Play the Game åbnet på Island
Den internationale konference Play the Game, som samler journalister, idrætsforskere og idrætspolitikere, er officielt åbnet i Reykjavik. Konferencen kan hele ugen følges på nettet.
Frem til torsdag sætter cirka 250 journalister, idrætsforskere og idrætspolitikere fra det meste af verden fokus på en række af sportens skyggesider ved den internationale konference Play the Game. Konferencen er hidtil blevet afholdt i København, men er i år rykket til Reykjavik, hvor Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, søndag eftermiddag åbnede konferencen, der er støttet af den islandske ungdomsorganisation UMFÍ. Under konferencen vil en gruppe studerende fra Danmarks Journalisthøjskole løbende dække konferencen på hjemmesiden www.thepulse2007.org. Desuden bringer Idan.dk enkelte nyheder fra Island gennem ugen.
Idræt som politisk redskab
Den islandske præsident benyttede åbningen til at komme med en række personlige betragtninger om, hvordan idrætten kan bruges som et redskab for politiske ændringer og udbredelsen af menneskerettigheder.
Som medlem af bestyrelsen for The Special Olympics, der arbejder for at udbrede idræt blandt udviklingshæmmede, pegede han bl.a. på, hvordan det lykkedes at få stor opbakning fra de kinesiske myndigheder til de nyligt afholdte World Games i Shanghai. Dermed blev de udviklingshæmmede sat i et helt nyt positivt lys i verdens folkerigeste land. ”Hvis du giver de udviklingshæmmede en behandling, der er på niveau med OL, så sender du det budskab, at disse mennesker er på samme måde som alle andre,” sagde Ólafur Ragnar Grímsson, der håber, at OL til næste år vil kunne give lige så positive resultater på miljøområdet.Han pegede på, at Kina vil være tvunget til at forbedre de alvorlige miljøproblemer, der er i Beijing, hvis legene skal kunne gennemføres.