Pillen, der svækker dopingkampens hjerte

Hvis, som vi bliver bedt om at tro, en pille mod hjerteproblemer på ukendt vis forurenede et helt kinesisk hotelkøkken i begyndelsen af 2021 så effektivt, at dens ingredienser kunne spores flere måneder senere - selv under coronapandemiens ekstremt strenge forholdsregler - så bør producenterne straks tilføje en ekstra advarsel i indlægssedlerne:

"Pas på: Politisk sprængfarlige bivirkninger!"

Den pille - som tilfældigvis indeholdt det forbudte, præstationsfremmende stof trimetazidin (TMZ) – har i så fald ikke blot forurenet 23 kinesiske elitesvømmere, der fik mad fra det køkken. Den har forgiftet det internationale antidopingmiljø og på det seneste også olympiske storpolitik.

En ordkrig og trusler om sagsanlæg er brudt ud mellem World Anti-Doping Acency (WADA) og U.S. Anti-Doping Agency (USADA) efter afsløringer fra den tyske tv-kanal ARD og The New York Times. Deres rapporter afslørede, at WADA havde holdt de 23 positive dopingprøver og de efterfølgende procedurer hemmelige med den begrundelse at svømmerne var uden skyld, fordi der var tale om "et simpelt tilfælde af masseforurening".

At sagen langt fra er simpel, blev tydeligt da Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holdt session den 24. juli, blot to dage før åbningen af OL 2024 i Paris. Her bekræftede IOC som forventet, at den eneste kandidat, Salt Lake City fra Utah, USA, blev valgt som vært for vinter-OL i 2034.

Men i sidste øjeblik blev der tilføjet en ny betingelse i værtsbykontrakten. IOC forbeholder sig retten til at trække værtskabet tilbage, hvis "Det Internationale Antidopingagenturs øverste myndighed i kampen mod doping ikke respekteres fuldt ud, eller hvis anvendelsen af World Anti-Doping Code hindres eller undermineres."

Med dette træk tager IOC nu gidsler i krigen mellem USADA og WADA. Det er på ingen måde uhørt, at IOC blander sig i et demokratisk lands interne politik, men det er så vidt jeg ved første gang, at IOC gør retten til at afholde en begivenhed betinget af specifikke politiske krav.

I dette tilfælde tvinger IOC guvernøren i Utah, borgmesteren i Salt Lake City og USA's olympiske og paralympiske komité til at presse på for at få stoppet en igangværende FBI-undersøgelse af WADA's håndtering af den kinesiske dopingsag.

Det juridiske grundlag for FBI er den såkaldte Rodchenkov Act. Den blev vedtaget i 2020 af den amerikanske kongres efter endnu en konflikt mellem IOC, WADA og USADA, da amerikanerne var dybt utilfredse med de halvhjertede sanktioner, der blev indført mod russisk sport efter den russisk-internationale dopingskandale.

Anti-dopingens fremtid på spil

For idrætspolitiske eksperter kunne den igangværende splittelse i antidoping-miljøet være en anledning til at lade sig underholde og indtage usunde mængder popcorn, hvis sagen var mindre alvorlig.

Men IOC har i det mindste gjort én korrekt iagttagelse i sin seneste udtalelse: Det er fremtiden for det globale antidoping-samarbejde, der står på spil. Det, IOC ikke har forstået, er, hvem der er ansvarlig for at underminere "WADA's øverste myndighed".

IOC og WADA - som i stigende grad fungerer som IOC’s forlængede arm - bryder sig muligvis ikke om de journalistiske afsløringer fra ARD og New York Times. De bryder sig måske heller ikke om USADA's CEO, Travis Tygart, når han beskylder WADA for at iscenesætte et cover-up. Og de bryder sig bestemt ikke om risikoen for at blive anholdt og afhørt af FBI, når de rejser til USA, f.eks. i forbindelse med forberedelserne af OL i Los Angeles i 2028.

Men WADA's strategi med på den ene side at gøre konflikten personlig ved at skyde skylden på Tygart, medierne og "nogle få andre personer" og på den anden side at sige, at sagen er blevet politiseret på grund af USA's geopolitiske konflikt med Kina, er tåbelig og har slået fejl fra starten.

Bekymringerne strakte sig langt ud over USA

Bekymringerne over WADA's håndtering af den kinesiske sag rækker langt ud over USA.

Jeg har personligt talt med en hel del kerne-interessenter, som privat har udtrykt deres dybe skuffelse over WADA, men kritikere går også offentligt ud. Nogle eksempler:

Det hollandske antidoping agentur har udarbejdet en stærkt kritisk hvidbog med 15 siders juridisk analyse af WADA's håndtering, og i den sidste sætning står der:

"Spørgsmålet om, hvorvidt atleternes sager om fødevareforurening gennem årene er blevet behandlet ensartet, konsekvent og gennemsigtigt, rejser spørgsmålet om, hvorvidt gældende retslige standarder [The Rule of Law] er blevet respekteret."

Formanden for iNADO, sammenslutningen af nationale antidopingagenturer, Anders Solheim fra Norge, brugte mere diplomati, da han over for Play the Game antydede, at informationen fra WADA var utilstrækkelig:

"[D]et er så vigtigt på kort sigt at finde ud af, hvad der skete i Kina i januar 2021. Hvorfor blev atleterne testet positive, og hvordan blev maden forurenet? Det er i både antidoping- og atleternes interesse at få så mange fakta om sagen som muligt. Det er et spørgsmål om tillid og troværdighed. Det skylder vi atleterne."

En 'Ad Hoc Anti-Doping Audit Review Committee' udpeget af det internationale svømmeforbund World Aquatics erkendte, at sagen "har svækket Aquatics-samfundets tillid til antidoping-systemet, især blandt udøverne."

Men et af medlemmerne, Bill Bock, som tidligere har været juridisk rådgiver for USADA, gjorde indsigelse i en personlig udtalelse.

"Alligevel [...] undlod ad hoc-revisionsudvalget uforklarligt at anbefale, at de 23 TMZ-sager blev bragt af World Aquatics i 2024. [...] Jeg opfordrer World Aquatics og Det Internationale Antidopingagentur (WADA) til straks at fremlægge disse 23 TMZ-sager som overtrædelser af antidopingreglerne og til at give de 23 kinesiske atleter, der er testet positive, mulighed for en høring [...]. Bagefter skal udfaldet af disse sager offentliggøres."

WADA's ønsketænkning

WADA's forsøg på at rense sig selv har ikke styrket tilliden.

Efter medieafsløringerne i april anmodede WADA en såkaldt uafhængig anklager om at undersøge sine egne handlinger. Det er utroligt, at en global organisation som WADA ikke kan finde en kvalificeret neutral professionel andre steder i verden end i netop den olympiske hovedstad Lausanne, i det netværk af advokater, som WADA's generaldirektør, Olivier Niggli, skabte sin egen karriere ud fra - og hvor WADA har sit europæiske kontor.

Uden at sætte spørgsmålstegn ved kompetencerne hos den valgte uafhængige anklager, Eric Cottier, som har 39 års erfaring som offentlig anklager, kan man roligt konstatere, at hans første foreløbige rapport fra 1^st juli ikke skuffede hans klienter.

Efter at have gennemgået sagen fandt Cottier ingen partiskhed fra WADA's side, ingen upassende indblanding udefra og WADA's beslutning om ikke at appellere "ubestrideligt rimelig".

Ubestrideligt? Ønsketænkning. Striden vil fortsætte, indtil WADA åbent besvarer nogle af de centrale spørgsmål, som de glemte at stille Cottier.

Ubesvarede nøglespørgsmål

Det vigtigste spørgsmål er grundlaget for hele sagen:

Hvordan kan en pille i fast form forurene 23 olympiske svømmere, der spiser fra et køkken (hvoraf nogle måske ikke engang var til stede, ifølge nye oplysninger)?

Var den kinesiske efterretningstjeneste ikke i stand til at finde ud af, hvem der bragte pillen ind i køkkenet? Intet personale med recepter? Eksploderede pillen og spredte støv fra hjertemedicin over det hele? Blev den opløst i en gryde og spredt med damp til steder, hvor rengøringspersonalet aldrig kom i perioden mellem forureningen og undersøgelsen?

Vi har ikke set noget forsøg fra WADA og de kinesiske antidoping-myndigheder på at forklare dette næsten overnaturlige scenarie.

Et andet grundlæggende spørgsmål melder sig: Det kan godt være, at WADA ikke føler sig i stand til at gennemføre en selvstændig undersøgelse i kinesiske omgivelser. Men i en sag, hvor Kinas internationale omdømme er på spil, mindre end et år før Kina skal være vært for vinter-OL i Beijing i 2022, hvordan kan WADA så stole på, at de kinesiske myndigheder foretager en uafhængig og sandfærdig undersøgelse?

Der er snesevis af andre relevante spørgsmål, som WADA skal besvare, spørgsmål, der stammer fra både journalistiske undersøgelser, juridiske rapporter og atleter i løbet af de sidste måneder.

Ændring af holdning

Mens den kinesiske dopingsag med rette kan bekymre atleter og iagttagere på kort sigt og mindske deres tillid til de antidoping-procedurer, de er underlagt, er der et langsigtet perspektiv, der er mindst lige så bekymrende.

WADA's kultur og holdning har gradvist ændret sig over tid. Som leder af Play the Game har jeg været så heldig at følge og samarbejde med WADA gennem alle de 25 år, det har eksisteret.

I sine tidlige dage var WADA en åben og tilgængelig organisation, der var ivrig efter at gå i dialog med både allierede og kritikere. Det udviste eksemplarisk åbenhed og gennemsigtighed, da for eksempel den første World Anti-Doping Code blev forhandlet på plads, og da den senere blev revideret.

Dens ledere fra top til bund forstod, at offentlighedens tillid og brede alliancer var en uvurderlig kapital for en verdensorganisation, der aldrig har haft - og aldrig vil få - tilstrækkelig finansiering.

De indså, at offentlig goodwill er uundværlig, når halvdelen af det beskedne budget kommer fra regeringer, der bruger skatteydernes penge fra den olympiske bevægelse, som i sidste ende også får midlerne fra almindelige mennesker gennem privatforbrug eller offentlige investeringer.

Desuden forstod de første generationer af WADA-ledere, at for at bekæmpe doping effektivt havde WADA brug for frugtbare relationer til atleter, trænere, sportsledere og på alle niveauer, hvor doping kan forekomme.

WADA var aldrig perfekt, men dørene var åbne for diskussion. Som et eksempel ud af mange kom WADA's topfolk - præsidenten, generaldirektøren eller andre ledere - til Play the Game-konferencerne og diskuterede beredvilligt alle slags spørgsmål, også fra hårde kritikere, på sessionerne, over kaffen og i baren. Vi er her for at lære, sagde WADA.

Uvillig, ude af stand til det?

I dag udstråler WADA's topfolk alt andet end åbenhed.

Præsidenten, Witold Banka, virker uvillig, utilpas og måske ude af stand til at håndtere møder med offentligheden uden manuskript. På trods af vigtigheden af den kinesiske dopingsag har han i de seneste måneder afvist invitationer til at tale med den amerikanske kongres, det tyske parlament Das Bundestag og Europarådet.

Banka var tidligere polsk sportsminister og blev WADA-præsident som kandidat fra regeringssiden af WADA. Ikke desto mindre synes han at foretrække det glamourøse olympiske miljø, hvor gensidig smiger er dagens orden, og kritiske spørgsmål kun rejses, hvis de iscenesættes fra toppen, sådan som det blev vist på den ovennævnte IOC-session.

Når Banka står over for uafhængige medier, overlader han ofte svarene til generaldirektør Olivier Niggli ved sin side, selv om sidstnævnte har svært ved at skjule sin irritation over pressen.

Begge har reageret aggressivt på kritikken i den kinesiske sag, truet med sagsanlæg og i mere lukkede kredse bedt internationale antidoping-interessenter om at holde op med at genere WADA.

Et skift i magtbalancen

Men jeg vil ikke falde i WADA's fælde og gøre problemerne personlige. For selv om Banka og Niggli har deres del af ansvaret ved at slå tonen an fra toppen, er WADA's stadig mere lukkede og selvtilfredse stil ikke kun et spørgsmål om individuelt temperament.

Kulturændringen afspejler et skift i magtbalancen inden for WADA. Teoretisk set deler verdens regeringer og den olympiske bevægelse magten ligeligt, men virkeligheden er blevet en anden.

Under den magtfulde IOC-præsident Thomas Bach har IOC strammet grebet om WADA, især efter at WADA gik direkte imod IOC's interesser ved åbent at kræve et fuldt forbud mod russiske atleter ved OL i Rio i 2016. Dette oprør blev slået ned i løbet af få dage, og russerne kunne rejse i hundredvis til Rio og de næste tre OL under få og svage restriktioner.

I WADA's styrende organer formår den olympiske verden altid at tale med én stemme, mens regeringerne agerer ud fra modstridende interesser i sport og verdenspolitik. Der er altid en regering, som er parat til at gøre sportsbevægelsen en tjeneste og tippe magtbalancen til fordel for IOC.

Det skal retfærdigvis siges, at WADA har taget mange positive skridt til at reformere sin ledelse og sine aktiviteter i de seneste år, men det har ikke genoprettet balancen mellem den olympiske sport og regeringerne.

Den skævhed falder selvfølgelig tilbage på de demokratiske regeringer, hvis aktive politiske indsats var afgørende for oprettelsen af WADA for 25 år siden. I dag virker de ligeglade. Bortset fra USA hører vi ikke selvstændighed stemmer om Kina-spørgsmålet fra Australien, New Zealand, Storbritannien, Den Europæiske Union og Europarådet.

Der er brug for et eftersyn

Den tavshed er langt mere bekymrende end de individuelle træk hos topcheferne i IOC og WADA.

Sagen om de 23 kinesiske svømmere er ikke den første og bliver ikke den sidste, hvor WADA og resten af det internationale antidoping-miljø står over for svære udfordringer med hensyn til deres troværdighed.

Vi lever i en tid, hvor autokratiske nationer i stigende grad investerer formuer i og overtager kontrollen med internationale idrætsforbund. Nationer, hvor topsporten er under fuld regeringskontrol. Nationer, der stræber efter international prestige ved hjælp af atleter med ringe eller ingen personlig valgfrihed. Og nationer, hvor uafhængige antidoping-foranstaltninger er lige så sandsynlige som én pille, der forurener et helt hotelkøkken.

I den situation har WADA ikke råd til at fremstå uigennemsigtig, bureaukratisk, tyndhudet og aggressiv.

Efter 25 år er det på tide at forny WADA og bringe nogle af dets gamle kvaliteter tilbage. For at opnå fornyelse er demokratiske lande nødt til at gøre det, som WADA's whistleblower-hotline opfordrer atleterne til at gøre:

Speak up!