Regeringens skæve skattehop

Aldrig så snart havde den genvalgte VK-regerings ministre taget sportstøjet af efter en valgkamp, der ofte blev ført i løbetøj til ære for medierne, før de lancerede det første idrætslige tiltag som led i det nye regeringsgrundlags plan om at forlænge danskernes gennemsnitlige levetid med tre år over de næste ti år.

Man bør naturligvis være taknemmelig, når skatteministeren, sundhedsministeren og kulturministeren i den allerbedste fælles mening lover én en skattelettelse på mindst et par tusinde kroner som følge af deres i hast sammenflikkede tiltag om at lade landets offentlige og private virksomheder tilbyde medarbejderne skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ordninger for motion og idræt i fitnesscentre og idrætsforeninger.

Men rigtig glad er jeg ikke.

For når man nu som forælder er vant til at stå og vente på ungerne efter endnu en eftermiddags foreningsidræt i en nedslidt og trist skolegymnastiksal, hvor det nyeste inventar er plakaten i udhængsskabet med Morten Olsen fra hans tid som aktiv landsholdsspiller, havde man nok inderst inde forventet, at regeringen ville tage fat fra en helt anden ende i arbejdet med at indfri regeringsgrundlagets løfter om at styrke idræts- og motionsdeltagelsen for den danske befolkning.

For kollegerne på arbejdspladsen og jeg selv betaler jo faktisk vores kontingenter til idrætsforeninger og fitnesscentre med glæde i forvejen. Mange af os behøver ikke yderligere økonomiske incitamenter for at dyrke motion, og der står under alle omstændigheder rigtig mange motionstrængende borgere foran os i køerne til eksempelvis bedre og mere tidssvarende idrætsfaciliteter, forbedret skoleidræt og styrket adgang til motion og idræt for socialt udsatte grupper.

Forhastet tiltag

Det virker derfor forhastet, at regeringen indleder sin ambitiøse indsats for at styrke motionsdeltagelsen og dermed forebyggelsen med at give en skattelettelse på flere hundrede millioner kroner til den del af befolkningen, der måske i forvejen er mest ressourcestærk, mest idrætsaktiv og dermed umiddelbart også mindst trængende i forhold til den velmente håndsrækning fra regeringen.

Det fremgår af en passus i regeringsgrundlaget, at ulighed i sundhed skal bekæmpes. Her er det almindelig kendt, at usund kost, mangel på motion, fedme og dermed også mange af de kostbare livsstilssygdomme, som alle gerne vil gøre noget ved, har en klar social slagside.

Derfor er det lidt af et skævt skattehop at indlede kampen for mere sved på danskernes pander med en skatteordning, der især vil gavne den kommercielle fitness-sektor og den ligeledes stærkt kommercielle og ekspanderende golf- og wellness-sektor, hvor kontingentsatserne – og dermed den ventende skattelettelse - er højst.

De ressourcestærke vinder

Et medlemskab af et fitness-center koster ifølge Idans egne opgørelser 3372 kr. i gennemsnit pr. år, mens et medlemskab af en idrætsforening i gennemsnit koster 754 kr. pr. år for voksne i 2004-priser ifølge DIF’s og DGI’s foreningsundersøgelse. Men foreningskontingenterne dækker over store variationer, og det står klart, at de få ressourcestærke idrætsforeninger, som vil være rustet til at gå ind i kampen med den private fitness-sektor om firmaordningerne, også vil have langt højere kontingenter end gennemsnittet.

Den nye ordning vil, medmindre den i den endelige udmøntning udvandes kraftigt i forhold til intentionen, gøre det til en glimrende fidus for danske virksomheders medarbejdere, som i forvejen er forenings- eller fitnessaktive, at konvertere deres fritidsinteresser til betalte firmaordninger – selv med en frivillig lønnedgang for de tilsvarende beløb.

Man skal ikke sidde længe med lommeregneren, før det står klart, at hvis blot en halv million danskere tager del i den på papiret velmente ordning, løber regningen for regeringens skæve skattehop nemt op i mindst en halv mia. kroner – måske endda mere, mens Flemming Østergaard og andre af den private fitnessbranches kommercielle entreprenører til gengæld kan glæde sig til at dyrke høje kurshop og brat stigende økonomiske formkurver.

Allerede i dag betaler en række virksomheder for medarbejdernes medlemskab af private fitnesscentre. Man kan trygt estimere, at medarbejderordninger står for 400-500 mio. kr. af fitness-sektorens samlede omsætning. Det er svært at sige, hvor mange af disse firmaordninger, som i praksis betales af virksomhederne, men der er ingen tvivl om, at regeringens tiltag giver den første skattelettelse til en gruppe, der i forvejen er firmamedlemmer af fitnesscentre. Altså ingen ekstra sundhed for pengene her. Tilmed har fitness-centrene i dag en gennemsnitlig årlig medlemsgennemstrømning på 50 pct. I fremtiden vil flere af de umotiverede medlemmer lade medlemskabet stå uden egentlig at bruge det. Firmaet betaler jo alligevel.

Besynderlig timing

Et andet besynderligt træk ved den uventede gave til danskere på arbejdsmarkedet er det faktum, at da regeringen før valget lancerede Breddeidrætsudvalget, der skulle undersøge mulighederne for at stimulere idrætsdeltagelsen i den brede befolkning, slog kommissoriet fast, at udvalgets ideer skulle være udgiftsneutrale. Nu kommer et kostbart og lidet gennemtænkt tiltag så pludselig dumpende ud af den blå luft uden, at Breddeidrætsudvalgets arbejde tilnærmelsesvist er færdigt. Man må også undre sig over, at heller ikke den kommende Forebyggelseskommission eller den ligeledes bebudede fusion mellem Det Nationale Råd for Folkesundhed og Motions- og Ernæringsrådet har været taget med på råd.

I første omgang fortolkede den nye sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K) valgkampens skattefrie tilbud fra hans forgænger Lars Løkke Rasmussen (V) til den arbejdende befolkning som et tiltag, der udelukkende var rettet mod den private fitness-sektor. Det fik i ugens løb idrætsorganisationerne, DIF og DGI, på banen med kritik af denne forskelsbehandling i forhold til det frivillige foreningsliv, og regeringen endte altså med at lade alle komme til fadet for husfredens skyld.

Hvad med aftenskolerne?

Nu venter vi så på, at aftenskolernes yogahold og de private danse- og gymnastikinstitutter ligeledes kræver adgang til ordningerne, og spændende bliver det også at se, hvordan ordningerne i praksis skal udmøntes. Hvem skal agere smagsdommer i forhold til de idrætslige ’bevægelser’, som i fremtiden skal takseres som potentielt skattefrie? Hvilke krav skal stilles til kontingentsatser, medarbejderens ansættelsesmæssige tilknytning, udformning af tilbuddene etc., før de kan komme i betragtning?

Processen frem mod den endelige udmøntning af forslaget vil potentielt udløse et fundamentalt brud med tidligere tiders frivillighedsbaserede fritidspolitik. Selv om idrætsorganisationerne i sidste øjeblik fik sig talt med ind i ordningen, vil tiltaget fortsat først og fremmest være til gavn for den kommercielle fitness-sektor, hvor kontingentindtægterne i modsætning til i foreningslivet udgør stort set hele omsætningen.

Selv om ordningen helt sikkert vil motivere mange idrætsforeninger til i højere grad at målrette deres idrætslige tilbud mod voksne og måske motionsuvante borgere, hvilket er positivt, får ordningen først og fremmest den konsekvens, at voksne med arbejdsgiverbetalte ordninger i stigende grad vil nyde de lækre faciliteter i de private fitnesscentre, mens foreningerne i de ofte nedslidte og uhensigtsmæssigt indrettede kommunale faciliteter vil stå endnu mere alene om at løfte byrden med børn, unge og mere svage sociale grupper uden for arbejdsmarkedet.

En sådan udvikling var i forvejen begyndt at tegne sig - ikke mindst i de større byer – og det vil være dybt ulykkeligt, hvis et utvivlsomt velment tiltag fra regeringen for at stimulere motionsdeltagelsen stik mod intentionerne kommer til at forstærke tendensen til ulighed i sundhed.

Retfærdigvis lover regeringen kun, at den vil ’arbejde for initiativet i løbet af regeringsperioden’. Den formulering giver ministrene masser af tid til flere løbeture, hvor helhedsbetragtningerne i fremtidens forbedrede forebyggende indsats i højere grad kan tænkes igennem. Forhåbentlig bliver det nogle rigtig gode, eftertænksomme og helsebringende løbeture.