Play the Game-konferencen 2024 afholdes i Trondheim 4.-7. februar
Ud over klassiske emner som sports governance og geopolitik sætter Play the Games 13. internationale konference fokus på emner som klimaforandringer og vintersport. Konferencen bliver afholdt i samarbejde med NTNU Business School i Trondheim.
Selvom deltagerne på Play the Game 2024 kommer til at have det lunt og godt på konferencehotellet Radisson Blu Royal Garden Hotel i Trondheim, vil der alligevel være mere fokus end sædvanligt på vintervejret udenfor, når 300-400 deltagere med interesse i idrætspolitik samles i Norge fra 4.-7. februar 2024.
Tiden må vise, om deltagerne kan se frem til frostvejr, sne, regn eller høj sol. Én ting er sikkert: global opvarmning truer særligt – men ikke udelukkende – vintersporten over hele kloden. Derfor vil diskussionerne naturligt falde på forholdet mellem sportsindustrien og klimaforandringer, når Play the Game holder sin 13. internationale konference i hjertet af Norge, et land hvis idrætsvaner hænger uløseligt sammen med landets klimatiske og geografiske forhold.
Samtidig er der også fyret op under det idrætspolitiske klima efter Ruslands invasion af Ukraine. Play the Game 2024 vil som altid bringe ledende eksperter fra alle områder inden for sports governance og politik sammen i banebrydende debatter om sportsverdenens tilstand.
Konferencen i Trondheim er arrangeret i samarbejde med NTNU Business School på Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, der selv huser en række eksperter inden for både sportsøkonomi, megaevents og klima.
“Vi er stolte af at have fået lov at være værter for Play the Game-konferencen i 2024,” siger Harry Arne Solberg, professor på NTNU Business School.
”Igennem årene har Play the Game adresseret de vigtigste emner inden for sport – som trusler mod god governance, udfordringerne med at overholde etiske standarder, styrkelse af demokrati, åbenhed og ytringsfrihed. Spørgsmål, som aldrig har været mere relevante end nu,“ fortsætter han.
For at sikre værtskabet af Play the Game 2024 har NTNU ud over egne ressourcer også indhentet støtte fra en lang række interessenter, blandt andet det norske kultur- og ligestillingsministerium. Støtte fra andre institutioner er i gang med at blive forhandlet.
Nordmænd giver deres mening til kende
NTNU bød oprindeligt på at være medarrangører på 2021-konferencen, men coronarestriktioner gjorde det umuligt at komme på inspektionsbesøg i Trondheim. På det tidspunkt fik NTNU derfor lovning på, at de måtte få serveretten til at byde på den næste Play the Game-konference uden for Danmark.
Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, er glad for, at Play the Game-konferencen endelig kan tage til Norge.
“Norske sportsudøvere og officials har en stærk tradition for at give deres mening til kende i forhold til de etiske og demokratiske udfordringer, som moderne sport står overfor. Som land er Norge ledende i at promovere diversitet og global solidaritet, hvilket også vil smitte af på indholdet på Play the Game 2024,” siger han.
Ud over klimaforandringer gør dynamikkerne i international idrætspolitik det svært at forudse de specifikke problemstillinger, der vil være på programmet om et år, men generelt fokuserer Play the Games internationale konference altid på store geopolitiske og governance-mæssige udfordringer, antidoping, bæredygtigheden af store sportsbegivenheder og kampen mod forskellige former for overgreb.
I løbet af de næste uger vil Play the Game nedsætte en bredt funderet programkomité, hvis rolle er at rådgive om og inspirere til indholdet på konferencen.
Konferencen vil blive afholdt på Radisson Blu Royal Garden Hotel, der ligger i centrum af Trondheim, og som har topmoderne konferencefaciliteter og nyrenoverede, rummelige værelser.
Vi åbner for tilmeldinger og udsender et call for papers i løbet af foråret 2023, hvor man kan finde de opdaterede priser og andre praktiske informationer. Hold dig opdateret ved at skrive dig op til Play the Games nyhedsbrev.