Play the Game lancerer Sports Governance Observer
Play the Game lancerer i samarbejde med syv europæiske partnere redskabet ’Sports Governance Observer’, der skal bekæmpe korruption og dårlig ledelseskultur i internationale idrætsorganisationer.
Internationale idrætsorganisationer, der ønsker at begrænse korruption eller magtmisbrug i egne rækker, får nu et nyt redskab stillet til rådighed. ’Sports Governance Observer’ bliver den 8. april præsenteret på et internationalt seminar i Bruxelles med deltagelse af over 100 eksperter, politikere og idrætsledere. Sports Governance Observer er et værktøj, som giver enhver med grundlæggende indsigt i en idrætsorganisation mulighed for at kontrollere internationale idrætsorganisationers præstationer ud fra fire perspektiver: Åbenhed, demokratiske processer, interne kontrolmekanismer og solidaritet. Bag redskabet står det EU-støttede projekt ’Action for Good Governance in International Sports Organisations’, som er blevet gennemført af Play the Game/Idan i samarbejde med eksperter fra seks europæiske universiteter samt European Journalism Centre. Gruppen har ud over at udvikle Sports Governance Observer udarbejdet en omfattende rapport om god ledelse i internationale idrætsorganisationer, som danner grundlag for værktøjet. “Bedre ledelse inden for idrætten er afgørende, hvis idrætsorganisationerne skal tages alvorligt i kampen mod de mange former for snyd og korruption, der er dukket op i de senere år, og hvis vi skal have tillid til, at de kan udbrede positive sociale og kulturelle værdier for børn og unge,” siger Jens Sejer Andersen, der international chef for Play the Game og koordinator på projektet.
Store udfordringer i internationale idrætsorganisationer
Sports Governance Observer vil i de kommende måneder blive yderligere testet og justeret, inden resultaterne af den første samlede undersøgelse af de internationale specialforbund bliver fremlagt på den ottende Play the Game-konference den 28.-31. oktober 2013 i Aarhus.
En foreløbig og mindre omfattende testning af de 35 specialforbund for olympiske idrætsgrene dokumenterer, at mange af idrættens internationale organisationer er udfordret på flere fronter. De foreløbige resultater viser blandt andet:
- Kun 3 ud af 35 forbund (9 pct.) har uafhængige etiske komitéer, og kun en enkelt af disse har et klart mandat til at gennemføre uafhængige undersøgelser på eget initiativ.
- De fleste internationale forbund, 28 ud af 35 (80 pct.), inddrager udøverne gennem aktivkomitéer, men kun 4 forbund (11 pct.) giver udøverne en plads i bestyrelsen.
- Langt hovedparten af forbundenes bestyrelsesmedlemmer er mænd. Kun 12 pct. er kvinder, og 15 ud af 35 forbund (43 pct.) har slet ingen kvinder siddende i bestyrelsen, mens kun tre forbund har en kvinde i spidsen for organisationen.
- Kun 8 ud af 35 specialforbund (23 pct.) har begrænsninger på, hvor lang tid man kan bestride en ledende post. Forbundspræsidenterne har i gennemsnit siddet i 14 år.
”Korruption og udemokratisk ledelse er et så udbredt problem i idrætten, at ingen organisation kan håndtere disse udfordringer alene. Det er vigtigt, at så mange interessenter og synspunkter som muligt bliver involveret. Offentligt pres og interne overvejelser må gå hånd i hånd for at skabe de nødvendige ændringer i idrætten,” sagde Jens Sejer Andersen i forbindelse med seminaret i Bruxelles. Her fremlagde samtidig fire andre EU-støttede projekter med fokus på god ledelse i idrætten deres foreløbige resultater, ligesom repræsentanter fra den olympiske bevægelse og internationale idrætsorganisationer deltog i debatten. AGGIS-projektet er gennemført af Play the Game/Idrættens Analyseinstitut i samarbejde med universiteterne i Loughborough, England, Leuven, Belgien, Utrecht, Holland, Køln (Deutsche Sporthochschule), Tyskland, Ljubljana, Slovenien, Lausanne, Schweiz, samt European Journalism Centre i Maastricht, Holland.