Regeringen bør sætte sig for bordenden og insistere på bredt samarbejde

Det er kærkomment, at regeringen formulerer en national strategi for øget idrætsdeltagelse blandt grupper, som idrætten i dag har svært ved at nå. Regeringen har netop en position, hvor den har mulighed for at invitere alle relevante parter med i forhold til at skabe brede samarbejder om at løfte særlige indsatser på idrætsområdet.

Der er også mange positive tiltag i den rapport, som uddyber initiativet. Det er især positivt, at der på regeringsniveau bliver lagt op til brede samarbejder, hvor idræt og bevægelse får en central rolle på tværs af flere ministerier. Skal vi flytte en allerede meget idrætsaktiv nation til at blive endnu mere aktiv, kræver det, at man tænker meget bredt i samarbejder på tværs af mange typer af aktører.

I udgangspunktet er det også positivt, at selve rapporten, som initiativerne bygger på, peger på muligheder for samarbejder med en bred vifte af aktører. Bl.a. står der på side 7 i det 24-siders lange notat, ”at fysisk aktivitet bør forstås i bred forstand og kan foregå enten i foreningsregi, kommunalt regi i en idrætsforening eller anden forening der arbejder med fysisk aktivitet, privat regi fx fitnesscentre eller gennem selvorganiserede aktiviteter”.

Dertil er en række aktører nævnt i slutningen af rapporten som tidligere eller nuværende modtagere af puljemidler. Det gælder bl.a. Sport for LIVET, OMBOLD og BROEN Danmark og Get2sport under DIF.

Snævert fokus på idrætsorganisationer og foreningsliv

Derfor er det tilsvarende ærgerligt, hvis regeringen i praksis kobler udmøntningen af arbejdet snævert sammen med DIF og DGI’s fælles vision ’Bevæg dig for livet’ og reelt frasiger sig muligheden for at sidde for bordenden og sikre en bredere indsats.

Det står ganske vist stadig ikke helt klart, hvordan de nye initiativer præcist skal realiseres. Men både i regeringens lancering af udspillet og hos DIF og DGI har der været en stærk kobling mellem de nye initiativer og ’Bevæg dig for livet’, hvilket for udenforstående kan komme til at virke, som om udspillet mest handler om at understøtte idrætsorganisationernes egne dagsordener.

Rapportens fokus på løsninger er i hvert fald domineret af foreninger, der skal indgå samarbejder for at løse udfordringer med inaktive målgrupper, mens det er uklart, hvordan regeringen ønsker at samarbejde med andre aktører. Hvorfor skal det eksempelvis være foreningernes opgave at tilvejebringe overblik over lokalområdets aktivitetstilbud målrettet grupper med særlige behov, som ét af de konkrete forslag lægger op til? Det fremmer næppe mulighederne for at medtænke utraditionelle aktører ind i samarbejdet.

Det er helt legitimt, at regeringen værdsætter og ønsker at fremme det store og vigtige arbejde, som foregår under det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde. Men netop arbejdet med at få særlige målgrupper til at dyrke mere idræt rækker videre end til foreningsidrætten, og DIF og DGI bør snarere opfattes som centrale medspillere ved siden af andre aktører, der kan byde ind på specialiserede områder.

Dertil kommer, at 40 mio. kr. fordelt over fire år til en særlig indsats for at få flere danskere til at dyrke idræt kan virke som ren symbolpolitik, hvis det ’blot’ er en opbakning til DIF og DGI’s arbejde med at bevæge danskerne. Til sammen får de to organisationer i forvejen over en halv milliard kr. i offentlig støtte om året, hvortil kommer den støtte, som kommunerne yder til det lokale foreningsliv gennem folkeoplysningsloven. Hvor meget flytter 10 mio. kr. ekstra reelt i det billede?  

Inklusion i eksisterende tilbud er ikke altid løsningen

Udgangspunktet for regeringens mission om flere idrætsaktive borgere bunder i statistikker, som viser, at socialt udsatte generelt dyrker mindre idræt end andre befolkningsgrupper. Man kan især se, at borgere på kontanthjælp og førtidspension har en meget lavere idrætsdeltagelse end borgere i beskæftigelse. Men vi ved faktisk ikke ret meget om, hvorvidt disse borgere selv ønsker at blive ’inkluderet’ i etablerede idrætsfællesskaber eksempelvis i det lokale foreningsliv.

Det er i sagens natur positivt at have en strategi for at gøre eksisterende idrætsfællesskaber mere parate og åbne for at modtage nye, idrætsuvante målgrupper. Men man bør ikke stirre sig blind på, at inklusion i ordets egentlige forstand er det eneste svar på at få socialt udsatte målgrupper og idræts-inaktive borgergrupper til at dyrke idræt.

I mange tilfælde ønsker disse borgere at indgå i fællesskaber med personer, de har noget til fælles med, som de kan identificere sig med, og hvor de føler sig trygge. Derfor kan der være store gevinster ved at have idrætstilbud, som møder de socialt udsatte eller inaktive dér, hvor de er. Svaret kan derfor være at sætte fokus på, hvordan man får integreret mere idræt og bevægelse på væresteder, i udsatte boligområder, i sygdomsgrupper, patientforeninger mv. Og her er det ikke nødvendigvis en lokal idrætsforening, som er den bedste og mest oplagte ambassadører for øget aktivitet og deltagelse.  

Dette er en af årsagerne til, at evalueringen af ’Motion på recept’ i 2010 viste, at deltagerne var glade for det særligt tilrettelagte tilbud med ligesindede, men at der var store udfordringer med at ’sluse’ de enkelte borgere ud i andre, eksisterende idrætsmiljøer.

Stor værdi i at anerkende et bredt felt af aktører

Idræt for socialt udsatte er en varm dagsorden i disse år. Før årtusindeskiftet var der meget lidt fokus på dette område, og der fandtes meget få aktører, som specifikt beskæftigede sig med idræt for socialt udsatte. De seneste to årtier er interessen dog blevet intensiveret og især en håndfuld aktører er slået igennem som ’specialister’ i at levere idræt for og med udsatte målgrupper.

Ingen af disse aktører bliver dog nævnt i regeringens rapport som en del af de arbejdsgrupper, der har arbejdet med regeringens mission. De bliver kun nævnt som puljemodtagere til sidst i rapporten, og det ville være interessant, hvis regeringens strategi for flere idrætsaktive borgere kunne indbefatte et fokus på, hvordan disse aktører sikres midler til at fortsætte deres arbejde med hver deres ’niche’ inden for det samlede arbejde med at gøre danskerne mere idrætsaktive.

Det er desuden interessant, at nogle af de lokale (idræts)-foreninger, som har stor succes med at lave idræt for socialt udsatte, er vokset frem uden for DIF eller DGI. Det gælder foreninger som Recovery Bulls i Esbjerg eller SAM-foreningen i Randers. De er blevet etableret fra bunden med bidrag fra personer, som selv har haft social udsathed inde på livet med støtte fra kommunen og med hjælp fra Sport for LIVET.

Det er positivt at se sådanne fællesskaber blomstre op flere steder i landet, men behøver det at være en kerneopgave for DIF og DGI?

Forskel på ’idræt’ og ’fysisk aktivitet’

En sidste pointe, som jeg mener fortjener opmærksomhed, er den nødvendige skelnen mellem idræt og fysisk aktivitet.

I regeringens udspil bliver idræt, fysisk aktivitet og bevægelse ofte blandet sammen. Det er problematisk, fordi der kan være stor forskel på at tælle med som medlem i en idrætsforening og at være fysisk aktiv på et niveau, som bidrager positivt til sundheden.

Er målsætningen primært at fremme trivslen og folkesundheden kan det i nogle tilfælde og for nogle målgrupper være helt reelt og legitimt at have fokus på fysisk aktivitet, som foregår uden for et foreningsfællesskab. Hverdagsmotion, aktiv transport samt forebyggende fysisk aktivitet hos en fysioterapeut eller i et fitnesscenter kan være en god løsning for nogle målgrupper i nogle livsfaser. 

Det er desuden vigtigt at huske på, at det danske samfund og folkeoplysningen i øvrigt byder på mange forskellige muligheder for at indgå i fællesskaber, der bidrager til livskvalitet og forebygger ensomhed, uden at det nødvendigvis er et idrætsfællesskab. F.eks. har aftenskolerne og andre lokale borgerforeninger, ungdomsskoler, musikskoler, kor, madfællesskaber mv. meget at byde på.

Det kunne være interessant at få sådanne brede perspektiver bedre i spil og optimere alle de strenge, der er at spille på. Den øvelse spænder regeringen ben for på forhånd, hvis den overlader pladsen for bordenden til én specifik aktør.