Regering og organisationer holder idrætstopmøde
På idrættens topmøde 3. april 2019 bliver der sat fokus på indsatsen for at få flere til at dyrke idræt. Aktører og interessenter fra hele landet vil diskutere nye politiske initiativer, foreningers mobilisering, nye partnerskaber og netværk.
Regeringen, DIF og DGI har indkaldt idrætsaktører og -interessenter fra hele Danmark til idrætstopmøde onsdag 3. april i DGI-Byen i København. Blandt deltagerne er H.K.H. Kronprinsen og statsministeren.
På topmødet vil der blive gjort status på det arbejde, der er i gang for at øge idrætsdeltagelsen. Idrætsorganisationer, politikere, kommuner, frivillige, organisationer, fonde m.v. samles for at diskutere nye politiske initiativer, foreningers mobilisering, nye innovative partnerskaber og netværk.
Dagen er en anledning til at kigge fremad og diskutere næste skridt, skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse: Regeringen og idrætsorganisationer går sammen om topmøde.
Regeringen bakker op om DIF og DGI’s ’Bevæg dig for livet’-kampagne, der siden 2015 har haft fokus på at gøre flere danskere idrætsaktive. Her forventes der bl.a. at være indgået 20 forpligtende samarbejder med såkaldte visionskommuner inden årets udgang. Kommuner, der har skrevet under på, at de vil gøre en særlig indsats for bevægelsen.
Der vil også blive gjort status på de idrætsinitiativer, som regeringen har valgt at støtte med 35 mio. kr. fra Satspuljen 2019-2022.
Alle oplæg fra dagen vil blive optaget og gjort tilgængelige efterfølgende på www.bevaegdigforlivet.dk.
Du kan også følge med på Twitter via hashtagget #idrætstopmøde.