Idan Artikel 25.01.2011

Plan for OL-stadions fremtid udskudt

Det olympiske stadion i Londons fremtid efter 2012 debatteres højlydt i England. Det store spørgsmål er, om det skal rives ned eller blive stående efter legene.

Diskussionerne om fremtiden for Londons nye olympiske stadion efter legene i 2012 får bølgerne til at gå højt i England. Efter planen skulle selskabet, som har ansvaret for udviklingen af den olympiske park i årene efter OL, have truffet beslutning om anvendelse på fredag. Men den er nu i tolvte time udskudt. Ifølge The Olympic Park Legacy Company, OPLC, står der så meget på spil, at man behøver mere tid til at undersøge de indsendte forslag. Her er de to fodboldklubber West Ham United og Tottenham Hotspur endt i tvekamp med hver deres meget forskellige bud på en fremtid for det mere end fire mia. danske kroner dyre OL-stadion.

Strid om løbebaner

West Ham vil bevare stadion med løbebanerne og dermed opfylde Londons løfte til Den Internationale Olympiske Komité, IOC, om at sikre ’en olympisk arv’ efter legene. West Hams plan er at videreføre stadion med plads til både fodbold og atletik – blot med en nedjustering af kapaciteten fra 80.000 til 60.000 tilskuere. 

Tottenham ønsker helt at rive det nye olympiske stadion ned efter legene og i stedet opføre et nyt fodboldstadion. Problemet med et kombineret fodbold- og atletikstadion er den ringere publikumsoplevelse og stemning under fodboldkampe, når tilskuerpladserne er placeret langt fra grønsværen. ”Prøv at blande fodbold og atletik, og du ender med at have en stor gryde med ingenting,” som Tottenhams træner, Harry Redknapp, formulerede det i The Sun. I stedet vil klubben opgradere det nuværende atletikstadion, Crystal Palace National Sports Centre, og derigennem sørge for gode atletikfaciliteter til atletiksporten. Endelig svæver den oprindelige plan om at bevare det olympiske stadion, men at nedgradere kapaciteten til 25.000 tilskuere, stadig i luften.

Dårlig publikumsoplevelse

Også den engelske stadionekspert Ian Nuttal advarer i The Times mod at kombinere fodbold og atletik. En løsning, som bliver mindre og mindre populær. 

”Atletik giver sådan en ændring i målene på et typisk fodboldstadion, at det er svært at arbejde med,” siger Ian Nuttal til The Times og peger på, at repræsentanter fra Londons olympiske bud overhørte rådene om, at et kombineret fodbold- og atletikstadion ikke er økonomisk bæredygtigt. I stedet vurderer han, at London kommer til at stå med en kæmpe hvid elefant. Alternativet er en milliardinvestering i et stadionbyggeri, der kun bliver benyttet nogle få olympiske uger, hvis det ender med, at Tottenhams planer bliver realiseret.

Spildt arbejde og tabte skattepenge

Over for IOC står holdet bag Londons OL-bud med det problem, at byen i forbindelse med tildelingen af de olympiske lege lovede, at beholde atletikfaciliteterne på OL-stadion. Det løfte vil blive brudt, hvis Tottenham Hotspur vinder buddet. 

Omvendt er lysten til økonomiske eksperimenter med skattekroner næppe stor efter, at legene gentagne gange har sprængt alle budgetter og nu opererer med samlede omkostninger på over ni mia. pund. Udsigten til, at mere end fire mia. kroners investering i et OL-stadion vil være spildt, har også fået sindene i kog. Kritikken kommer bl.a. fra tidligere London-borgmester Ken Livingstone, som i sin tid var med i arbejdet for at skaffe OL til London. Han mener, at det vil være forfærdeligt at rive et nyt stadion til så mange penge ned og peger desuden på miljøkonsekvenserne: ”Vi brugte halvdelen af den mængde stål og beton, som man normalt vil bruge på et stadion af den størrelse. Og der var miljømæssige grunde for at gøre det. At rive det ned? Der er et CO2-aftryk ved at gøre det, som ikke er acceptabelt,” siger Ken Livingston.

Alternativ løsning i Brasilien

At de nuværende diskussioner og dilemmaer er opstået, skyldes ifølge Ian Nuttal, at planlægningen omkring Londons OL-stadion gik galt for længe siden, da planlæggerne valgte at ignorere gode råd om, hvad der skulle til for at stadionet kunne bruges videre frem. 

I stedet fremhæver Ian Nuttal bl.a. Brasiliens forslag for legene i 2016. Her er det planen, at OL’s åbningsceremoni skal foregå på et stadion med plads til 82.000 mennesker, mens atletikkonkurrencerne vil finde sted på et mindre stadion. Afgørelsen om, hvad der kommer til at ske med det olympiske stadion i London efter legene forventes besluttet senere på året. 

Læs mere

 
 
Læs BBC's artikel om OPLC's beslutning om at udsætte afgørelsen:

Læs The Guardians artikel med Ken Livingstone