Idan Artikel 05.10.2023

Projekt i Fredericia har givet flere 11-12-årige lyst til at deltage i foreningsidræt

Let’s Go-projektet i Fredericia Kommune har fået flere børn i 11-12-årsalderen til at blive medlem af en idrætsforening. Lidt overraskende viser det sig, at det især er mindre kendte idrætter som gokart, skydning, rugby og kegler, der er populære hos børnene.

Gennem en årrække har undersøgelser som danskernes motions- og sportsvaner vist, at mange børn stopper med at dyrke idræt i 11-12-årsalderen, og at det især er de aktiviteter, der foregår i foreninger, som børnene stopper med. Nu kan Fredericia Kommune imidlertid pege på gode erfaringer fra Let’s Go-projektet, der siden efteråret 2022 har arbejdet specifikt på at øge børn og unges lyst til at deltage i foreningsidrætten. 

Idrættens Analyseinstitut (Idan) skal evaluere projektet i to omgange, og rapporten fra første runde viser, at der under projektet har været en stigning i andelen af børn, der dyrker idræt i foreninger, ligesom flere medlemmer har deltaget i de foreningsaktiviteter, som har været med i Let’s Go. Rapporten peger ligeledes på, at flere piger, som ikke før var aktive, er blevet det efter at have været en del af projektet. 

”Normalt ser vi, at børn omkring 11-12-årsalderen falder fra ude i foreningerne. Let’s Go-projektet viser tegn på at have nogle positive effekter, som går imod den negative kurve, vi ellers ser,” forklarer Mette Eske, som er analytiker hos Idrættens Analyseinstitut og har været med til at udarbejde rapporten. 

Når aktiviteten er ukendt, skal rammen være tryg

Projektet dækker over to initiativer, hvor det ene hedder Idrætsfestival, og det andet kaldes Bland Selv Idræt. Til Idrætsfestival kommer lokale foreninger ud og afholder deres idrætsaktiviteter for de forskellige skoler. Eleverne får lov at prøve idrætterne af klassevis, og den velkendte sociale ramme skal gøre det mere trygt at prøve en ny idrætsaktivitet af. 

”Eleverne oplever det som mere trygt at prøve nye aktiviteter, når det er sammen med nogen, som de kender godt. Samtidig er alle mere eller mindre begyndere i den nye aktivitet. Eleverne siger selv, at det gør det nemmere, end hvis man for eksempel skulle starte på et etableret hold i en idrætsforening,” forklarer Mette Eske. 

Bland Selv Idræt dækker over den efterfølgende mulighed for at tilmelde sig et kortere forløb ude i de forskellige idrætsforeninger. Der, hvor de to initiativer i Let’s Go-projektet adskiller sig fra, hvad man i forvejen gør ude i mange foreninger, er, at fokus på konkurrence er taget helt ud af ligningen og erstattet med fokus på fællesskab, bevægelse og sjov. Det åbner især døren for begynderne. 

”Den problematik, vi ser mange steder, er, at det er svært som 11-årig at starte til en ny idrætsgren. Mange holder sig tilbage, fordi de ikke føler sig gode nok. Idéen med Let’s Go er at bryde med den tankegang,” forklarer Mette Eske. 

Rapporten viser, at det ikke kun er begynderne, som har haft glæde af projektet. Den peger på, at der er kommet nye piger til, som ikke før dyrkede idræt, mens drengene primært har suppleret deres fritidsliv med nye eller udskiftet deres gamle aktiviteter. 

Mange forskellige aktiviteter

Grundidéen med Let’s Go-projektet er at introducere 5. og 6.-klasseelever til mange forskellige idrætsaktiviteter. Det varierede udvalg af aktiviteter skal vække børnenes nysgerrighed og åbne deres øjne for de mange muligheder, der er for at dyrke idræt i kommunen.

”Når forældre præsenterer deres børn for foreningsidræt, er det som regel de klassiske som fodbold, håndbold, svømning og gymnastik. Der er mange flere aktiviteter derude, og det oplever børnene på egen krop i Let’s Go-projektet,” forklarer Mette Eske. 

I forbindelse med Idrætsfestivalen og Bland Selv Idræt har det været muligt for børnene at møde op til 24 forskellige fritidsaktiviteter. Det uventede ved resultaterne er, at de mindre kendte sportsgrene ser ud til at have tiltalt børnene mest. 

”Det som er særligt interessant ved dette projekt, er at højdespringerne er de mindre kendte aktiviteter. Det er for eksempel gokart, skydning, rugby og kegler som har været mest populære i forbindelse med Bland Selv Idræt,” siger Mette Eske. 

Blandt de foreninger, der er med i projektet, er det især styrketræning, kampsport og dans, som har fået flere nye medlemmer.

Anden del af Let’s Go-projektet fortsætter hen over efteråret 2023 og foråret 2024, hvor Idan anbefaler, at endnu flere mindre kendte idrætter bliver en del af de aktiviteter, børnene kan prøve.

Download rapporten

Golf i Fredericia
Idan Udgivelse oktober 2023
Let's Go: Evaluering af projektet Let's Go i Fredericia Kommune

Læs mere om projektet

Bueskydning
Idan
Let's Go i Fredericia Kommune

Læs flere nyheder

Mand i glasbur
Idan Vifo Artikel 20.12.2024
Kulturministeren udpeger to nye medlemmer til Idans bestyrelse
Folk der svømmer
Idan Artikel 19.12.2024
Ny rapport: Svømmeklubberne er tilfredse med samarbejdet mellem SvømDanmark og DGI Svømning, men efterlyser bedre overblik og mindre konkurrence
Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 13.12.2024
Idan kortlægger aktører, der arbejder med inklusion og social lighed i idræt
Idans kontor
Idan Vifo Artikel 13.12.2024
Direktør for Idrættens Analyseinstitut  – form fremtidens idræt og folkeoplysning
Dreng hopper fra vippe i svømmehal
Idan Artikel 12.12.2024
Idan og IFFD lancerer Talogviden.dk med undersøgelse af kommunernes brug af viden om idræt og fritid
Fitnessudøvere
Idan Artikel 11.12.2024
Ny opgørelse: Trods forsigtighed i fitnessbranchen fortsætter væksten
Bin Salman
Idan Artikel 02.12.2024
Play the Game har kortlagt Saudi-Arabiens enorme indflydelse på international sport
Motionsløbere på mark
Idan Artikel 27.11.2024
SDU lancerer stor database med resultater fra 'Danmark i Bevægelse'