Play the Games direktør får ny rolle
Efter 13 år i spidsen for Play the Game stopper Jens Sejer Andersen som leder af Play the Game. Han fortsætter dog i organisationen.
Play the Game står foran et direktørskifte, efter at organisationens initiativtager og mangeårige leder, Jens Sejer Andersen, har valgt at stoppe fra den 15. marts. Jens Sejer Andersen, der har opbygget et meget omfattende internationalt idrætspolitisk kontaktnet, er dog ikke tabt for organisationen. Efter en planlagt orlov på seks måneder, som han vil bruge til at komme sig over en periode med stress, forventer Jens Sejer Andersen at vende tilbage i en ny og mindre administrativt præget rolle.Samtidig er tidspunktet det rigtige for et personskifte i toppen af Play the Game, mener Jens Sejer Andersen. Han peger bl.a. på, at der ligger tre kvalificerede arrangørbud fra Tyskland, Sydafrika og Slovenien på den næste Play the Game-konference i 2011, og at det i øvrigt er sundt med fornyelse. ”En organisation som Play the Game, der hele tiden prøver at kvalificere den offentlige debat og arbejder for værdier som demokrati, åbenhed og ytringsfrihed, bør ikke afhænge af én person, og heldigvis er det heller ikke tilfældet for vores institution. Det er det rigtige tidspunkt for mig som for Play the Game at søge ny inspiration,” siger Jens Sejer Andersen i en pressemeddelelse. Indtil en ny direktør er på plads, vil Play the Games' bestyrelsesformand, Jens Brinch, varetage den daglige ledelse i samarbejde med konferencemanager Maria Suurballe.