Idan PtG Artikel 15.06.2023

Play the Game 2024 er klar med konferencetitel, hovedtemaer og call for papers

Play the Game har udsendt sit 'call for papers' op til næste års konference i Trondheim. Konferencen får syv bærende temaer.

Skrevet af: Redaktionen

I februar 2024 åbner Play the Game for 13. gang dørene for fire dages intens debat om de vigtigste emner inden for international idrætspolitik, når 300-400 deltagere med interesse i idrætspolitik samles i den norske by Trondheim fra 4.-7. februar 2024.

Titlen på Play the Game 2024 bliver ’Clearing sport, sparking change’, hvilket afspejler Play the Games ambition om skabe positive forandringer i sportsverdenen gennem åbne og konstruktive debatter, der er baseret på fakta.

Syv hovedtemaer på programmet

Ligesom i de tidligere konferenceår har Play the Game og Idrættens Analyseinstituts bestyrelse udpeget en programkomité bestående af 27 eksperter, der bredt repræsenterer sportens verden. En af programkomitéens opgaver består i at give inputs til hovedtemaerne for konferencen.

"Play the Game-konferencerne har siden 1997 været med til at skabe international opmærksomhed om centrale emner inden for idrætsverdenen, ikke mindst på grund af de mange inputs fra vores programkomité. Det gælder blandt andet forslag til, hvilke specifikke temaer konferencen skal tage op, men også konkrete vinkler, talere, sessionsformater og ideer til, hvordan vi bedst sikrer diversitet," siger Stanis Elsborg, senioranalytiker og konferenceansvarlig hos Play the Game.

De centrale hovedtemaer i 2024 bliver:

  • Autocracy vs. democracy: Which side is sport playing for?
  • Clearing sport: Countering crime, protecting integrity
  • Can sport be sustainable? The impact on climate and the environment
  • Sports journalism: A watchdog for society or a pet for showbiz?
  • Abuse and agony: How can sports organisations effectively safeguard athletes?
  • Pursuing diversity: How to make up for power imbalances in sport?
  • In the wake of scandal: What is the future of anti-doping?

"Play the Game 2024 vil endnu engang tage fat på nogle af de mest aktuelle emner inden for idrætsverdenen, lige fra det komplekse forhold mellem sport og cyberkriminalitet til de fortsatte problemer med overgreb i idrætten, kriminalitet, matchfixing og doping. Vi er også glade for, at der har været et særligt ønske om at vende tilbage til en grundpille i Play the Game, nemlig den undersøgende journalistik," siger Stanis Elsborg.

Han tilføjer, at der vil være et særligt fokus på at følge op på opfordringen fra Play the Game-deltagerne ved konferencen i 2022 om at undersøge etableringen af et agentur til bekæmpelse af korruption, kriminalitet og beskyttelse af integriteten i verdenssporten. For at kvalificere denne debat har Play the Game for nyligt udgivet rapporten 'ClearingSport: Towards an agency countering crime and protecting integrity in world sport'.

Du kan finde detaljerede oplysninger om hvert enkelt tema i denne oversigt.

Call for papers

Play the Game inviterer i sit call for papers både akademikere, journalister, atletrepræsentanter, idrætsledere, atleter og andre interessenter til at bidrage med viden, erfaring og debat på den kommende konference.

"Selvom vores call for papers kan lyde, som om det er orienteret mod den akademiske verden, så opfordrer vi i særdeleshed også journalister og folk fra andre professioner til at dele deres viden inden for dette års tematiske rammer. Det er gennem en diversitet af forskellige stemmer, at vi virkelig kan afdække sportens kompleksitet og skabe meningsfuld forandring," siger Stanis Elsborg.

Du kan finde mere information om indsendelse af abstract i vores call for papers.

Bliv programpartner og lancér dine projekter eller dit journalistiske arbejde

Hvis I som enkeltpersoner, forskningsgruppe, journalister, organisation eller virksomhed ønsker at organisere jeres egne sessioner, så er det muligt at blive programpartner efter nærmere aftale. Det indebærer typisk et ansvar for at invitere en lille gruppe af oplægsholdere/paneldeltagere til formålet foruden at stå for sessionens faglige indhold og vinkel.

Hvis I forbereder et større forskningsprojekt, en kampagne eller lignende initiativer med relevans for den internationale idrætsdebat, så inviterer Play the Game 2024 jer også til at bruge vores konference til at lancere jeres projekt for et internationalt publikum.

Play the Game forventer deltagelse af mindst 100 journalister, der repræsenterer medier over hele kloden, hvilket gør konferencen til en ideel platform til at nå ud til et verdensomspændende publikum og opbygge varige samarbejdsrelationer.

Spørgsmål og kontakt

Indsendelse af abstracts eller spørgsmål til programmet: Konferenceansvarlig Stanis Elsborg, stanis@playthegame.org, eller +45 61 77 49 15

Logistik: Konferencemanager Maria Suurballe, maria@playthegame.org eller +45 20 20 68 38

Læs mere om Play the Game 2024