Play the Game 2013 er åbnet i Aarhus med rekorddeltagelse
Det er blevet legitimt at kræve demokrati, åbenhed og ytringsfrihed, sagde Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, ved åbningen af Play the Game 2013 i Aarhus. Den er med 350 deltagere fra 38 lande den hidtil største i rækken.
Med 348 deltagere og over 150 oplægsholdere fra 38 lande på plads åbnede den ottende og hidtil største Play the Game-konference mandag eftermiddag under overskriften ’Stepping up for democracy in sport’.
Selv om ’demokratiets larm’ med Jens Sejer Andersens ord langt fra kan høres i alle hjørner af den internationale idræt, mener Play the Games internationale chef og grundlægger, at der denne gang er grund til optimisme. ”Jeg vil insistere på at situationen har ændret sig fundamentalt over de seneste år. I dag er det legitimt at kræve demokrati, åbenhed og ytringsfrihed – sådan som Play the Game har gjort siden 1997,” sagde Jens Sejer Andersen på Helnan Marselis Hotel i Aarhus. Det sker efter årtier, hvor problemerne blev ignoreret eller aktivt undertrykt. ”Uanset, hvor solid dokumentation ’whistleblowers’ og undersøgende journalister kunne lægge frem i nyhedsmedierne og på Play the Games konferencer – det være sig massiv korruption i idrætsforbund, chokerende matchfixing-skandaler, mislykkede antidoping-politikker, massive budgetoverskridelser i forbindelse med mega-events – jo større skandaler, jo dybere stilhed fra den olympiske familie.”
Jens Sejer Andersen fremhævede, efter at Idans formand Johs Poulsen og Aarhus’ kulturrådmand Marc Perera Christensen officielt havde åbnet konferencen, at et verdensomspændende krav om bedre og mere ærlig ledelse i de internationale idrætsforbund er vokset frem på grund af FIFA-skandalerne og en frygt for, at organiseret kriminalitet får større indflydelse på idrætten gennem bl.a. matchfixing. Det kræver, at Play the Game i højere grad bliver en garant for, at kravene om en bedre sport bliver fulgt til dørs: “Vi skal fortsat være stedet, hvor sportens skyggesider bliver udstillet, men vi skal også arbejde mere sammen med de kræfter, der ønsker at skabe et bedre idrætsliv.” Rekordmange deltagere På konferencen vil et rekordhøjt antal deltagere og oplægsholdere i 35 sessioner og workshops bl.a. sætte fokus på doping, match-fixing, mega-events, idrætsdeltagelse, idrætsfaciliteter og sportens mange demokratiske udfordringer.
Små 350 deltagere fra 38 lande fordelt på seks kontinenter deltager i Play the Game 2013, der løber fra den 28.-31. oktober. Flest udenlandske deltagere kommer fra Tyskland, Norge, Storbritannien og Holland, men også oversøiske lande som Australien og Brasilien er godt repræsenteret.
Debatten onsdag morgen om FIFA’s reformproces ventes at blive et af højdepunkterne. For første gang deltager FIFA selv i debatten med kommunikationsdirektør Walter De Gregorio ved siden af den afgående formand for FIFA’s uafhængige reformkomité, Mark Pieth, og den amerikanske professor Roger Pielke Jr. der er en skarp kritiker FIFA’s reformvilje.