Idan Artikel 14.11.2012

Portræt af storbyens løbere

Storbyens løbere har forskellige behov, som man bør tage højde for i blandt andet byplanlægningen, konkluderer en ny rapport. Rapporten beskriver fem løbetyper.

Skrevet af: Søren Bang

Næsten en tredjedel af alle voksne danskere dyrker motionsløb, og i de store byer er løbere blevet en naturlig del af gadebilledet på linje med fodgængere, bilister og cyklister.

Men storbyens løbere er ikke en ensfarvet grå masse. De har vidt forskellige motiver og interesser, som bl.a. kommuner bør have for øje i byplanlægningen, konkluderer en ny rapport, ’ Løb i byer’, der er udarbejdet af konsulentfirmaet Hasusenberg for Realdania. Rapporten bygger blandt andet på interviews med udvalgte løbere og når ud fra deres løbepræferencer og behov for fællesskab, motion og oplevelser frem til, at mindst fem forskellige løbetyper befolker byen. Hverdagsløberen er den hyppigst forekommende løbetype, hvis primære motiv for at løbe er sundhed, trivsel og motion. Hverdagsløberne løber typisk alene, deres rute er lokale, relativt korte og starter som regel ved hoveddøren. De fleste hverdagsløbere fremhæver oplevelsen af flow og ro som vigtigt, og mange søger væk fra byens trængsel og ind i byens grønne omgivelser. Løbet gennem den almindelige by kan derfor opleves som en barriere. Løbeentusiasten er en mindre gruppe af mere seriøse løbere, som ofte også løber i klub. For løbeentusiasten er der et konkurrenceelement i løbet, og han eller hun løber generelt alene på længere distancer. For løbeentusiasten hænger tilrettelæggelsen af ruten sammen med et stort behov for ubrudt flow og uforstyr¬rethed på strækninger op til 10-15 km. Løbeentusiasten undgår helst andre trafikanter og byens klassiske løberum. Klubløberen tilhører en mindre gruppe, hvis kendetegn er ønsket om at tilføje træningen en social dimension. At løbe i klub er mindre fleksibelt og mere skemalagt, og mange klubløbere løber både i klub og for sig selv. Klubløbernes tilgang til byen er præget af en bevidst brug af byens landskab. Selvom ruterne vælges ud fra mindst mulig trafik og mest muligt flow, udnytter klubberne samtidig byens mange forhindringer og barrierer i deres løbetræning. Herudover nævner rapporten Opdagelsesløberen og Netværksløberen som indtil videre to meget små grupper, der dog repræsenterer nye måder at løbe i byen. Kort fortalt har opdagelsesløberen fokus på at udforske og opleve byens rum, mens netværksløberen bruger løbeturen til professionel networking.

Flere anbefalinger

Rapporten munder ud i række anbefalinger for kommuner, foreninger og andre med interesse for at stimulere løb i byen. Blandt andet peger rapporten på, at kommuner tænke flere oplevelser ind i løberuter.

Men som rapporten også peger på, er det de færreste løbere, som slavisk ønsker at følge udstukne ruter. De fleste stykker deres egne ture sammen, og derfor handler det det også i høj grad også om at skabe nye passager i byen, så det bliver lettere og mindre stressende at komme rundt i byen og hen til de rekreative områder. Samtidig peger rapporten på, at det er vigtigt at planlægge og formidle differentieret i forhold til byens løbere, da de ikke er én bestemt gruppe, men dækker over forskellige motiver og behov. 

Læs mere om motionsløb

 
 
Download og læs mere om rapporten 'Løb i byer' på Realdanias hjemmeside
Se også Idans artikel om motionsløbere, der også opererer med en række løbetyper