Personen Blatter træder tilbage, vil systemet Blatter fortsætte?

Sepp Blatter gjorde hele idrætsverdenen en af de største tjenester i sin næsten 40 år lange karriere da han tirsdag den 2. juni overraskede alt og alle ved at annoncere sin fratræden ved en kommende ekstraordinær FIFA-kongres.

Hvad den virkelige årsag end har været til denne uventede afgang kun fire dage efter at en triumferende Blatter blev genvalgt af et overbevisende flertal af nationale fodboldledere, så var det ikke den han fremlagde ved en hastigt sammenkaldt pressekonference:

”Mens jeg har et mandat fra FIFA’s medlemsskare, føler jeg ikke jeg har et mandat fra hele fodboldverdenen – fansene, spillerne, klubberne, de folk lever, ånder og elsker fodbold lige så meget som vi alle gør i FIFA”.

Dette folkelige mandat er ikke noget Blatter har mistet i den sidste uge. Det har ikke været der på noget tidspunkt siden hans første valg til FIFA-formand i 1998.

Det er meget mere sandsynligt, at Blatter havde behov for nogle dage og nogle lækkede dokumenter til at fatte hvor overvældende hans troværdighed – og personlige frihed og formue – er truet af FBI og de schweiziske myndigheders efterforskning af FIFA’s misgerninger.

Alvorlige kriminelle anklager er nu rejst mod mere end et dusin af hans nærmeste allierede, og der er mere på vej. En pæn håndfuld af hans venner sidder nu bag tremmer, og Blatter ved at de er præcis lige så villige til at sælge ud af hans ry og rygte for at frelse deres eget skind, som han har været ivrig efter at ofre trofaste væbnere for at redde sit eget og FIFA’s rygte i de sidste fire år.

FBI har mere end antydet at de bare venter på den rette anledning til at forsøge at få Blatter bag lås og slå. Det politiske pres på ham er måske aftaget nu, men så meget desto større bliver det personlige pres.

En risikabel ventetid

I det lys er de mange måneders ventetid op til en ny FIFA-kongres ekstremt risikable, ikke bare moralsk, men endnu mere politisk. Så længe Blatter klynger sig til sin formandspost, må vi forvente at han vil benytte alle til rådighed værende midler for at sikre sin personlige frihed og sit politiske eftermæle.

Sepp Blatter og de fra hans ledestab som stadig føler en loyalitet og et skæbnefælleskab med ham, har nu masser af spilletid til at  fjerne enkelte tilbageværende skeletter i skabene og bane vejen for en efterfølger som de kan stole på.

Den ideelle efterfølger skal fortsætte Blatters ”klientilisme”-system – det system hvor en ubestridt leder og faderfigur er i stand til at fordele privilegier uden fortjeneste, kanalisere formuer til loyale støtter og tage strategiske beslutninger efter personligt forgodtbefindende uden at bekymre sig om baglandet.

Og vigtigst af alt: En ny leder må vende det blinde øje til fortiden. Ingen tidligere FIFA-ledere skal afkræves tilbagebetaling af penge de har stjålet og ingen – slet ikke den afgående formand – skal have sit rygte plettet af nye interne undersøgelser.

Så selv om Blatters tilbagetræden bestemt er et positivt og nødvendigt skridt mod virkelig reform i FIFA, er det for tidligt at juble. Sepp Blatter lignede ikke en knækket mand på det usentimentale pressemøde. Han virkede vred og trodsig. Og som en usædvanligt talentfuld politisk artist vil han kunne udnytte den tillid som 133 nationale forbundsledere viste ham i sidste uge, og rådgive dem i valget af en ny FIFA-formand.

Derfor må det ydre pres på FIFA og dets medlemsforbund fortsætte med samme styrke som det er vokset til.

Kan Scala gennemtrumfe reformer?

Det indgød naturligvis noget håb at Blatter på pressemødet var ledsaget ikke af sin ligeledes trængte generalsekretær Jérôme Valcke, men af den mand kongressen har valgt til at styre de politiske reformer, den schweizisk-italienske Domenico Scala.

Scala slog hårdt på at hele FIFA’s politiske struktur skulle have en overhaling, men kun tiden kan vise om Scala får sin vilje eller om han – som så mange andre håbefulde reformatorer – blot blev brugt af Blatter ved denne lejlighed til at pudse formandens image som reformvenlig op.

Ikke desto mindre sagde Scala klart, at Blatters person stod i vejen for reformer, og det er sandt, at hans afgang er en gylden chance for FIFA til gennemgribende reformer, der også kan inspirere andre misrøgtede forbund til at følge trop.

Disse reformer må føre til mere gennemsigtighed, mere intern og ekstern kontrol, og en troværdig demokratisk beslutningsproces. Scala lagde også op til et opgør med verdensdelenes fodboldforbund – de såkaldte confederations – og gjorde dermed opgaven endnu vanskeligere for sig selv.

Men værktøjerne er lige ved hånden og nemme at bruge hvis den politiske vilje er til stede. FIFA har selv afvist en række forslag fra deres egen uafhængige ekspertkomité, og flere organisationer har fremstillet redskaber til at forbedre sportens ledelseskultur – heriblandt Sports Governance Observer, som er udviklet af seks europæiske universiteter i samarbejde med Play the Game.

Men det er ikke nok at ændre strukturen. Adskillige administrative og politiske topfigurer, som skylder Blatter deres karriere, må tage ham i hånden og følges med ham ud.

Og måske endnu mere vigtigt: Tankegangen må ændres. Blatter og hans tropper har beskrevet FBI og schweizernes aktioner som politisk motiverede overgreb fra Vesten som revanche for Blatters velvilje over for udviklingslandene, og som et skjult angreb på Putins Rusland. Sådan noget pompøst sludder vil komme som en belejlig undskyldning i mange lande, men ikke hjælpe FIFA til en bedre fremtid.

På vej til at blive paria

Det er sandt, at FIFA er på vej til at blive en paria-organisation i den vestlige verden, der betaler FIFA’s regninger via gavmilde private og offentlige investeringer i sponsor- og tv-rettigheder og støtte til budkampagner, stadionbyggeri med mere.

Men det er slet ikke en imperialistisk holdning der ligger bag politimyndighedernes indgreb: Det er det faktum at borgere i demokratiske lande – lande hvor borgerne har lov til at hæve deres røst når de føler at deres hårdt tjente penge bliver misbrugt – lægger et stigende pres på deres egne politikere og idrætsledere for at bremse korruptionen i sport.

Det er det samme offentlige pres som tvang IOC til at reformere sig selv i kølvandet på Salt Lake City-skandalen i 1998, og som har tvunget IOC til at sikre de olympiske leges ry gennem den nylige reformpakke ”Agenda 2020”.

Desværre er IOC alt for tålmodig med den korruption der trives i de forbund, der leverer idrætterne til OL. Endnu engang er den brede offentlighed mange skridt foran de folk som vi har betroet ansvaret for idrætsbevægelsen.

Herhjemme skal Dansk Boldspil-Union dog have ros for at have talt i klartekst imod Blatter og hans korrupte praksis igennem det sidste år – et nødvendigt brud med årtiers samarbejde med FIFA-ledelsen.

Opgaven burde i grunden ikke være så vanskelig. Ethvert barn kan forstå hvad idrættens ledere igen og igen benægter. Målet er, som Domenico Scala formulerede det helt enkelt som slutning på sin tale:

”… at sikre at organisationen ikke kan bruges af dem som søger at berige sig selv på spillets bekostning”.

For at nå derhen må ikke bare personen Blatter, men hele hans system træde til side.