Rejsedagbog fra verdens største fitnesskongres

LAS VEGAS, mandag den 20. marts 2006

Las Vegas er en glitrende plastikoase i den ellers knastørre Nevadaørken. Som et gigantisk supermarked, der er fyldt med smilende servitricer iført afblegede tænder og korte nederdele, der står parat til at tage imod med gratis cocktails, hvis du lader dig guide ind i lokalernes mørke gamblinggrotter. Her kan alle behov opfyldes, så længe det er cool cash, der anvendes som kommunikationsmiddel. Dette er i sandhed ekstremernes verden.

Jeg er i byen for at medvirke på den 25. kongres arrangeret af amerikansk ledede fitnessorganisation IHRSA, som står for International Health, Racquet & Sportsclub Association - med historiske rødder i tennis og ketcherverdenen. I dag er IHRSA domineret af de kommercielle fitnesscentre. Organisationen er samlingspunkt for over 7.000 centre på verdensplan. Der er cirka 15.000 mennesker tilmeldt denne megaevent, som er en blanding af faglige oplæg og verdens største tradeshow med alskens maskineri og udstyr.

Bella Centret gange ti

 Mandag morgen er Las Vegas Convention Center et enormt tomt hylster, der gør Bella Centers C-haller til små hyggelige stuelignende lokaler i sammenligning. Det er umuligt at forestille sig, at disse gigantiske haller skal fyldes med fitnessudstyr, pjecer og personale inden i morgen tirsdag kl. 13, hvor The Trade Show åbner. For at illustrere størrelsen: Tiger Woods svinger i gennemsnit ca. 272 meter med sit fornemme drive. Hvis du ganger dette med ni til ti, vil du formentlig komme ned til bunden af dette sjælsforladt og golde betonmonster.

En mindre gruppe mennesker bevæger sig nede i bunden af hallen og åbner en række porte for at give adgang til den ene amerikanske truck efter den anden. I løbet af et par minutter fyldes hallen med larm fra 'the convoy' og den friske diselos understreger, at det er nu, at fitnessindustrien kommer i egne person.

Fra husmorliv til fitnessdiscipel

 Jeg vandrer tilbage til hovedstrøget i Convention Center, hvor der så småt er begyndt at samles et par hundrede morgenfriske fitnessfolk, muskelbundter og almindelige businessfolk, der ligesom jeg, skal registreres før det store rykind ved 8.30 tiden.

Vi stiller os pænt i kø, og jeg falder i snak med en kvinde i slutningen af 30'erne, som øjensynligt er en yderst fin repræsentant for alle de fordomme, man kunne have om amerikanske fitnessduller. Hun er meget taleivrig og fortæller mig med strålende øjne, at hun bare er 'so exited about this event'. Jeg nikker og forsøger også at udvise den samme form for nærmest religiøs begejstring.

Hun fortæller, at hun tidligere var en almindelig amerikansk hjemmegående husmor, som ikke fik dyrket nogen form for motion og sjældent fik fulgt de kostråd, som herovre implicerer tilskud af vitaminer, mineraler og helsekostprodukter i alle afskygninger. Men for fire år siden var hun så heldig at få et gavekort af sine børn til ti lektioner med en personlig træner. Hun var, som hun sagde, urimeligt skeptisk, men da gaven ikke kunne byttes til noget mindre radikalt, valgte hun at dukke op til den første aftale. Dette blev begyndelsen på et nyt liv.

Ekstrem disciplinering eller dansk kompromis?

Selvom dette levende eksempel på Nikes reklameslogan 'Just do it' stod lige foran mig som bevis på, at fitness og lykke somme tider går hånd i hånd, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvorfor denne forandring fra fredelig husmor til hysterisk fitness-udøver tydeligvis skulle være så yderligtgående.

Det var en typisk amerikansk 'enten-eller-attitude': Ikke nok med at hun havde gennemgået et par mere eller mindre vellykkede operationer, hun havde også iklædt sig fitnessverdenens mærkevarer fra top til tå, gik med alt for lange kunstige negle, havde flere lag sminke og tilhørende andre effekter, som gjorde det tydeligt for mig, at denne form for ekstrem disciplinering af hver eneste af kroppens hudceller og kropsbehåring somme tider kan være lige så ucharmerende som det modsatte.

Jeg savnede næsten den danske tilgang, hvor hysteri har det med at få klippet en hæl og hugget en tå. Det var efter, at vi havde indregistreret os og begge forsvandt i folkemængden, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke fik taget et foto af denne kvinde.

Foredrag med en fader til gruppekoncepter og holdtræning

 I lokale N1022 - et eksempel på kongrescentres mangel på nærværende lokalenavne - var jeg til mandagens vigtigste foredrag.

Sammen med et par hundrede andre fik vi fornøjelsen af, at høre en af gruppekoncepternes og holdtræningens fædre i person af Phillip Mils, som er præsident for the Les Mils International Limited. For udenforstående læsere bør det nævnes, at han er hovedarkitekt bag verdens mest dominerende koncepter inden for fitnesstræning på hold - alt fra Bodytoning (stort i DK) til Thai Chi Aerobic (kæmpestort i Asien).

Filosofien bag holdkonceptet er, at man får en langt bredere træning ved at træne sammen. Undersøgelser viser, at man præsterer op mod dobbelt så meget i forhold til at træne alene. Træningen bliver både mere effektiv og gør kunden gladere i træningsfællesskabet med andre.

Han holdt et yderst oplagt og gavmildt foredrag taget i betragtning, at der nede blandt salens tilhørerne sikker sad en håndfuld konkurrenter. Titlen på foredraget var '8 Key Areas of Club Management' - altså hovedregler inden for fitness management, som han har beskæftiget sig med i de seneste 20 år.

Styr på økonomi og branding

 Han havde blandt andet følgende budskaber til den kommercielle fitnessindustri:

• Driftsudgifternes vigtighed: Driftsudgifter er basis i al fitnessindustri. Mange fitnesskæder lever uden denne erkendelse og kører i mange år på en økonomi baseret på nyinvesteringer og kapitalrejsning i form af udvidelser og nye udvidede lånerammer, hvilket ikke er holdbart i længden (dette var netop tilfældet i DK i starten af 1990'erne, da de to største kæder, Fitness Club og Form og Figur, gik ned med et brag.) Tommelfingerreglerne er: Inden for 6 -7 år skal fitnesscenteret give overskud, ellers bliver det meget svært at få det til at løbe rundt. I løbet af tre år er det helt afgørende, at driftsudgifterne til husleje udgør under 20% af omsætningen, ellers er der 95 procents sandsynlighed for, at centeret aldrig vil give overskud. Dertil skal langt de fleste centre indse, at de skræmmer kunder væk og får negative nettoresultater, hvis de hæver prisen for medlemskab mere end 2-4 procent om året. Det er derfor altafgørende, at man fra starten budgetterer med den rette pris for kunderne.

• Man skal indse, at man langt de fleste steder i den vestlige fitnessverden konkurrerer i en oplevelsesøkonomi, hvor design, branding, storytelling, budskaber og oplevelser er lige så vigtige som basisydelsen. Dette giver gode muligheder for produktdifferentiering og kan medvirke til en konkurrence, der ikke udelukkende kører på pris og kvalitet. Ved en god produktdifferentiering vil man i princippet kunne fastsætte en langt højere pris for sit unikke produkt end på et marked, der handler med enslignende ydelser. Denne udvikling er dog umulig, da alle kopierer og stjæler ideer fra hinanden, men gennem branding kan man komme langt.

Som eksempel på oplevelsesøkonomiens udvikling havde han en gennemgang af kondicyklens historie:

1970-1980: Stationære kondicykler

1985: Kondicykler med computer med aflæsning af hastighed og antal kørte km.

1990: 'Cardio-kondicykler' med tv og lyd

1995: Spinning på hold som socialt gennembrydende træningsform

1995: 'Cardio-teatre' og biografer med storskærme (med et center i Amsterdam som eksempel).

Phillip Mils ligheder med John Cleese i en let yngre udgave var i øvrigt slående og medvirkede til en rigtig god oplevelse.

That's all from Las Vegas today. Join me for more information from the 25th IHRSA Convention in the coming days!