Rogge rydder vejen for reformer – vil han betræde den?

Det må være en tilfreds Jacques Rogge, der fredag den 9. oktober gik til afskedsreception i Tivoli med sine IOC-kolleger efter ni dages olympiske møder i København. I enhver henseende kan han gå sine sidste fire år på posten i møde med et styrket mandat til at realisere sine ønsker. Alt i København gik som tilrettelagt af IOC-formanden, der optræder diskret udadtil, men holder nøje kontrol med detaljerne på de indre linjer. IOC’s kongres, som efter femten års pause satte emner som udøvernes vilkår, idrættens autonomi, forholdet til ungdommen, de Olympiske Leges fremtid og de digitale udfordringer på dagsordenen, blev afrundet med de konklusioner der stort set var nedfældet på forhånd Og de 106 IOC-medlemmer fulgte Rogges fingerpeg og traf klare beslutninger på vigtige områder som valg af Rio som værtsby for sommer-OL i 2016, valg af rugby og golf som nye idrætter og nyvalg til IOC’s ledende poster. Rogge har ikke alene baglandet i orden. Han har endvidere den fordel at han ikke kan genvælges når hans tredje fireårs-periode udløber i 2013, og han har derfor frie hænder til at føre upopulære beslutninger ud i livet. Derfor vil de næste fire år blive afgørende for om den 67-årige belgier virkelig er den stålsatte reformernes mand som han blev lanceret som, da han afløste den kontroversielle catalaner Juan Antonio Samaranch i 2001. I de første otte år har Rogge åbenlyst været hæmmet af at Samaranch som Æresformand har været en særdeles aktiv lobbyist i de olympiske cirkler, og ikke altid til gunst for Rogges visioner. Så sent som ved valget af værtsby for OL i 2010 fik man bekræftet at 89-årige Samaranch kunne mobilisere 32 stemmer til fordel for Madrid, og tidligere har han formentlig haft hånd i hanke med op omkring 40 af de 76 medlemmer, der blev udpeget i Samaranchs 21 år lange embedsperiode. Som den fødte diplomat holder Rogge sin holdning til Samaranch for sig selv, men man mærker den opsparede irritation når han til det amerikanske magasin Around the Rings siger om sin egen fremtid efter 2013 siger: ”Jeg synes at en afgået formands fornemste egenskab er at holde mund.” Men indtil Rogge fratræder, bliver der mere end nogensinde brug for at Rogge åbner munden. Hvis IOC skal give et overbevisende svar på de udfordringer der ligger i for eksempel at involvere ungdommen og bekæmpe den stigende korruption, er man nødt til radikalt at ændre den herskende tavshedskultur. Møderne i København har understreget at IOC stadig befinder sig i sin helt egen virkelighed, hvor åben debat om nærværende problemer er stort set lige så ildeset som brug af pesticider blandt økologiske landsmænd. På det plan virker Rogges ledelsesstil ikke markant anderledes end forgængerens.

Åbenhed bag lukkede døre

IOC roser sig gerne af åbenhed og gennemskuelighed, men praktiserer i høj grad det modsatte, selv om man stadig gør det bedre end mange andre idrætsorganisationer. Om det er evnerne eller viljen der mangler, kan være svært at gennemskue, for signalerne stritter i mange retninger. 

Et par eksempler: Et års tid før kongressen åbnede IOC en hjemmeside med den lovende titel ”Virtual Congress”. Hvis nogen forestillede sig noget i retning af et dialogforum, der kunne varme offentligheden og deltagerne op til den kommende kongres, tog de grundigt fejl. Den korrekte titel skulle have været ”Virtual Mailbox”, for der var ikke tale om andet og mere end en brevsprække, hvor enhver kunne aflevere en tekst om kongressens fem hovedtemaer, men uden at kunne læse eller kommentere hvad andre afleverede. Hjemmesiden indbragte 1400 indlæg, som de delegerede fik tilsendt som bog. Om nogen har læst denne bog, kan man kun gisne om. Den blev ikke brugt under de dele af kongressen, som Play the Game deltog i. Bortset fra denne bog og de fem overskrifter vidste end ikke IOC-medlemmerne hvordan kongressen skulle forløbe. Hverken på hjemmesiden eller ved ankomsten afslørede IOC hvem der skulle holde oplæg i løbet af de tre dage. Efter sigende var det et vredesudbrud fra eks-kong Konstantin, æresmedlem af IOC, der fik vristet fotokopier om dagenes forløb ud af arrangørerne. Dog ikke mere end for én dag ad gangen – mere information mente IOC nok ikke at vi kunne kapere. Under møderne i plenum fik vi så lov at lægge øre til fremtrædende talere med FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i spidsen. Der blev ikke åbnet for spørgsmål, hverken til Ki-moon eller til andre talere. De diskussionsfora vi siden blev delt ud med, havde ikke meget med diskussion at gøre. I stedet for at udveksle og udvikle synspunkter var der tale om ren aflevering af synspunkter. Hver især kunne vi få lov at aflevere et to minutters standpunkt, men uden at de mange meldinger blev bragt i spil med hinanden. Sidst, men ikke mindst, gav arrangørerne i starten af kongressen helt umulige forhold for medierne, der hverken måtte sidde med i mødesalen eller komme i nærkontakt med deltagerne i pauserne. IOC brystede sig af for første gang at have inviteret et par repræsentanter fra verdensoffentligheden med, og flere af sessionerne kan stadig ses på www.olympic.org. Men ligefrem at give medierne adgang til at formidle begivenheder til millioner af læsere, lyttere og seere – ikke tale om. Først efter en massiv protest fra en samlet presse slækkede IOC på de helt unødvendige restriktioner. I min efterhånden lange karriere som konference-gæst og -arrangør har jeg aldrig oplevet så stiv og hemmelighedsfuld afvikling af et forum, der angiveligt skulle give ”intellektuel vejledning” til IOC’s ledelse på helt vitale områder. Man kunne få den kætterske tanke at de mange hundrede delegerede nødigt skulle komme til at forstyrre vejen hen mod de på forhånd givne konklusioner. Mere opmuntrende er det ikke at Jacques Rogge som afsked indbød til en ny konference – om 15 år! Kan man mon i IOC tænke den tanke at verden fortsat vil udvikle sig med større hast end IOC, og at der måske er brug for åben rådslagning med omverdenen før år 2024? Hvorfor ikke holde kongres hvert fjerde år i forbindelse med OL, i åbent samspil med alle de interessenter der hører til sporten som verdensbevægelse, og med en permanent ”virtual congress” hvor døren altid står åben for debat om tidens mest påtrængende spørgsmål?

ISL - det åbne sår

Blandt alle de olympiske tabuer er det ikke svært at udpege det, som for tiden udgør det alvorligste troværdighedsproblem. 

Skønt IOC-præsidenten både i sine to åbningstaler og ved andre lejligheder slog fast at IOC fører en nul-tolerance politik over for korruption, lider den samlede internationale idrætsverden af en kollektiv fortrængning af bogstaverne I-S-L. ISL var i to årtier verdens førende selskab for sportsmarketing. Men sidste år slog en domstol i Schweiz fast at ISL fra 1989 til sit kollaps i 2001 udbetalte mere end 100 millioner dollars i hemmelige personlige kommissioner til en snæver kreds af ledere fra en håndfuld internationale idrætsforbund, til gengæld for at ISL fik lov til at videresælge forbundenes tv- og marketingrettigheder. Ikke ét forbund har reageret på denne oplysning, heller ikke IOC. Domstolen nævnte kun få navne på de involverede modtagere af bestikkelse, og derfor må det undre at Jacques Rogge ved den afsluttende pressekonference lagde vægt på at slå fast at ingen IOC-medlemmer overhovedet har været involveret. Tabuet omkring ISL betyder også at vi ikke kan få at vide om det stadig er ”en almindelig dag på kontoret” at TV- og marketingrettigheder sælges mod bestikkelse til idrætsledere via hemmelige fonde og seddelbundter tæt pakket i attachémapper. ISL er langt den alvorligste, men bestemt ikke den eneste fortrængte affære i sportens verden. Korruptionen blomstrer både på banen og i korridorerne i Det Internationale Håndboldforbund, og i Det Internationale Volleyballforbund er en ny formand ved at rydde op efter mexicaneren Ruben Acosta, som i sine 24 år som enevældig hersker tildelte sig selv honorarer for mindst 20 millioner dollars. IOC satte i 2004 Acosta under pres, men da han trak sig frivilligt som IOC-medlem med henvisning til sin alder, lod IOC forbundet sejle sin egen sø. Som undtagelsen der bekræfter reglen, skal IOC have ros for at gennemtvinge reformer i det internationale bokseforbund AIBA, blandt andet ved at indefryse AIBA’s andel af overskuddet fra de Olympiske Lege. Det skal siges til Rogges fortjeneste at han på kongressen fik skabt et grundlag for at IOC kan gribe mere aktivt ind i fremtiden. En række af kongressens anbefalinger går ud på at skabe ensartede regler for ”good governance” i hele den olympiske bevægelse, altså også i nationale olympiske komitéer (NOC’er) og internationale forbund. Kongressen foreslår også at forbund og NOC’er skal aflægge årlige rapporter, og at det skal være muligt at give sanktioner til dem der overtræder de fælles regler. Det svækker dog tiltroen til denne indsats for fremtiden at den ligger i hænderne på folk omkring Rogge, der har et noget mere broget CV end formanden selv. Hvad skal man tænke når IOC netop nu vælger italieneren Mario Pescante til næstformand, manden som i 1990’erne finansierede EPO-eksperimenterne ved Universitetet i Ferrara, hvor skiløbere, cykelryttere og andre eliteidrætsfolk strømmede til? Og som måtte gå af som formand for Italiens Olympiske Komité i 1998, fordi dopinglaboratoriet i Rom fuskede med testene af italienske fodboldspillere? Dette har ikke forhindret Pescante i at gøre en glimrende karriere som mangeårig sportsminister i Berlusconis regeringer, formand for de Europæiske Olympiske Komitéer – og nu næstformand i IOC. Man må tænke sit, ikke mindst når komitéen samtidig fravælger den nye formand for AIBA, taiwaneseren Ching-Kuo Wu, i valgene til sin bestyrelse, skønt Wu har været foregangsmand for at rydde op i et af de mest korrupte forbund. IOC må takke sine guder – formentlig de græske med Zeus og Pallas Athene i spidsen – for at ganske få politikere, mediefolk og sportsfans interesserer sig for idrætspolitik, mens hele verden fascineres af IOC’s kerneydelse, de Olympiske Lege.

Lege i mindre format

Disse lege var også til debat i København. En af de vanskeligste udfordringer for Rogge har været at skære ned i det olympiske program og deltagertallet ved OL, så legene kan afholdes også af mindre lande og i det hele taget udkommer i et mere handy format. 

Nu hvor de gigantiske sommerlege i Beijing 2008, der blev vedtaget samtidig med at Rogge overtog formandsposten, ligger bag os, har Rogge bedre chancer for at mindske legenes størrelse, godt hjulpet på vej af en international finanskrise der ikke opmuntrer til enorme investeringer i højteknologiske sportsanlæg til éngangsbrug. Også de massive budgetoverskridelser i forberedelserne til OL 2012 i London tænder advarselslamper i mange lande og hjælper IOC-formandens budskab om mådehold på vej.

Rogges hjertebørn

To punkter, hvor Jacques Rogge har udvist et stærkt personligt engagement, er spørgsmålene om idrætsudøvernes vilkår og det store frafald fra idrætten blandt unge. 

Til begge temaer lagde kongressen nogle klare spor for det videre arbejde. Udøvernes helbred og rettigheder skal beskyttes gennem uddannelse og oplysning, og alle organisationer i den olympiske bevægelse skal indføre regler, som sikrer udøverne mod at blive udnyttet af agenter, managere og sponsorer. I erkendelse af at udøvernes nærmeste omgivelser har stor indflydelse på den unge atlet, anbefaler kongressen at oprette en komité for trænere og andre der følger udøveren tæt. Ungdoms-OL i Singapore bliver ikke alene en test for et helt nyt arrangement, men også en personlig test for Jacques Rogge. Trods udbredt skepsis, også blandt de nærmeste i IOC, har Rogge gennemtrumfet at disse lege, der har kørt på europæisk plan siden 1991, nu skal køre på verdensplan. Legene skal trække unge tilbage til idrætten, både som seere og som udøvere, og de skal indeholde mere oplysning og kultur end voksen-OL. Det er mere end tvivlsomt om noget af dette vil lykkes, men det kan være at legene bliver en succes på andre måder: Set fra et markedsførings-synspunkt kan lege der udstråler ungdom og livsglæde være med til at styrke det olympiske brand. Ungdoms-OL kan også være en kærkommen trøstepræmie til lande, der brænder efter at gøre sig gældende i international idræt, men som ikke magter at afholde det store OL. Det gælder blandt andet små lande som Danmark, hvor formanden for den nationale olympiske komité, Niels Nygaard, pudsigt nok benyttede den store olympiske uge til at aflive enhver snak om en dansk ansøgning om værtskab for sommer-OL. Mens de olympiske spidser indtog et veldækket bord i Tivoli, tog de frivillige hjælpere fat på oprydningen i Bella Centret. De frivillige vidste naturligvis at man ikke kan lade besværlige objekter ligge og lade som om de ikke findes. Vil Rogge gå lige så grundigt til værks i sin olympiske oprydning som de frivillige i Bella Centret? Det får vi svar på i de næste fire år. Kommentaren er også offentliggjort i en engelsk version på Play the Games hjemmeside.