Pris for nytænkende idrætsarkitektur
Tegnestuerne BIG og JDS Architects modtog Kulturministeriets ’Idrættens Arkitektpris 2012’ for at bryde op med vanetænkning og gå nye veje i idrætsarkitekturen.
Kulturminister Uffe Elbæk overrakte den 24. august ’Idrættens Arkitektpris’ til Bjarke Ingels og Julien De Smedt fra henholdsvis tegnestuen BIG og JDS Architects for deres arbejde inden for idrætsarkitekturen. Til grund for prisen ligger deres arbejde med at tænke anderledes inden for idrætsarkitekturen og at inspirere til at sætte en ny dagsorden for en generation af unge arkitekter. De to arkitekter har tidligere arbejdet sammen i tegnestuen PLOT og står bag markante idrætsbyggerier som Sjakket i Københavns Nordvestkvarter og havnebadet ved Islands Brygge, som begge har modtaget arkitektpriser. Siden er de to fortsat med hver deres tegnestuer, som nyder stor respekt i såvel Danmark som i udlandet for bl.a. deres arbejde med at nytænke idrætsfaciliteter og byrum. ”Vi har i det seneste tiår set en fantastisk udvikling af vores byer, hvor idrætsarkitektur tænkes meget mere ind i byrum og pladser, og hvor der er skabt folkelige, åbne og inkluderende anlæg til leg og bevægelse, samvær og fællesskab,” sagde Uffe Elbæk ved prisoverrækkelsen, hvor han pegede på prismodtagerne som eksponenter for netop den udvikling. I forbindelse med overrækkelsen af ’Idrættens Arkitektpris’ blev der også uddelt en særlig talentpris til et udvalgt projekt blandt afgangsprøverne ved landets fire arkitektskoler. Den gik i år til Liv Redder Storgaard fra Kunstakademiets Arkitektskole for at nytænke rummet ved Amerika Plads i København. Priskomitéen består af repræsentanter fra Akademisk Arkitektforening, Lokale og Anlægsfonden, Kunstakademiets Arkitektskole i København, Arkitektskolen Aarhus og Idrættens Fællesråd.