Play the Game får Gerlev-prisen
Gerlev-Prisen går til Play the Game for organisationens arbejde med at fremme en fri, uafhængig og faktuel debat om sportens nuværende og fremtidige rolle.
Play the Games bliver lørdag den 4. oktober hædret med Gerlev-Prisen, der i år uddeles for 30. gang. Play the Game får prisen for sin internationalt funderede indsats for at sikre en fri og uafhængig debat om sporten, herunder skyggesider som korruption og doping. Et arbejde, der ligger direkte i forlængelse af Gerlev-Prisens ønske om bl.a. at støtte initiativer, der anfægter den etablerede idrætspolitiske orden. Organisationen har desuden formået at samle journalister, forskere og idrætspolitikere gennem sine internationale konferencer og netværk og derved skabt et mødested for alle, der ønsker en kritisk diskussion af sportens kulturelle, sociale, politiske og økonomiske aspekter.
Fri debat er nødvendig
“Idrætten vil aldrig kunne finde holdbare løsninger på dens udfordringer, hvis ikke den er åben for en fri og faktuelt baseret debat. Derfor vil vi gerne dele prisen med alle dem, der er truet, chikaneret, marginaliseret, latterliggjort og udstødt, men som alligevel har haft modet til at komme med deres viden og synspunkter til Play the Game og på den måde skabt ’et hjem for de hjemløse spørgsmål’ i sporten,” siger Play the Games daglige leder, Jens Sejer Andersen i en kommentar til prisen.
Gerlev-Prisen bliver overrakt i forbindelse med fejringen af Gerlev Idrætshøjskoles 70-års-jubilæum lørdag den 4. oktober. Blandt tidligere modtagere finder man Helle Gotved, Torben Ulrich, Per Olov Enqvist, Vegard Ullvang, Mads Øland, Andrew Jennings, Alessandro Donati og Hans B. Skaset.