og efter store sportsevents. Og også er blevet det omkring OL i Rio de Janeiro.

For argumenterne om OL’s gunstige effekter er som regel baseret på myter, der gentages af såvel politikere og embedsmænd eller aktører med økonomiske eller politiske interesser i at få det til at se ud, som om effekterne er store, når offentlige investeringer i milliardklassen skal begrundes.

Problemet er, at forkerte antagelser skaber forkerte resultater. Dermed risikerer fremtidige værter at bruge penge på store arrangementer på et forkert grundlag.

På det kulturelle område viste Københavns underskudsgivende værtskab for Eurovision Song Contest 2014 (Melodi Grand prix), at man kan ende med decideret negative effekter.

I det nedenstående vil jeg kort ridse et par af de typiske antagelser om effekter af OL op, og vurdere deres rigtighed. Dette vil munde ud i en argumentation om, at forestillingerne om de gunstige effekter er problematisk, når de omsættes i konkret handling.

Skaber OL økonomisk vækst?

Et af de mest fremtrædende argumenter i debatten om, hvorvidt en nation skal holde et OL, er, at det skaber økonomisk vækst i værtslandet. Ikke bare vil værtsnationen øge sin kendskabsgrad i udlandet, eventen vil også påvirke turismen gunstigt og tiltrække udenlandske investeringer til landet.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det forholder sig sådan i praksis i en grad, der står mål med investeringerne. Stort set alle studier af disse spørgsmål peger i retning af, at hvis der er effekter, er de marginale og kortsigtede, hvis ikke de ligefrem er fraværende eller i visse tilfælde decideret negative.

Hvad angår det sidste, er problemet, at der er meget store omkostninger forbundet ved at afholde idrætsevents som OL. Den danske professor, Bent Flyvbjerg, der forsker i megaprojekter, påpeger, at i forhold til andre typer megaprojekter – der typisk også overskrider budgetter, men alligevel fra tid til anden gennemføres som planlagt – overskrider OL altid de budgetterede udgifter. ”Over time, Over budget, Over and Over again”, synes at være parolen, og det vanskeliggør mulighederne for at forvandle offentlige investeringer til samfundsmæssig gevinst for værtsnationen.

Den tyske professor og eventforsker, Holger Preuss, argumenterer, at ideen om, at man kan skabe en såkaldt ’legacy’ fra en stor idrætsevent må ses som ideen om et potentiale. Idrætsevents er begivenheder, der kan blive succesfulde, men som også rummer store risici. Der ingen garantier for, at en stor idrætsbegivenhed som OL kommer til at få positiv betydning for værtsnationen.

Athen-legene er eksempelvis stadig bekostelig for grækerne pga. den gæld, der blev stiftet for at holde dem. Samtidig står de fleste anlæg tilbage og forfalder, fordi man ikke har råd til at vedligeholde dem.

Ifølge Flyvbjerg er det illustrativt, at 1984-legene i Los Angeles, der blev valgt uden modkandidater og hovedsageligt var privat finansierede, endte med at blive det økonomisk mest sunde OL, som er afholdt i nyere tid, og i øvrigt er et lærestykke for IOC og senere olympiske lege i kommercialisering af tv-rettigheder og sponsorpakker. Efter de forgældede lege i Montreal i 1976 endte Los Angeles i med at være ene om et seriøst bud. Der var ikke opbakning til at finansiere legene med offentlige midler, alligevel endte legene med en pæn økonomi, som ingen værtslande siden har formået at gentage. 

Den amerikanske sportsøkonom Andrew Zimbalist har i sin bog Circus Maximus set nærmere på VM i fodbold og OL og spørgsmålet om økonomiske effekter. Han peger på Barcelona som et andet eksempel på, at OL kan være en løftestang for formål, der går ud over selve sportseventen. Her fik man spændt OL foran en generel byplanstrategi, der var medvirkende til at gøre byen til et yndet turistmål.

I hovedsagen er store sportsevents dog underskudsforretninger - eller med marginale effekter - og det er vigtigt, at man indtænker et OL som en del af en større udviklingsplan for værtsbyen, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at ende med en positiv legacy. Det viser Barcelona-eksemplet.

Andrew Zimbalist taler om det her.

Påvirker OL idrætsdeltagelsen?

Kulturminister Bertel Haarder var straks efter herrehåndboldlandsholdets OL-guld ude med et budskab om, at han nu forventede, at dette ville inspirere til, at flere ville blive aktive medlemmer i de danske idrætsklubber.

Forestillingen om elitens gunstige effekt på bredden kommer i mange varianter, men som regel kredser den om, at når en nations eliteatleter klarer sig godt i international elitesport, så inspirerer det børn og unge eller andre aldersgrupper til at dyrke sport selv. I forbindelse med OL i Brasilien har denne tilgang ikke domineret, men i forbindelse med London-legenes motto, ”Inspire a Generation”, var det et erklæret mål at bruge værtsrollen som løftestang for at øge breddedeltagelsen.

Problemet er bare, at der ikke er nogen særlig automatik mellem de to størrelser.

Det er den overordnede konklusion i Idans eget notat, ’Smitter eliten af på bredden? En opdateret analyse med danske data’, hvor der kigges nærmere på spørgsmålet i hjemlig kontekst. Notatet konkluderer, at danskerne – såvel voksne som børn – generelt ikke har eliteidrætspræstationer som inspiration til aktivitet. Der er dog en lille, afgrænset gruppe bestående af piger i teenagealderen og drenge/mænd i alderen 7-29 år, der i lidt større omfang angiver, at elitepræstationer motiverer til idrætsaktivitet.

Desuden gennemgår notatet den foreliggende litteratur på området, og det vises, at de danske resultater er i overensstemmelse hermed.

I forhold til London 2012 viser de seneste undersøgelser samtidig, at breddedeltagelsen i London har ligget meget konstant på trods af OL. Indvirkningen på bredden synes – også her – fraværende. Enkelte sportsgrene har haft fremgang siden OL, andre har haft tilbagegang, og den største vækst finder man i motionsprægede idrætter, hvor det er svært at finde et direkte link til OL og organiseret sport.

Generelt peger meget på, at der er andre ting end elitesucces, der styrer udviklingen i breddedeltagelsen. Socioøkonomiske faktorer, alder, køn, afstand, foreningstilbuddenes kvalitet og de sociale omstændigheder, der omgiver dem, forekommer langt mere betydende. Et konkret eksempel: Herhjemme står nationen endnu engang på den anden ende efter et fornemt dansk mesterskab i en stor håndboldturnering, som har samlet nationen foran tv-skærmene. Men på trods af adskillige flotte danske håndboldresultater og internationale værtskaber over to årtier er håndboldsporten i tilbagegang som breddeidræt.

Giver OL et boost til national identitetsfølelse?

Der er ingen tvivl om, at sport vækker følelser blandt de, der interesserer sig for det. Når de danske atleter klarer sig godt ved OL, vækker det også interessen for at se på. Vi bliver revet med, når Pernille Blume svømmer sig til guld eller håndboldherrerne stempler ind i OL-historien.

Sportssociologer peger på, at identifikation spiller en rolle, og i nationskonkurrencen om medaljer stimuleres forestillingen om nationens generelle dygtighed, når resultaterne er gode. I den henseende kan der opstå lykkeeffekter.

Ifølge et studie foretaget af fodbold under otte slutrunder, herunder Italien og Frankrig for VM i 1990 og 1998 samt EM i Italien (1980), Frankrig (1984), Vesttyskland (1992), England (1996) og Holland og Belgien (2000), kunne der ses en ’lykkeeffekt’ i de lande, der havde været værtsnation for store slutrunder som fx FIFA World Cup.

Konkret studerede forskerne Georgios Kavetos og Stefan Szymanski data fra Kommissionens Eurobarometer indhentet i perioder, hvor der var store fodboldslutrunder afholdt på Europæisk jord.

I næsten alle nationer skete der et signifikant opadgående hop i den selvopfattede lykke i forbindelse med afholdelsen af slutrunderne. Selvom effekten var kort, omfattede den stort set alle adspurgte grupper.

Samtidig fandt forskerne, at der kunne findes – dog begrænset – dokumentation for en lykkeeffekt af (bedre end forventet) international sportslig succes ved OL i de i undersøgelsen inddragede lande.

På trods af sådanne gunstige virkninger, er det vigtigt at bemærke, at emotionel involvering i sport også kan have en bagside. Fx steg antallet af anmeldelser for vold i engelske hjem, da England klarede sig dårligt ved fodbold-VM i Sydafrika i 2010. Det viser et studie foretaget af britiske forskere.

Det er blandingen af alkohol og de følelsesmæssige spændinger i kombination, der øger risikoen for vold, anfører de.

Alt dette tyder altså på, at sport kan have gunstige ”feel good”-effekter, men også, at sportens følelsesmæssige side kan udløse det stik modsatte.

Sport rummer potentiale

Ovenstående viser, at sport har gode og dårlige sider. Ingen af dem skal negligeres. Selvom de eksisterende forestillinger om hårde effekter på fx vækst og medlemstal er svagt dokumenterede, er der alligevel et vist potentiale til, at sport kan bruges som middel til at opnå andre mål. Megaevents i milliardklassen rummer naturligvis nogle potentialer, men i forhold til at opnå effekt på andre samfundsmæssige mål synes megaevents at være en særdeles kostbar strategi at følge.

Intet kommer automatisk. Elite skaber ikke bare bredde, og store idrætsbegivenheder skaber ikke bare øget økonomisk vækst, eller får flere turister til at strømme til landet.

Sporten kan måske være led i en vifte af andre tiltag, der handler om at skabe vækst, øget breddedeltagelse eller mere ”feel good”. Men isoleret set ændrer gode danske resultater ved OL ikke på særlig meget andet end vores stolthed over, at vi kan konkurrere med de store nationer.

Faren ved at gentage de typiske myter om hårde effekter er, at en forsimpling af budskaberne risikerer at forplumre debatten. I værste fald giver de også de stik modsatte resultater af det intenderede: Bevidstløse satsninger på eliteidræt kan fx virke negativ ind på bredden, fordi idrætstilbuddene ikke modsvarer de potentielt idrætsaktives forventninger, men er tilrettelagt efter eliteidrættens ekskluderende logik.

Man får ikke automatisk mere bredde af at investere i eliten. Man skal tilrettelægge breddeindsatsen efter efterspørgslen, ikke efter en formodning om, at inaktive vil dyrke sport på samme måde som eliten.

Også jubeloptimistiske forventninger til de økonomiske effekter af sportsevents kan ende i samfundsøkonomisk spild og andre negative effekter, hvis man ikke er klar over, at omkostningerne ved at afholde events kan være store og ikke nødvendigvis øger turismen.

Herhjemme var danskerne som nævnt vidne til et skolebogseksempel på ’eventfeber’, da Eurovision Song Contest i 2014 blev afholdt på Refshaleøen i København.

Overordnet betragtet endte hele miseren i en økonomisk skandale, fordi mange involverede reelt troede på, at det hele ville betale sig selv i form af øget branding og turisme. Arrangementet skulle være spektakulært, så ville alt gå godt. Intet tyder på, at der kommet andet end skuffede forventninger ud af det. Resultatet af overforbruget blev derimod besparelser på andre kulturelle områder, og en kulturel eller facilitetsmæssig ’legacy’ af arrangementet er ligeledes svær at spore.

Når de danske atleter klarer sig godt ved OL, er det fantastisk, og det vækker følelser. Men følelserne skal tøjres, og myterne tæmmes, så de kan betragtes med mere realistiske og nøgterne briller. Ellers ender politikere og beslutningstagere med at lave de samme fejltagelser, vi har set så mange gange før.