Program til Play the Game 2013 er offentliggjort
Play the Game har offentliggjort det første udkast til program for Play the Game 2013, der finder sted i Aarhus den 28.-31. oktober. Mød en lang række markante oplægsholdere fra den danske og internationale idrætsbranche.
Første udkast til programmet er offentliggjort og afslører, at mange spændende og prominente talere og organisationer vil give deres indspark på konferencen, som finder sted i Aarhus den 28.-31. oktober.
Download det foreløbige program her Tilmeld dig Play the Game 2013 her
Bekæmpelse af matchfixing
Play the Game 2013 tager endnu en gang fat i en række af idrættens aktuelle og ømme punkter ved at gå tæt på bl.a. matchfixing, hvor oplægsholdere fra Europol, Interpol og det Qatar-baserede International Centre for Sports Security vil fortælle om deres arbejde med at bekæmpe matchfixing og komme med vurderinger truslens karakter og omfang.
Det samme gør den canadiske forfatter og ph.d., Declan Hill, der gennem en lang årrække har fulgt machfixing internationalt, og som i flere omgange har bidraget med sin viden i Play the Game-sammenhænge. Samtidig giver den internationale spillerorganisation FIFPro sit bidrag til debatten om, hvordan man kan bekæmpe et problem, der ofte forstærkes af ringe arbejdsforhold blandt professionelle fodboldspillere, mens Danmarks Idrætsforbund fortæller om de nye danske regler rettet mod matchfixing.
Kampen mod doping
Play the Game 2013 byder også på en aktuel debat om doping og anti-doping, få uger før det internationale antidoping-agentur, WADA, afholder kongres i Sydafrika og efter planen vedtager et nyt antidoping-kodeks.
WADA stiller op på konferencen, hvor også den tidligere WADA-præsident og nuværende medlem af IOC, Richard W. Pound, vil sætte fingeren på dopingbekæmpelsens nuværende mangler. Et af de forventede højdepunkter på konferencen bliver også det amerikanske antidoping-agentur, USADA’s, William Bock, der spillede en nøglerolle i arbejdet med at afsløre doping hos cykelholdet US Postal og Lance Armstrong.
Korruption eller god ledelse i idrætten
God ledelse i internationale idrætsorganisationer har gennem de seneste år stået centralt i Play the Game-regi. Play the Game har bl.a. i samarbejde med en række europæiske universiteter gennemført EU-projektet ’Action for Good Governance in International Sports Organisations’ (AGGIS).
På Play the Game 2013 præsenterer Play the Game de første resultater af en undersøgelse af ledelse og forvaltning i udvalgte internationale idrætsorganisationer med afsæt i redskabet ’Sports Governance Observer’, som giver mulighed for at måle organisationers ledelse og forvaltning på en række parametre. Også reformprocessen i det internationale fodboldforbund, FIFA, er på dagsordenen, når en række oplægsholdere anført af formanden for FIFA’s uafhængige reformkomité, Mark Pieth, gør status på FIFA’s arbejde med at sikre en bedre forvaltning i organisationen: Er der tale om reelle reformer eller blot luftkasteller?
Fokus på kommende megaevents: Rusland og Brasilien
Afholdelsen af de kommende olympiske lege og VM i fodbold står i centrum for flere debatter på Play the Game 2013 med deltagelse af eksperter fra både Rusland og Brasilien.
Det kommende vinter-OL i Sochi, Rusland, vil blive historiens hidtil dyreste sportsvent og er omgærdet af massive korruptionsrygter. Konferencen sætter fokus på, hvordan vinterlegene indgår i et større politisk spil. Det samme gør Brasiliens værtskaber for sommer-OL i 2016 og VM i fodbold i 2016, hvor bl.a. korruption og ressourcespild op til legene og mesterskaberne er blevet mødt af massive folkelige protester. På konferencen giver oplægsholdere, heraf flere fra Brasilien, kritisk input til debatten om Brasiliens store udfordringer i forbindelse med værtskaberne og mulighederne for at bruge OL og VM som løftestang for bl.a. befolkningens idrætsdeltagelse.
Breddeidræt og aktiverende arkitektur
Ud over idrættens ømme punkter sætter Play the Game denne gang særligt fokus på breddeidrætten og de mange måder, hvor arkitektur og faciliteter kan være med til at skabe mere bevægelse og aktivitet blandt folk.
Danmark er med helt fremme internationalt, når det gælder høj idrætsdeltagelse, og Play the Game retter blikket mod forskellige trends inden for breddeidrætten med en række danske og internationale eksperter på området. Derudover bliver der sat fokus på mulighederne for at skabe aktivitet gennem arkitekturen og muligheder i at skabe bevægelse i byrummene, men også muligheder i bedre udnyttelse og udvikling af eksisterende faciliteter bliver belyst.