Politikere vil have flere fritidspas, men er det vejen til succes?

Socialt udsatte børn og unge dyrker idræt i mindre grad end andre børn og unge. Det skal 22,3 mio. kr. til fritidspas være med til at lave om på. Et bredt flertal i Folketinget besluttede i november måned, at resterne fra satspuljen blandt andet skal gå til, at kommuner, som endnu ikke har en fritidspas-ordning, får mulighed for at søge om midler til at oprette en sådan.

De 22,3 mio. kr. samles i en ansøgningspulje, hvor kommunerne så kan søge om støtte til eksempelvis at lave kurser for frivillige i foreningerne, formidle fritidspas-ordningen til foreninger og forældre samt give økonomisk støtte til socialt udsatte børn og unge i form af kontingent til idrætsforeningerne.

Men har kommunerne uden en fritidspas-ordning så tænkt sig at sende en ansøgning om at få del i de 22,3 mio. kr.? Ikke nødvendigvis. I hvert fald ikke hvis man spørger Tønder Kommune, der ifølge Idrættens Analyseinstituts (Idan) egen undersøgelse er en af de 35 kommuner, som i dag ikke tilbyder fritidspas eller har en lignende kommunal ordning.

Der mangler evidens for, at fritidspas virker

Kommunen er opmærksom på ansøgningspuljen, men går stadig med mange overvejelser, fortæller Esben Lund Mølhede Thøstesen, der er projektleder i ’Bevæg dig for livet’ i kommunen.

”Jeg synes, at det vi mangler for at kunne tage en beslutning om, hvad der skal ske, det er at få noget evidens på, om de her fritidspas i det hele taget har den effekt, man håber på. Det er jo dejligt at kunne uddele en masse fritidspas, men vi ved også, at mange ikke bliver indløst. Og i forhold til forankring, så ved vi heller ikke, om børnene bliver fastholdt i foreningsfællesskabet,” siger han.

Julie Bohn Rasmussen, programleder for DGI Inklusion har i årenes løb været i kontakt med mange kommuner og foreninger om netop deres erfaringer med fritidspas, men hun er enig i, at det ville være rart med mere viden om virkningen af forskellige typer af fritidspas-modeller, så de som idrætsorganisation har noget data at bringe videre til de kommuner, som er i samme situation som Tønder. Hun understreger dog samtidig, at man skal tænke sig om, hvis man vil måle en decideret effekt af fritidspas:

”Det er farligt at lave den slutning, at fordi børn, der har været støttet af fritidspas, stopper i foreningen, så er det automatisk en dårlig historie. For rigtig mange børn shopper altså rundt mellem fritidsinteresser, og jeg synes ikke, vi skal pålægge børn med fritidspas en større kontinuitet end så mange andre børn. Så ja, der mangler data, men man skal være opmærksom på, hvordan man måler effekten,” siger hun.

Fritidspas handler ikke kun om økonomisk støtte

Når et bredt flertal i Folketinget afsætter 22,3 mio. kr. til at understøtte udviklingen af fritidspas-ordninger i kommunerne, så er det positivt i den forstand, at denne målgruppe prioriteres, mener Per Nedergaard Rasmussen, leder af den kommunale enhed for DIF og DGI. Men for at ansøgningspuljen skaber flest mulige gode og velfungerende ordninger, så kræver det i høj grad et fokus på, at ordninger skal være relationsbaseret, mener både DIF og DGI.

Og det er netop sådan en ordning, som Tønder Kommune finder interessant:

”Det kunne være interessant, hvis vi nu skulle søge penge fra ansøgningspuljen, at vi sideløbende med en økonomisk støtteordning kunne have en ressourceperson, som via en håndholdt indsats kan følge de unge mennesker hen i foreningsfællesskaberne og hjælpe med forankringen. Jeg tror også, det ville være relevant at undersøge en slags udslusningsmodel, hvor kommunen betaler kontingent det første år og så trapper ned, så borgeren bliver bekendt med at prioritere et kontingent,” siger Esben Lund Mølhede Thøstesen.

Ifølge Julie Bohn Rasmussen er ressourcepersonen et vigtigt fokus, når der arbejdes med fritidspas. DGI Inklusion lægger vægt på, at den økonomiske støtte blot er en del af en vellykket ordning. Det handler ligeså meget om, at der skal være social støtte og dialog med familien i forhold til, hvad barnet har lyst til at gå til, hvilke foreninger der findes, og hvad det egentlig vil sige at gå til karate eller badminton.

”Det vi ser, når det er en lærer eller sundhedsplejerske, som er i denne dialog, det er ofte, at det også afføder lidt ekstra hjælp. Altså, så går man måske lige ind på hjemmesiden og finder ud af, at træneren hedder Kasper, og man giver ham lige et kald eller får familien til selv at ringe, og så er man godt i gang,” siger Julie Bohn Rasmussen.

Fritidspas er ikke den eneste vej til succes

I Tønder Kommune er man trods den oprettede ansøgningspulje stadig i tvivl om, hvorvidt en kommunal fritidspas-ordning er den rigtige løsning.

”Vi hilser prioriteringen af fritidspas til socialt udsatte børn og unge velkommen, men der er stadig mange ting, som jeg synes kunne trænge til at blive fulgt til dørs og undersøgt lidt nærmere. Derudover er vi så heldige, at vi har en stærk og velfungerende BROEN-lokalafdeling, som vi understøtter,” siger Esben Lund Mølhede Thøstesen.

BROEN Tønder er en lokalafdeling under BROEN Danmark, som også arbejder for, at flere socialt udsatte børn og unge kommer med i foreningslivet. På landsplan findes der 30 lokalafdelinger, som består af en række frivillige, der koordinerer støtten til det enkelte barn.

Og ifølge både Julie Bohn Rasmussen og Per Nedergaard Rasmussen kan en BROEN-lokalafdeling eller en lignende kommunal indsats være ligeså god som en fritidspas-ordning.

”Vi er i princippet ligeglade med, om ordningen hedder fritidspas eller BROEN. For BROEN er en fantastisk organisation og er dygtige til at håndtere de her grupper. Generelt er der rigtig mange dygtige organisationer, der kan hjælpe med til at opfylde visionen om flere idrætsaktive,” siger Per Nedergaard Rasmussen.

Kommunen bør tage grundsvaret

Alligevel mener Julie Bohn Rasmussen, at man i kommunen bør overveje at tage grundansvaret, da en social organisation er meget afhængig af sine frivillige og de fonde, der skal støtte arbejdet. Hvis BROEN Tønder ikke længere kan løbe rundt, så står de socialt udsatte børn og unge i Tønder Kommune pludselig uden de samme muligheder. Hun lægger vægt på, at civilsamfundet fint kan supplere, men ikke være bærende, samt at en ordning som fritidspas kræver kontinuitet, fordi der er mange aktører såsom skoleledere, sundhedsplejersker og boligsociale medarbejdere, som skal kende til ordningen, for at den giver mening.

”Det frivillige foreningsliv kan helt sikkert noget, men der er altså også socialt udsatte børn og unge, som kommer med en lidt anderledes baggrund, som i visse tilfælde kan kræve en professionel indsats, som er vedholdende og struktureret, og her bør kommunen tage et ansvar. Til gengæld bør kommunerne samarbejde med frivillige organisationer som Red Barnet, BROEN Danmark, Dansk Flygtningehjælp og DGI, som kan være med til at understøtte en velfungerende ordning,” siger Julie Bohn Rasmussen.

Sætter ansøgningspuljen udviklingen i 2020 i stå?

Derfor er DGI gået sammen med Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og BROEN Danmark om at kontakte kommuner, der endnu ikke har en fritidspas-ordning eller lignende for at tage en dialog med dem om, hvad der eventuelt kunne give mening hos dem. De starter hos de fire-fem kommuner, som har forpligtet sig til at være en såkaldt visionskommune i Bevæg dig for livet-sammenhæng, men som endnu ikke figurerer på Idans liste over kommuner med en fritidspas-ordning eller lignende kommunal ordning. De starter rundringningen her, fordi DIF og DGI i forvejen har et samarbejde med disse kommuner og dermed har nem adgang til at få en god dialog op at køre.

”Vi har bestemt ikke et ønske om at slå dem i hovedet over, at de ikke har nogen ordning, men det er mere for at få en fornemmelse af, hvor kommunerne står henne i forhold til at etablere en ordning, hvilke forbehold og overvejelser de har, og for at stille vores erfaringer til rådighed” siger Julie Bohn Rasmussen.

Og hun er spændt på, hvor meget der kommer til at ske i 2020, nu hvor ansøgningspuljen først kan udmøntes i 2021. Julie Bohn Rasmussen er bange for, at det sætter udviklingen i stå, fordi kommunerne venter med at etablere en eventuel ordning. Hun ville derfor ønske, at planen for ansøgningspuljen så lidt anderledes ud.

”Men hvis vi alligevel skal vente på, at pengene fra ansøgningspuljen kan udmøntes, så kunne det jo være fornuftigt at lave nogle undersøgelser på, hvordan fritidspas virker, og hvilken effekt de har,” siger hun.