Play the Game indgår aftale om ’good governance’
Idrættens Analyseinstitut og Play the Game har fornyet og udvidet sin aftale om at undersøge og udvikle bedre ledelse i idrættens organisationer.
En samarbejdsaftale mellem Play the Game under Idrættens Analyseinstitut og det belgiske universitet KU Leuven forstærker de fælles anstrengelser for at skabe større viden om ’good governance’, dvs. god ledelse, inden for idrættens organisationer.
Konkret indebærer aftalen, at ph.d. Arnout Geeraert, der er ansat under Play the Game, med base på KU Leuven kan videreføre sit videnskabelige arbejde med at analysere idrættens ledelsesforhold og udvikle ledelsesredskabet Sports Governance Observer.
Sports Governance Observer udspringer af det nu afsluttede EU-støttede projekt AGGIS, hvor en række europæiske universiteter og vidensinstitutioner, herunder KU Leuven, gik sammen om at undersøge de ofte åbenlyse problemer i international idræt i form af bl.a. mangel på demokrati, åbenhed og økonomisk gennemsigtighed. Problemer, som kan fremme egentlig korruption, men som gør organisationer mindre effektive og skader deres offentlige omdømme.
Sport Governance Observer måler på kerneområder som demokrati, åbenhed og egenkontrol, hvorvidt nationale og internationale idrætsorganisationer lever op til en række anerkendte standarder for god ledelse. Det er derved et redskab, som giver idrætsorganisationer mulighed for at sammenligne sig selv med andre organisationer og forbedre deres forbundsledelse.